Rent formelt er Danmark at sammenligne med andre religiøstbaserede samfund i fortid og nutid: Øvrigheden er indsat af Gud. Gud svæver så at sige over Danmark og har hans særlige bevågenhed. Gud nævnes i grundlovens § 67, som siger, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud. Denne brug af ordet Gud, som stammer fra 1849, indikerer et ret firkantet gudsbegreb. Det er simpelthen den gamle mand med skægget, der fra sin himmel råder og regerer, almægtig og algod.

Da man indskrev ordet, Gud, i den verdslige lov, var den ikke så verdslig længere. Dette ord åbnede for en lang række følgevirkninger, så man kunne bevare en flig af de religiøse magtforhold, man havde haft under enevælden, så: Monarken var stadig indsat af Gud. 

Når jeg skriver Gud med stort er det ikke, fordi jeg anerkender denne påståede instans. Jeg skriver Gud med stort på linie med ordet Karl, for hvis jeg skrev det med lille eller satte det i anførselstegn, var det ikke den kristne gud, jeg henførte til. Det fortæller også om det dilemma, grundlovsfædrene var i, da de indsatte ordet. De kunne nemlig ikke skrive, at alle har ret til at dyrke 'deres' gud, for det ville betyde, at man anerkendte andre guders eksistens, hvad man aldeles ikke gjorde. Man valgte også at ignorere ateisterne (de få der var) med deres opfattelse af, at der ikke fandtes guder overhovedet. Ateistisk indstillede folketingsmedlemmer var herefter tvunget til at underskrive grundloven med dens postulat om en eksisterende gud. Hvis man ikke kan skrive under (på Gud med stort), kan man lige så godt lade være med at stile efter at komme i folketinget. Man vælger derfor at se stort på den detalje, men når det mere og mere drejer sig om at forholde sig til det ordvalg, som grundteksterne serverer for os, må vi være kritiske. Trosbekendelsen er en anden grundtekst, som jeg senere vil komme ind på.

Lad os se på vores nådige frue Margrete d. 2. "VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt". Sådan indledes de af folketinget vedtagne love. Af Guds Nåde betyder, at monarken er indsat af Gud. Det mener folketinget, regeringen og flertallet af befolkningen og dvs.: Danmark mener det. Selvfølgelig ikke alle danskere, men ca. 98% sætter kryds ved det ca. hvert fjerde år, for en stemme på et parti (udover Enhedslisten) er en opbakning til denne formulering - og holdning.

Ingen som monarken er bærer af det religiøse Danmark, for vedkommende er overhoved for kirken såvel som staten. Til daglig lægger vi ingen vægt på det, og det er en formalitet, der kører sikkert i olie lige såvel som monarken altid skriver under på lovene. Det har ingen reel betydning, kun en rituel. 

Vi har vænnet os til at leve med ord og handlinger, der betyder noget andet, end det de foregiver. Desværre er det lige blevet besluttet at skrue ned for grundlovsdebatten. Den blev sat over for et par år siden, men kom aldrig rigtigt i kog. Rent formelt fortsætter den på nettet - for de særligt ivrige. Tanken var i sin tid at skabe lidt bedre harmoni mellem ord og mening i grundloven, for naturligvis bør vi ikke have en grundtekst, der ser ud som om vi hverken kan tænke eller skrive - med mindre man som Napoleon mener, at 'en lov helst skal være utydelig'.

Vores nuværende monark kan hver nytårsaften udsige sit "Gud bevare Danmark". Det er den særlige danske udgave af Gud, der henvises til, og som har et ganske særlig ømt punkt for sit eget puslingeland. At vi i øvrigt tilslutter os alle mulige internationale forbindelser resten af året, der i realiteten gør "Danmark" mindre og giver Gud mindre at bevare, antaster de færreste. Nytårsfesten kan begynde i bevidsthed om, at vi jo er bevaringsværdige i Guds Øjne.

Monarken er i øvrigt fredhellig, § 13. Et gammelt og højtideligt ord, der hæver monarken tæt op i nærheden af det guddommelige.

