Det bliver ofte fremført af religiøse mennesker, at visse komplekse fænomener ikke kunne være resultatet af tilfældig variation gennem millioner af år. Mange ikke-troende er samtidig tilbøjelige til at indrømme, at man ikke kan vide om der findes en gud eller anden skaberkraft, der har bidraget til udviklingshistorien ved at designe fænomener i vores verden. Den fredsommelige agnostikers intellektuelle ydmyghed overfor religiøse hypoteser er på sin vis sympatisk, idet der selvsagt er grænser for hvad vi ved og kan vide. Men hvis man vil opstille et s.k. intelligent design som modsætning til evolutionsteori, er det ikke bare i modstrid med de mange konkrete fund og de deraf udledte teorier om vores udviklingshistorie, helt fundamentalt må man vise hvordan designeren selv kan eksistere uden at være opbygget af mindre elementer. I det mindste må man sandsynliggøre gudens eksistens ud fra tilgængelig viden, hvis man ønsker at levere overbevisende argumenter for at religion ikke er overtro.

Når vi taler om en designproces indgår der mindst to elementer: Det Rikard Stankiewitch kalder et "design-rum", som udgør de dele man kan sammensætte samt de regler og processer der er styrende for hvad der kan sættes sammen hvordan. Derudover er der selvfølgelig designeren - om hvem vi i dette tilfælde ikke ved ret meget. Hverken et design-rum eller designeren er imidlertid én gang givne størrelser - de er også underlagt evolutionær udvikling. Det må de være fordi de selv er sammensat af dele, hvis vi tager den kendte viden som udgangspunkt, og vi har ikke andet valg i praksis.

Nysgerrighed om et emne fører i ekstrem udfoldelse til en uendelig regression, som vi kender det fra børn der leger Spørge-Jørgen og fra psykologer og marketingfolk der laver laddering-undersøgelser. De store religioner i vores del af verden er, i kontrast hertil, kendetegnet ved at kortslutte nysgerrighed og spørgsmål. Det kan resultere i en dejlig afklaret verdensanskuelse bygget op af et sæt fordomme, der gør det lettere at navigere igennem livet og dagligdagen. Men mere kognitivt prægede personlighedstyper har behov for at tænke tingene igennem til bunds, ved igen og igen at spørge "hvorfor" og "hvordan"? Når vi udsætter vores religioner for en sådan dybdeboring, får vi ikke mange svar, fordi religionerne som regel er udformede til at stoppe spørgsmål, ved at give et sæt dogmer, koblet med afskrækning fra at tvivle.

Religionerne er i vid udstrækning bygget op som det man i moderne virksomheds-kommunikation ville kalde "story-telling", og det er effektivt. Fortællingerne er meget konkrete og levende, så man har let ved at relatere til indholdet - i det mindste hvis man ikke er for langt væk i tid og kultur fra fortællingens handling. Man behøver ikke abstrakte forklaringer når bare publikum lever sig ind i historien. Det går lige ind fordi det behandles af de meget hurtige intuitive dele af hjernen - dem det ikke gør ondt at benytte sig af. Den slags konkrete fortællinger lægger ikke op til regressiv analyse, men til umiddelbar indlevelse - når noget eksisterer er det selvfølgelig fordi nogen har lavet det - det kender vi jo fra vores egen hverdag - brødet bliver bagt af nogen, og nogen har lavet verden - hvad ellers? Den store designer er blevet mere abstrakt med årene, efterhånden som den traditionelle udlægning viste sig ikke at holde. Men det er stadig lige mystisk hvad denne designer er og hvordan designet udføres.

Designrummet, som indeholder elementerne verden er sat sammen af, har vi med stigende hastighed fået kendskab til igennem de sidste århundreder. Hvad ved vi så om grundprincipperne i opbygningen af de ting der omgiver os? Indtil videre kan vi blot sige, at de er bygget op af mindre ting, som igen er bygget op af noget endnu mindre o.s.v. Når det gælder designeren bliver det naturligt at spørge om denne også er designet. Hvis en gud er meget mere intelligent og kraftfuld end vi selv, vil det, med vores kendskab til verden, være nærliggende at opstille den hypotese, at guden er endnu mere kompleks og sammensat end vi selv - altså netop sat sammen af elementer. Kan man forestille sig anden konklusion end at guden må være et produkt af evolution, der er gået fra de små og simple sammensætninger af elementer hen imod det større og mere komplekse? Hvis ikke guden er designet, er der ingen anden kendt mulighed. Hvis guden ér designet, må man stille samme spørgsmål om gudens designer o.s.v.

Man kan selvfølgelig forestille sig hvad som helst, men det vi har samlet af viden indtil nu, er det vi må forholde os til. Det er imidlertid ikke ligegyldigt hvem man er, når man skal tage stilling til spørgsmålet om en guds dissekering i partikler. Nogle tænker mere analytisk, andre mere holistisk. De sidste vil have svært ved at se personer eller andre komplekse fænomener som sammensat af delelementer. Til gengæld har de analytisk mindede svært ved at forklare hvordan deres sammensatte delelementer tilsyneladende bliver til andet og mere end summen af delene - f.eks. hvordan bevidsthed opstår. Det forklaringsproblem ændrer dog ikke på, at vi kan konstatere, at de væsener og ting der omgiver os er sammensat af mindre dele - at de sammensatte strukturer og processer endnu er for komplekse og for mange til at overskue, peger blot på et behov for videre forskning. Da vi ikke har nogen grund til at tro på en evig gud der altid har været, fordi der ikke er nogen klare indicier for det, må vi acceptere den forklaring der er enorme mængder af eksempler på, at udviklingen er præget af perioder med konstruktiv udvikling, med sammensætning af mindre elementer til større, afløst af perioder med destruktiv nedbrydning - f.eks. i form af naturkatastrofer, der splitter alting i atomer. Den historie er ikke altid helt så konkret og intuitivt forståelig som mange religiøse skrifter, men er til gengæld åben overfor kritisk granskning og videnskablig udvikling der fører os videre, istedet for at stå i stampe. Fortællingen om evolutionen byder på en uendelighed af spændende og forbløffende indsigt, der får konkret og visuelt udtryk af forskeres fund og kreative talenters illustrationer. Jeg vil vove påstanden, at i det lange løb vil dén store fortælling kunne fascinere og inspirere i et omfang så den religiøse "story telling" fremstår som flad og indskrænket i sammenligning. For nogen af os er det allerede sådan.