Vi har i de to foregående dele af denne artikelserie set, at de egenskaber, der normalt tilskrives guderne i de store religioner, er problematiske (del 1) og inkompatible (del 2), men hvis vi et øjeblik ser bort fra det, hvordan stemmer de så overens med religionernes hellige skrifter?
Jeg beklager, hvis jeg ødelægger spændingen med det samme, men svaret er: ”Elendigt”. Det skal vi se nogle eksempler på her i tredje del. Vægten vil blive lagt på kristendommen (og dermed også i en vis udstrækning jødedommen) suppleret med islam, da det er de religioner, der er dominerende herhjemme.
Der er naturligvis mange troende, der har et løst forhold til deres hellige tekster, og de bliver ikke ramt af denne artikel, men man kan så undrer sig over, hvad de egentlig vil med deres hellige skrifter, hvis de kun tager de dele seriøst, de alligevel tror på i forvejen.
Almægtighed
Gud siges at være almægtig, men ifølge Bibelen er han solidt bag den teknologisk kurve, i hvert fald får han problemer, hvis hans fjender har avanceret teknologi som stridsvogne af jern:
”Herren var med judæerne, så de erobrede bjerglandet. Men de kunne ikke fordrive dem, der boede i slettelandet; de havde nemlig jernvogne.”
Dette kan læses i Dommerbogen kapitel 1, vers 19. Man kan selvfølgelig hævde, at Gud ikke rent fysisk var i slaget, og at det derfor ikke så meget var ham, der ikke kunne klare folket fra slettelandet, men kønt ser det altså ikke ud for ham.
Tilsvarende ser det ikke så godt ud, når en almægtig Gud er nødt til at hvile sig efter sit skaberværk (1 Mos 2:3). Der må man sige, at Allah har mere stil – han klarer skaberværket uden hvile (Sura 50:38).
Helt galt i den næste episode vi skal læse, hvor Gud er i kamp med et menneske – og taber.
Fra Første Mosebog 32:25-31:
”Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. »Slip mig!« sagde han, »det er ved at blive lyst.« Men Jakob svarede: »Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.« Manden spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede: »Jakob.« Så sagde han: »Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret«. Jakob sagde: »Sig mig dit navn!« Han spurgte: »Hvorfor spørger du om mit navn?« Så velsignede han ham dér.
Jakob kaldte stedet Penuel, »for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet«.”
Jeg kan ikke læse dette på andre måder end, at den fremmede mand er Gud, og han taber kampen med mennesket Jakob. Dette bekræftes af, at Jakob siger, at han har stået ansigt til ansigt med Gud og udtalelsen om, at Jakob har kæmpet med Gud og sejret.
Alvidenhed
I Det Gamle Testamente er Gud ofte meget konkret, og vi kan finde mange eksempler, der ikke svarer til de egenskaber, vi har diskuteret i denne artikelserie. Et af de tekststeder, der på færrest linjer modsiger flest af egenskaberne kan findes i tredje kapitel af Første Mosebog vers 8 til 11, der foregår i Edens Have:
”Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: "Hvor er du?" og han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig." Han spurgte: "Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?"
Hvordan kan man gemme sig for et alvidende væsen? Hvordan kan det være nødvendigt for et alvidende væsen at spørge, hvad en anden har gjort? Hvordan kan et kropsløst væsen gå rundt? Hvordan kan et allestedsværende væsen være et specifikt sted? Og hvordan kan man gemme sig for sådan et? Hvordan kan et tidløst væsen overhovedet gå rundt og tale? Både at gå og at tale forudsætter tidslighed.
Man må tage hatten af for forfatterens evne til at modsige så mange af Guds egenskaber på så få linjer.
Vi kan fortsætte i Salmernes Bog kapitel 78 vers 59, hvor der står:
”Det hørte Gud, og han blev vred og forkastede Israel helt og fuldt.”
Hvordan kan han høre noget, han bliver vred over, han ved vel det hele i forvejen? Det er også klart i dette vers, at der ikke er tale om en tidløs gud – han hører noget og reagerer derpå, hvilket er et tidsligt forløb.
