Ateistisk Forum - Bibelens umælende flertal

Noget har undret mig omkring bibelen.

Den gang jeg var kristen så tog jeg bibelen for pålydende, som Guds åbenbarede ord. Jeg forestillede mig bl.a. hvordan Jesus gik ind i templet og smed handelsmændene ud og hvordan han med sin visdom irettesatte farisæerne og lukkede munden på dem. Jeg tog det for givet at disse begivenheder blev formidlet rimeligt og ærligt.

Det er ikke min intention her, at diskutere hvorvidt evangelister og andre af bibelens forfattere reelt har skrevet det de har skrevet eller om de lyver eller ej, men tager umiddelbart udgangspunkt i at det de skriver er sandt, at historierne de fortæller formidler det som reelt skete.

Denne tekst handler om det jeg har valgt at kalde ”det umælende flertal”. Det vil sige alle de mennesker som bibelen taler skidt om, slå ihjel og tugter fordi at de ikke tror eller opfører sig på den ”rigtige” måde.

Vi kan starte med mit yndlingsskriftsted Anden Kongebog 2:23-24:

Derfra drog han op til Betel. Mens han var på vej op, kom nogle små drenge ud fra byen. De gjorde nar af ham og sagde: »Kom herop, skaldepande, kom herop, skaldepande!« Han vendte sig om, så på dem og forbandede dem i Herrens navn, og ud af skoven kom to bjørne og rev toogfyrre af drengene ihjel.

Jeg har altid haft svært ved at se rimeligheden i denne passage, men mens jeg var kristen trøstede jeg mig med at Gud sikkert havde styr på det, at der var en dybere mening med det som jeg kunne finde når jeg en gang døde og kom op sammen med ham.

I dag så står denne passage af bibelen, samt de tolkninger som oftest bliver fremdraget af kristne, som et symbol for mig på alt hvad der er forfærdeligt og skrækkeligt ved fundamentalistisk og fanatisk tro, nemlig:

Først og fremmest at et massedrab (ikke ulig en håndgranat i en folkemængde) på 42 drenge bliver sanktioneret af Gud, på et enkelt menneskes opfordring. Dvs. at der rent faktisk er handlinger som vi mennesker kan gøre, der overfor den gud, der ifølge bibelen altid er den samme og som aldrig har forandret sig, kan retfærdiggøre at vi på opfordring fra et andet menneske (ikke Gud alene. Havde Gud straffet drengene hvis ikke at Elisa havde forbandet dem?) lider en grusom død f.eks. under poterne af rasende bjørne... I dette tilfælde for at drille en Guds mand.
Dernæst at kristne finder på at forsvare denne handling med argumenter, som ofte ligner følgende:
1. Der er en højere mening med det, så selvom det ser uretfærdigt ud, så har gud tjek på det.
2. Drengene var rent faktisk ikke drenge, men myndige unge mænd som spottede en profet salvet af Gud, derfor var det rimeligt at nedkalde sådan en forbandelse over dem.
3. Der er også nogle som reder sig ud i lange forklaringer om at disse drenge rent faktisk er unge profeter fra en nærliggende profetskole, som udfordrer Elisas kaldelse (noget med at en skaldet pande kunne betyde at man ikke helt var i kontakt med gud eller sådan noget pjat. Jeg lærte det på bibelskole i sin tid, men kan desværre ikke huske alle detaljerne) og så viser han dem i samarbejde med gud, at de vist tager fejl og rockersmadrer dem (læs: slår dem ihjel) med to bjørnes hjælp. Come on mand!