Barnedåb og bryllupper i kirken med de kongelige er rene folkefester, og har fuld mediebevågenhed. En slags hellig familie som rollemodel. Begravelser er ikke mindre spektakulære, men slår passende på nogle andre strenge. Alt sammen begivenheder, der altid har vist, at det gælder om at være nær på de ophøjede og magiske personer, og i tilgift får man set treenigheden: Kongehus, stat og kirke. 

Folketingsåret begynder i Slotskirken. Her kommer man i god tid, så man kan nå at give hånd til venner og bekendte og bekræfte hinanden i, at staten ikke blot yder en økonomisk, men også en 'moralsk støtte' til folkekirken. Udebliver man, gør man sig måske uheldig bemærket, og bliver trukket frem i medierne, som det lige er sket med en folketingsmand fra Venstre.

Er man til ordener, skulle der nok være forskellige festlige lejligheder (Nytårskuren fx) til at vise brystet frem med korset: "For Gud og Kongen". Den ville ikke gå i en sekulær stat, men det er Danmark jo heller ikke.

Kirken har en særstilling, fordi den også har en fortid, en ret broget, men det er man tilbøjelig til at glemme. Kirken havde ikke været kirke (på den måde den er) uden tvang, og det gælder lige fra kristendommens indførelse gennem strategiske overvejelser, list og sværd, til slavebyggeri af kirker, tvungen kirkegang med trusler om bøder og gabestok for de vrangvillige, åndelig vejledning (især af vores seksualliv), indoktrinering gennem konfirmationsforberedelse (indført 1736 - og still going strong), tvangsdåb af anderledes troendes børn, kirken mod arbejderbevægelsen og i det hele taget: kirken på magthavernes side. Fortid, kan man sige, men hvad med nutiden så? Religiøs opstemthed kan til enhver tid blusse op, og den bedste garanti for, at fundamentalistiske strømninger ikke får fodfæste, er at forankre staten i det sekulære ved at bryde alle båndene til religionen og lade de religiøst interesserede danne frikirker, hvor de kan dyrke "deres" gud.

Børnene i skolen skal ikke have kristendomskundskab. Dette fag udvælger alle de "pæne" steder i Bibelen og lader de mindre pæne ligge. Børnene får ikke bibelhistorie af denne her slags: Noa blottede sig, hvilket var forbudt. En dag drak han sig fuld og optrådte nøgen for sine døtre og familie i øvrigt, hvorpå hans sønner smed ham i seng. Lot udleverede sine to døtre til en rasende menneskemængde i Sodoma (til sodomi antagelig). Onan ville ikke gå i seng med sin svigerinde, som man forlangte af ham, og udtømte derfor sin sæd på jorden, og blev således den "første" onanist. Der er nok heller ingen grund til at udpensle den gammeltestamentlige dødsstraf for at have seksuel omgang med en af samme køn, en kvinde med menstruation, udføre analt samleje, eller gøre det med dyr. Heller ikke får børnene fortalt, at David (som var en mand efter Guds hjerte) skaffede Saul 200 filisterforhuder for at få hans datter, og i øvrigt skaffede sig et hav af kvinder, nogle på brutaleste vis. Der fortælles om hans dirty tricks. Bibelen er overhovedet ikke egnet for børn, og de stuerene specialudgaver lyver for børnene. 

Naturligvis skal børn høre om nogle af religionens grundelementer, fx om offerets betydning. Det findes i utallige varianter i enhver religion (jeg ofrer et par kornaks og velsignes med en kornmark). Verdens opdeling i lys-mørke, ondt godt osv., den dualistiske tanke. Der er rigtig mange gode samtaler at hente med inspiration i religionshistorien, og der er ingen grund til at overse det, da de er spændende og bevidsthedsudvidende.

En anden kilde til lærdom er universiteternes teologiske fakulteter. At teologi kan drives videnskabeligt, skal der ikke herske tvivl om, men megen teologi går faktisk med at finde ud af, at det man hidtil har troet, viser sig at være mere end tvivlsomt. Det er al ære værd, at teologerne kommer dertil, hvor andre med almindelig tænkeevne har været længe. Den dag folkekirken ikke eksisterer mere, er det et spørgsmål, om teologifaget ikke skal gå samme vej som den. De fleste studerer nok teologi for at gå videre og blive præster, og selv om en teolog ikke behøver være troende endsige blive præst, skal der trods alt være en (betalende) aftager i den anden ende. Vil der være det, og vil nogen betale for at få deres tros-historier revet ned om ørene på dem?