Det er ikke kun Bibelens Gud, der ikke er alvidende. Koranens Allah ser f.eks. ud til at ville få seriøse klø i en quiz om naturvidenskab. F.eks. kan vi i Koranens Sura 21:33 læse at Solen er i kredsløb om Jorden:
”Og Han er den Ene, der har skabt nat og dag og Solen og Månen, hver svævende i sit kredsløb.”
At det forholder sig sådan, bliver gentaget flere steder. Vi skal her huske på, at Koranen er Allahs sande ord, så det, der står i den, er Allahs mening.
Endnu mere overraskende bliver det, når vi i Sura 18 vers 86 og 90 får at vide, at Solen står op og går ned helt konkrete steder på Jorden – man skulle mene, at en alvidende gud vidste bedre:
”da han nåede nedgangsstedet for Solen, så han den gå ned i en mudret kilde”.
”da han nåede Solens opgangssted”.
Man fristes til at spørge, om han også fandt krukken med guld for enden af regnbuen.
Algod og moralsk perfekt
Bibelens Gud er alt andet end algod og moralsk perfekt, eksempler på uhyrlige gerninger vælter nærmest frem: Gud dræber alle de førstefødte i Egypten for noget han selv får en farao til at gøre (2 Mos 7:13 og 7:15). Han synes at være tilhænger af slaveri (3 Mos 25:44-46), voldtægt (2 Sam 12:11), mord (3 Mos 20:9), folkemord (2 Mos 23:23), og han får bjørne til at flå 42 børn i stykker, fordi de hånede en profet (2 Kong 2:24).
Allah har også sin portion af ugerninger på samvittigheden, vi kan f.eks. kige på Sura 7, hvor man kan læse følgende praleri: ”Hvor mange byer har vi ødelagt!”, og om, hvordan Allah drukner modstandere og rammer dem med jordskælv, hungersnød, oversvømmelser og andre katastrofer.
Hvis det er algodhed og moralsk perfektion, så giver disse begreber ikke længere mening.
Den berømte historie om Noahs ark er også et godt eksempel på Guds adfærd, han drukner simpelthen næsten alle levende væsener inkl. uskyldige børn og dyr. Han kan dog slå halv skade med Allah om at have denne ugerning på samvittigheden, da Koranen også lægger billet ind på den i Sura 11 vers 25 til 48.
Bibelens og Koranens love og straffe synes mig heller ikke at være algode. Bibelen vil f.eks. have forældre til at stene deres sønner til døde, hvis de ikke adlyder (5 Mos 21:18-21 og Matt 15:4), mens Koranen siger, at man skal hugge hænderne af tyve (Sura 5:38).
Begge skrifter er også enige om ”øje for øje doktrinen” (2 Mos 21:24-25 og Sura 5:45), som jeg hverken finder algod eller moralsk perfekt.
Ligeledes eksisterer Helvede i både Koranen og Bibelen komplet med evig ild. Se f.eks. Matthæusevangeliet 25:41. Koranen er dog lidt mere entusiastisk i sin fordømmelse af folk til en pinefuld tur i helvede. I Sura 40:72 kommer de fordømte en tur gennem kogende vand, før de ryger i ilden. I 10:4 skal de drikke en kogende væske. I 10:8 skal de bo i ild og 72:23 slår fast, at de der ikke adlyder Allah skal brænde for evigt i Helvede. Det bliver ikke bedre af, at Allah sørger for, at nogle er vantro og dermed dømt til Helvede (Sura 2:6-7 og 6:125).
Kropsløs og allestedsværende
En af de angiveligt meget slemme egenskaber ved det kristne helvede er, at Gud ikke er der, så man må savne hans nærvær. Se f.eks. Andet Thessalonikerbrev 1:7-9, hvor det står:
”når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt”.
Hvordan kan et kropsløst væsen have et ansigt, og hvordan kan man være fjernt fra noget, der er allestedsværende?