Det umælende flertal i denne historie er selvsagt drengene, men det stopper ikke der. Hver af disse drenge har levet mellem 10 og 16 år, de har mødre og fædre, bedstemødre og bedstefædre, fætre, kusiner, kærester og forlovede osv. Hvorfor var det rimeligt at slå disse drenge ihjel? Sandsynligvis ryger de durk i helvede for det de har gjort. Mig bekendt er der ikke nogen second chance efter at vi har forladt dette liv (hvis der er hvorfor filan skal der så være missionærer og internetsider som Jesusnet?) og deres sidste handling, måske lige med undtagelse at løbe fra en bjørn, var at spotte datidens tilsyneladende helligste mand i mellemøsten. Det tegner ikke godt...

Hver dreng havde en personlig historie. De var vokset op et bestemt sted og havde sikkert leget gemme og røvere og soldater der. De havde sikkert et yndlingslam i fåreflokken og måske endda en hund som de holdt af. Deres mor og far så dem som deres fremtid og hver gang deres øjne mødtes ville de genkende hinanden og vide at de skulle tilbringe resten af livet sammen. De skulle dele op ture og nedture, lykke og ulykke...

Men alle de drømme bliver til intet, fordi Elisa med Gud i ryggen forbander dem og gud lader to bjørne fare ud af buskadset og sønderlemme disse 42 knægte!!!

Hvorfor var det retfærdigt? Ud fra hvilken standard kan noget sundt og raskt menneske godtage denne historie og kende den for retfærdig?

Fordi det var Gud og Elisa der gjorde det... (?)

Blev den enkelte dreng spurgt om han vitterlig mente det han havde sagt? Blev hver en dreng givet muligheden for at angre? Blev drengenes forældre spurgt om de var tilfredse med Guds dom? Blev der taget hensyn til at nogle af drengene måske lå under for gruppepress?

Hvorfor skulle dette umælende flertal, bestående af unge knægte, lide en grusom død ved poterne på nogle bjørne? Vi hører aldrig deres sag talt, men tager det for givet at den straf de modtog var retfærdig... Det var jo Gud der gjorde det.

Et andet godt eksempel er det nye testamentes yndlingsprügelknarbe ”farisæerne”. Dem der står for stort set alt det skidt vi mennesker kan finde på at gøre i religiøs nidkærhed.

På ethvert tidpunkt hvor de nævnes (med nogle få undtagelser, hvor Nikodemus er den mest nævneværdige) så står de optegnet som anatema til Jesus. De er formet som en perfekt mur at spille forfatterens religiøse bold op af... Som min gamle dansklærer ville have sagt det, så er farisæerne ”papfigurer”. Papfigurer som tjener et litterært og religiøst formål.

Det er ikke sket sjældent at jeg både inde og ude af kirken hører ordet farisæer benyttet som et skældsord eller nedsættende. For nyligt læste jeg et debatindlæg på hjemmesiden Jesusnet.dk skrevet af en ordstyrer under navnet Kristina, som sagde at en eller anden skulle passe på med ikke at få et farisæersind. At være en farisæer bliver verdensomspændende brugt som en negativ af alle kristne, fordi det er det billede som det nye testamente tegner op af dem.

Farisæerne ligger under for den samme slags fordom som f.eks. at negere er gode til at spille basket og danse. Bibelen forholder sig ret sort og hvidt i forhold til farisæerne, men hvem tænker over at der er mennesker bagved?

Hvem spurgte farisæerne om de følte sig ordentligt repræsenteret i evangelierne? Hvem lavede den research som sikrede at alle de mennesker der udgjorde det farisæiske parti og den farisæiske præstestand, blev hørt og deres mening respekteret? Kunne det tænkes at de faktisk havde jødernes velbefindende og evige sjæl på sinde og ikke bare var selvfede og manipulerende, magtsyge skægaber?

Jeg har som social og sundhedshjælper, massør og afspændingspædagog arbejdet med mennesker i over 8 år. Jeg har set mennesker fra alle samfundets lag, fra narkomanen på Nørrebro til rigmandsfruen fra whiskeybæltet, gamle som unge, alle med problemer af en eller anden slags. Jeg har hørt og læst hundredevis af skæbner og ingen mennesker er så unuancerede som farisæerne er fremstillet i bibelen, så hvorfor er deres mening så kun nævnt som en mur som Jesus & Co. kan spille bold op ad?