Trosbekendelsen springer man let og elegant hen over, og det er ufatteligt på baggrund af al den tekstanalyse, som mange mennesker er skolet i gennem deres uddannelser. De færreste præster tager dens ord for pålydende, og almindelige mennesker ved udmærket at jomfrufødslen intet har at gøre med en rigtig fødende jomfru, og ligeså med alt det andet: En djævel i et helvede med mennesker udsat for straf, en opstanden Jesus, alle menneskers opstandelse og dom med undtagelse af de virkelig hellige, der går direkte ind i himlen (When the saints go marching in), og tilværelsen med Gud i paradis for de frelste, en ufattelig tanke, men alligevel fremholdt som selve målet, og det på trods af at en teolog i halvtredserne sagde, at en kristen ikke havde krav på evigt liv. Kirken hverken tør eller kan sige højt og tydeligt, at der hverken er et efterliv at være bange for eller et at stræbe efter. Ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, men alle kan tie. Uhæderligt hele vejen igennem.


Hvad sker der med den kirkeskattebetalende del af befolkningen den dag den indser, at dens kirke står for fald? Den af staten understøttede folkekirke er politisk set også ateistens, og det er derfor et emne, alle må tage stilling til. Ser man på debatten inden for det sidste år, er der al mulig grund til at begynde at tænke i nye baner om religionens stilling i det moderne samfund. Religionen har hidtil udelukkende haft så stor en plads, fordi den har været knyttet til staten i et fornuftsægteskab. Det kan ikke forsvares moralsk i dag, men hvad skal der ske? Man kan se det fra to sider: fra oven (folketinget) og fra neden (lokalt). Folketinget kan ikke bare lovgive initiativer i gang, for initiativer skal komme nedefra, så derfor er det nødvendigt, at der starter en debat over emnet: Efter folkekirken, hvad så?  

De fleste af os har behov for at føle en vis tilknytning til det sted, hvor vi bor og til de mennesker, der bor der. Komme hinanden ved, hedder det. Det er en følelse, der ligger dybt i os og som giver mening i dagligdagen. Den lokale kirke har, når den er bedst, noget med ånd at gøre foruden at den også er et socialt samlingspunkt, men samværet er altid baseret på en opdeling af os i døbte, udøbte/anderledes-troende/ikke-troende, hvoraf de sidste kategorier holder sig væk. 

Ånd, religiøst forstået, har kirken patent på, og staten giver patentet - ledsaget af penge. Men ånd bør ikke ses i snæver religiøs betydning. Ånd er det at fundere over tingene, udfolde sig kunstnerisk, skabe gode forhold der hvor man bor, ja, det er at ville leve et liv, der er andet end overflade. 

I de små lokalsamfund vil der selvfølgelig være nogle, der vil fylde det hul, der bliver, den dag glansbilledet af det kristne folk for alvor krakelerer. De vil mødes fordomsfrit med andre, sidde i udvalg og lave gode arrangementer, for de vil gerne have at det sted, de bor, er et godt og lærerigt sted for deres børn at vokse op. De vil have samvær på tværs, som modstykke til det opdelte samvær. Ingen har patent på sandheden, og alle har noget at lære. De ved, at det væsentligste, vi har, har vi fået for intet og må give det videre for intet, men ind i mellem kan det også hedde noget for noget. De er villige til at begynde på bar bund, være et område med nogle mennesker, der ikke vil lade meningsløsheden råde. Kan vi lave denne åndelige saltomortale, give os selv den saltvandsindsprøjtning, og kan vi sige, at det, at vi forholder os til hinanden, er langt vigtigere end hvad vi i øvrigt tror på?

Kirkebygninger, præstegårde og sognegårde er de praktiske rammer for dette kulturelle arbejde og samvær. At nogle også vil bruge disse rammer til forskellige religiøse arrangementer, skal de selvfølgelig være velkomne til.