Hvis vi fortsætter fra det vers fra Salmernes Bog, jeg citerede i afsnittet om alvidenhed kan vi læse følgende om Gud:
”Han vragede sin bolig i Shilo, det telt, hvor han boede blandt mennesker”.
Her er det også ganske tydeligt, at Gud er et konkret sted, og det må antages, at der også menes, at han har en krop.
Endeligt kan vi se på Anden Samuelsbog 22:7-11:
”I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører.
Da rystede og skælvede jorden, himlens grundvolde rokkede, de rystedes, for han var vred. Røg stod ud af hans næse, fortærende ild af hans mund, gløder flammede op fra ham. Han sænkede himlen og steg ned med mørke skyer under sine fødder. Han red på keruber og fløj, fór frem på vindens vinger.”
Igen ser vi tydeligt en kropslig Gud, der er et helt konkret sted.
Tilsvarende kan vi i Sura 57:4 læse, at Allah stiger op på sin trone.
Konklusion
Dette har naturligvis ikke været en udtømmende gennemgang af emnet og ønsker du at grave dybere kan jeg anbefale bøgerne på litteraturlisten. Alligevel skulle det dog gerne være illustreret, at man skal gennem nogle voldsomme krumspring for at få Guds egenskaber til at hænge sammen, og i den proces kommer man til at udvande begreberne så meget, at grænser mod det meningsløse og fjerner sig voldsomt fra deres normale betydning.
For at kunne forsvare ideen om, at Gud har de her beskrevne egenskaber er den troende nødt til f.eks. at mene, at tortur af uskyldige, massemord og død og lemlæstelse ved naturkatastrofer og sygdom er godt. At religiøs tro kan få intelligente mennesker til at gå så langt, viser for mig, hvor skræmmende en effekt religion kan have på mennesker.
Alt i alt kan jeg ikke andet end at konkludere, at et væsen med de her diskuterede egenskaber er så usandsynligt, at jeg med rimelighed kan afskrive muligheden.
Nogle religiøse mennesker prøver at rede situationen ved at sige, at Universet er Gud eller virkeligheden er Gud, men det er blot en leg med ord. Hvis jeg vælger at kalde min stol Gud, så eksisterer Gud efter min terminologi, men det siger mere om mit misbrug af sproget end om virkelighedens beskaffenhed. Et sådan forsvar for religion er efter min mening direkte at erkende, at Gud ikke eksisterer.
Et andet forsvar er at sige, at vi ikke kan kende Guds egenskaber, og dermed kan Guds eksistens ikke modbevises. Dette resulterer dog som nævnt i indledningen i, at ordet ”gud”, blot bliver en meningsløs lyd, og den troende kan altså ikke gøre rede for, hvad det er han tror på. Det er ikke bedre end at sige, at man tror på swalygger, uden at have den fjerneste ide om, hvad en swalyg er – det er et fuldstændigt tomt udsagn.
Kilder
Under arbejdet med denne artikel, har jeg bl.a. brugt følgende:
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->Nicholas Everitt: ”The Non-existence of God”, Routledge, 2004. <!--[if !supportLists]-->
· <!--[endif]-->Nicholas Everitt & Alec Fischer: ”Modern Epistemology: A New Introduction”, McGraw-Hill, 1995. <!--[if !supportLists]-->
· <!--[endif]-->Michael Martin, “Atheism: A Philosophical Justification”, Temple University Press, 1990.
· <!--[endif]-->Alvin Plantinga: “The Nature of Necessity”, Clarendon Press, 1978.
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->George A. Smith: ”Atheism: The Case Against God”, Prometheus Books, 1989.
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->George A. Smith: “Why Atheism?”, Prometheus Books, 2000.
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->http://www.wikipedia.org/
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]-->http://www.biblen.info/
<!--[if !supportLists]-->· <!--[endif]--> http://skepticsannotatedbible.com/
Redigeret 10.04.2009: Forbehold tilføjet i indledningen.
Feedback: Giv din mening om dette essay tilkende her.