Hvad blev der af menneskene bagved alle de stivnakkede meninger og den karikerede religiøse nidkærhed?

Her følger eksempler på skriftsteder, hvor farisæerne får på munden uden rigtig at have mulighed for at forsvare sig eller give en forklaring på hvorfor at de ser tingene som de gør... Vi går bare ud fra at evangelieskriverne har bragt det relevante og dermed gør vi et umælende flertal ud af farisæerne... (fremhævelserne er mine)

Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til
ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den
skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn.

Og for at de kunne anklage Jesus, spurgte de: »Er
det tilladt at helbrede på en sabbat?« Men han sagde til
dem: »Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det
og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? Et
menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det
tilladt at gøre noget godt på en sabbat.« Da sagde han til
manden: »Ræk din hånd frem!« Han rakte den frem, og den
blev rask igen som den anden. Men farisæerne gik ud og traf beslutning om at få ham slået ihjel.

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange
Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham
sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved,
at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter
dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad
du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?«
Men Jesus gennemskuede deres ondskab

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:
»Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede:
»Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved
Ånden kalde ham herre og sige:
Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være
hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den
dag turde heller ingen længere spørge ham om
noget

Farisæerne og deres skriftkloge gav ondt af sig
og spurgte hans disciple: »Hvorfor spiser og drikker I
sammen med toldere og syndere?«

Da han gik bort derfra, begyndte de skriftkloge og
farisæerne at trænge hårdt ind på ham og udspørge ham
om mange ting, mens de lurede på ham for at fange ham
i noget af det, han svarede.

Hvorfor får dette umælende flertal lov til, uden at der tilsyneladende bliver sat spørgsmålstegn ved det, at symbolisere stort set alt det Jesus og hans kumpaner gør oprør imod... (Øh nåh nej mundskyl! Jesus gjorde jo ikke oprør, han fuldendte loven... ja ja det var sådan det var?) Ville nogen i dagens Danmark, med ytringsfriheden højt hævet over hovedet, acceptere at deres side af historien blev præsenteret så unuanceret som farisæernes gør i bibelen?

Endnu et eksempel kan illustrere min pointe...

Bare læs om ødelæggelsen af ”Så du mig i gårmorges” (Sodoma og Gomorra) i 1. Mosebog kapitel 18 og 19.

Hvor mange mennesker levede i de to byer?

Kan det f.eks. at have lyst til at have sex med en smuk mand (en engel sådan som det er beskrevet af forfatteren) eller for den sags skyld at hele byen har lyst til at have sex med en smuk mand, retfærdiggøre at hele byen skal udslettes?

Byerne bliver fra starten af bare beskrevet som onde af forfatteren, hvor ved han fra at alle er onde? Hvad vil det sige at være så ond og syndig at man fortjener at bliver overdænget med svovl og ild? Hvad skal man have gjort og hvilke tanker skal man have haft før at man karakteriseres som så ond at intet mindre end en guddommelig regn af svovl og ild kan gøre en ende på det?

Jeg ved at forfatteren meget yndigt forsvarer guds handling med en litterær sløjfe, hvor Abram forhandler med gud om at skåne byerne, hvis bare der er 10 retfærdige mennesker i byen... Man kan sige at Abram gjorde sit bedste for at skåne de mennesker der trods alt var hans gode ven Lots naboer, men nej... Der var ingen retfærdige i byerne, så gud var tilsyneladende tvunget til at nedslagte hele to byer, uden at en eneste af disse menneskers røst bliver hørt. Kan vi eller rettere bør vi tage denne forhandling for gode varer?

