Der findes et hav af påståede beviser og argumenter for guders eksistens. Et af de meste kendte, men også mest underlige, er det ontologiske argument. Det efterlader de fleste med et forvirret udtryk i ansigtet. Man har fornemmelsen af at være blevet snydt, men kan ikke sætte fingeren på, præcis hvad der er galt med argumentet.

De tidligste formuleringer af argumentet, jeg kender til, går omkring tusind år tilbage og blev formuleret af den muslimske filosof Avicenna og den kristne Sankt Anselm.

Argumentet er blevet udsat for kritik fra mange sider, og nogle af filosofihistoriens helt store skikkelser som Hume, Kant og Frege kom med modargumenter. Efter min mening er de oprindelige udgaver af det ontologiske argument endegyldigt skudt ned.

I 1974 kom filosoffen Alvin Plantinga med en ny og forbedret udgave, der ikke er lige så underligt og bl.a. ikke var sårbar overfor Kants og Freges angreb.

Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen opsamlende gennemgang på dansk af angrebene på Plantingas argument. Derudover er mange af de engelsksprogede gennemgange, der kan findes på nettet, relativt tekniske og svært læselige. Derfor vil jeg i denne artikel forsøge med en opsamlende og letlæselig gennemgang af nogle af angrebene.

Mulige verdner og maksimal storhed

Der er en masse ordgejl forbundet med Plantingas ontologiske argument, men det kan heldigvis koges ret meget ned.

For det første er det interessant at have en fornemmelse af, hvad “ontologi” betyder, når det nu handler om et ontologisk argument. Ontologi en gren af filosofi, der handler om virkelighedens og eksistensens natur. Fælles for alle de ontologiske argumenter er, at de prøver ud fra filosofiske betragtninger at bevise Guds eksistens. De peger ikke på ham og siger, der kan du se ham, og de prøver heller ikke at sige: Fordi vi observerer fænomen X, kan vi slutte, at Gud må eksistere.

Plantingas version af det ontologiske argument baserer sig på noget, der hedder modal logik. I logik beskæftiger man sig normalt med udsagn, der kan være enten sande eller falske. Modal logik udvider dette. I denne sammenhæng kan vi nøjes med at vide, at modal logik tilføjer mulighed som et ekstra begreb.

Problemet med ordet “mulighed” er, at det er meget anvendt i daglig tale og derfor kan have en lidt diffus betydning.

For at undgå forvirring med den dagligdags brug indføres begrebet “mulig verden”. En mulig verden er enten vores verden eller en variant heraf, der ikke er logisk umulig. F.eks. er der en mulig verden, hvor jeg hed Niels i stedet for Morten, men der er ikke en mulig verden, hvor 2+2=5 eller hvor der eksisterer gifte ungkarle.

Plantinga indfører selv to nye begreber i sit argument. Det første af dem, kan vi på dansk oversætte til maksimal fortræffelighed. Et væsen siges at være maksimalt fortræffeligt, hvis det i en given mulig verden er almægtigt, alvidende og moralsk perfekt.

Det andet nye begreb bygger videre på dette, og Plantinga definerer et væsen til at være maksimalt stort, hvis det er maksimalt fortræffeligt i enhver mulig verden. At være maksimal stor sætter han derefter lig med at være Gud.

Plantingas ontologiske argument

Med de ovenstående definitioner på plads kan jeg nu præsentere Plantingas ontologiske argument. Det findes efterhånden formuleret på et hav af forskellige måder, jeg vil her prøve at lave en meget kort og forhåbentligt letforståelig formulering. Dette er på bekostning af en vis præcision, men til vores formål, mener jeg, at nedenstående er tilstrækkeligt:

1. Der er en mulig verden, hvor der eksisterer et væsen, der er maksimalt stort.

2. Af 1 og definitionen på maksimalt stort følger, at et maksimalt stort væsen findes i alle verdener.

3. Dermed findes et maksimalt stort væsen i vores verden.

4. Dermed eksisterer Gud.

Modargumenter

Umiddelbart kan argumentet virke tilforladeligt. Antagelsen i 1. siger jo basalt set bare, at det er muligt, at Gud eksisterer, hvilket for de fleste vil virke acceptabelt, og herefter følger resten logisk.