I enhver anden sammenhæng ville sådan en handling få os til at måbe af rædsel og væmmelse, men i dette tilfælde, så kan tankekonstruktionen; ”at de alle var onde nok” til at de fortjente det, tjene som retfærdiggørelse og i øvrigt har gud jo tjek på det hele, så selvom vi ikke kan acceptere det eller forstå det, så er det ok og vi får nok svar i efterlivet.

En fodnote her kunne være at det er betænkeligt at Abram forhandler med gud, for gud ved jo alt også at Abram ville forhandle med ham, så uanset hvad, så er resultatet at Sodoma og Gomorra ryger og rejser. Hvorfor så skrive om det? Det er jo en ubetydelig handling som Abram udfører for uanset hvad så ville de to byer være toast! I øvrigt er hele tanken om at gud kan skifte mening også tåbelig set i lyset af andre og vægtigere skriftsteder som beskriver gud som den samme i går, i dag og imorgen... Ja ja bare at de kan bestemme sig de kære, eftersigende af gud inspirerede forfattere.

Ville noget som helst menneske i dag i deres rette sind (øh det er måske et dumt spørgsmål, for jeg kan faktisk godt forestille mig adskillig prominente herrer rundt omkring i verden, vis interesser primært ligge i penge, olie og magt og som ingen skrupler ville have med følgende) kunne acceptere at gud eller et eller flere mennesker med støtte fra gud udryddede hele byer eller folkeslag, for derefter at betragte det enten som en god allegori på et eller andet, en historie fyldt med visdom og gode råd... Nej vel?

Det ville svare til at man betragtede 9/11 som et smukt stykke kunst! (i øvrigt kan ingen vide om det reelt var Allahs vilje at det skete)

Igen får det umælende flertal lov til at blive slagtet på grusommeste vis for en religiøs pointes skyld og vi (eller måske skulle jeg sige I) sidder og klapper i hænderne eller i det mindste nikker med hovedet i de obligatoriske 15 pastorale grader lænet til siden og siger med tusindmileblik at ”det kan godt være at vi ikke kan forstå det nu, men der vil komme en tid...”

Det har jeg meget svært ved at forstå at man kan acceptere og inkorporere i et billede af gud som ellers fremstilles som ganske kærligt... Jeg vil som jeg indledte med sige at det at man kan se igennem fingrer med sådan en adfærd ”bare fordi” det er gud, det er noget af det mest forfærdelige og uhyggelige ved fundamentalistisk og fanatisk tro.

Men nu forholder det sig jo sådan at der nok ikke er mange af jer der kan genkende jer selv i dette billede, som eventuel fanatiker eller fundamentalist... Eller hvis I er det så er I det selvfølgelig på en god måde... Og ja det er I vel, I bor jo i Danmark og har ikke slået nogen ihjel, ej heller haft intentioner om at gøre det, men ved I hvad? Den der tier samtykker!

I er missionærer for en tro, vis fundament i den grad nedgøre og potentielt misrepræsenterer dens fjender eller modstandere og som skildrer verden som sort og hvid. Nuancerne er gået fløjten og meget få, hvis overhovedet nogen, af de mennesker der er skrevet om i bibelen har fået en chance for at komme til orde uden at det har et specifikt religiøst formål. De er som nævnt papfigurer som tjener det formål at de kan slåes ihjel som slagtekvæg eller spottes og nedgøres i guds og evangeliets tjeneste.

Min vægtigste pointe er da, at den form for ”historisk” gengivelse som bibelen er, ville ingen af os acceptere blive gjort imod os i dag. Den form for skæren alle over én kam (f.eks. de ovenfornævnte farisæerne, befolkningen i Sodoma og Gomorra og de 42 drenge) ville vi aldrig finde os i i dag. Vi ville aldrig acceptere at blive kategoriseret som taberne, uden selv at få indflydelse på den titel.

Hvis ikke vi giver en stemme til det umælende flertal, kan vi meget vel selv ende der...

Tyg på den!

ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.

Til toppen

Søgning