Så simpel er sagen dog ikke, og faktisk er netop antagelsen i 1. det punkt, som de mange af de talrige modargumenter angriber. I det følgende vil jeg gennemgå en række af dem.

Blot en ordleg

En meget almindelig reaktion på de forskellige udgaver af det ontologiske argument er at sige, at det blot er en leg med ord. Det indvendes, at logik og definitioner i sig selv ikke er nok, men at man er nødt til at inddrage observationer fra den virkelige verden. Dette er altså en holdning, der basalt set siger, at ren filosofi ikke kan vise, at en given ting eksisterer i den virkelige verden.

Filosoffen David Hume opstillede et firepunkts argument for dette:

1. Det er ikke muligt uden observation at bevise noget, med mindre dets modsætning fører til en selvmodsigelse.

2. Hvis noget fører til en selvmodsigelse, så er det utænkeligt.

3. Alt kan tænkes ikke at eksistere.

4. Altså kan intet bevises at eksistere uden observation, inkl. Gud.

Blot en antagelse

Nu skrev jeg ganske vist, at Plantingas antagelse i punkt 1 basalt bare var, at det er muligt, at Gud eksisterer. Det er for så vidt også rigtigt, men det er vigtigt i denne forbindelse at se på Plantingas definition af Gud.

For det første skal det bemærkes, at antagelsen går på maksimal storhed, ikke maksimal fortræffelighed. Hvor maksimal fortræffelighed taler om et væsen i én mulig verden, så defineres et maksimalt stort væsen (Gud) til enten at eksistere i alle mulige verdener eller også ikke eksistere i nogen mulig verden (dvs. det er umuligt, at det eksisterer).

Denne observation ligger til grund for et meget simpelt angreb på argumentet. Det påpeger, at eftersom Plantinga har defineret det sådan, at et maksimalt stort væsen enten umuligt kan eksistere eller eksisterer i alle mulige verdener, og derefter antager, at det eksisterer i en mulig verden, så har han dermed antaget, at det eksisterer i alle, og dermed også antaget, at det eksisterer i vores verden. Dette modargument siger altså, at Plantingas argument ikke beviser noget som helst, men i stedet blot er en antagelse om Guds eksistens i fancy indpakning.

En anden måde at formulere dette angreb på er ved at indsætte definitionen på maksimalt stor i antagelsen:

Antagelsen er:

Der er en mulig verden, hvor der eksisterer et væsen, der er maksimalt stort.

At være maksimalt stor er defineret til at være maksimalt fortræffeligt i enhver mulig verden, dermed er antagelsen:

Der er en mulig verden, hvor der eksisterer et væsen, der er maksimalt fortræffeligt i enhver mulig verden.

En del af at være maksimalt fortræffelig i en mulig verden er at eksistere i den. Dermed bliver antagelsen:

Der er en mulig verden, hvor der eksisterer et væsen, der eksisterer i alle mulige verdener.

Set på denne måde, så er antagelsen blot ’Gud eksisterer i alle mulige verdener’.

Plantingas antagelse er altså slet ikke så banal og rimelig, som den ved første øjekast kan forekomme, i stedet er den i praksis svær at skelne fra blot at antage Guds eksistens direkte.

Bevisbyrden

Da hele argumentet hænger på antagelsen i punkt 1, så behøver en skeptiker ikke gøre andet end at læne sig tilbage og sige, at vedkommende ikke accepterer antagelsen.

Skeptikeren kunne også antage det modsatte af Plantinga. Han kunne antage, at der er en mulig verden, hvor der ikke ekisterer et maksimalt stort væsen. Med denne antagelse vil Plantingas argument i stedet vise, at Gud ikke eksisterer.

Uden yderligere argumenter kan jeg ikke se, at den ene antagelse, skulle være bedre end den anden, så hvis Plantinga vil bevise noget som helst, så skal han altså vise, at hans antagelse holder. Bevisbyrden ligger hos ham.

Det er ikke et bevis

Dette er Plantinga med på. På side 221 i “The Nature of Necessity” skriver han f.eks., at argumentet nok ikke kan siges at bevise konklusionen, men at det er rationelt at acceptere konklusionen, da den følger af en rationel antagelse.

Men er antagelsen nu også rationel? Det vil vi se nærmere i del 2 af denne artikelserie.