Traditionelt er der et væld egenskaber, som man har tilskrevet diverse guder bl.a. den kristne, jødiske, muslimske og den hinduistiske Brahma. F.eks. er de blevet kaldt almægtige, alvidende, algode, moralsk perfekte, allestedsværende, evige, tidløse, kropsløse, altings skaber og de regnes for at have fri vilje.

Men er disse egenskaber overhovedet mulige? Er de kompatible med hinanden? Og stemmer de overens med det, der rent faktisk står i religionernes hellige skrifter? I denne artikelserie vil jeg forsøge på en letforståelig måde at gennemgå en række argumenter for, at svaret på spørgsmålene er nej.

Almægtighed

Almægtighed er en af de egenskaber, der oftest tilskrives Gud, men hvad er det egentlig? Den mest nærliggende definition er:

M1) Almægtighed er at kunne gøre alt.

Hvor fedt det end kunne være at kunne alt, så må jeg skuffe og sige, at det desværre nok ikke rigtigt kan lade sig gøre. Dette kan demonstreres ved at stille det klassiske spørgsmål: Kan en almægtig gud kan lave en sten, han ikke selv kan løfte.

Kan han ikke lave den, så kan han ikke gøre alt, og kan han lave den, så kan han stadig ikke gøre alt, da han ikke kan løfte stenen. M1 er altså umulig.

En mulig indvending er at bemærke, at Gud kan skabe stenen og derefter fjerne sin almægtighed, så han ikke kan løfte den. Denne indvending holder dog ikke, for spørgsmålet kan blot ændres: Kan han lave en sten, han ikke kan løfte uden at ændre sine egenskaber.

En anden mulig indvending er, at Gud ikke er bundet af logik, så paradokser som det med stenen ikke er noget problem. Accepterer vi den indvending, så bryder alt dog sammen. Hvis Gud går ud over logikken, så kan vi ikke vide noget om ham, og vi er tilbage ved, at ordet ”gud” blot er en meningsløs lyd, og den troende, der forsvarer denne position, er i den situation, at han ikke aner, hvad det er, han siger, han tror på, og det bliver en anelse svært at tage ham alvorligt.

En tredje mulighed er at svække definitionen af almægtighed:

M2) Almægtighed er at kunne alt, hvad der er logisk muligt.

Med denne definition, kan man sige, at da Gud er almægtig er det logisk umuligt, at der kan findes sten, som Gud ikke kan løfte, og derfor er stenargumentet ikke brugbart, og selv en kritisk ateist vil sandsynligvis acceptere, at man stadig kan tale om almægtighed.

De fleste vil nok også umiddelbart acceptere, at alt hvad et menneske kan gøre, også kan gøres af et almægtigt væsen.

Dette giver dog problemer, hvilket kan vises med en simpel variation af stenargumentet: Kan X lave en kasse, som X ikke selv kan løfte? Dette er klart muligt for et menneske, men ikke for Gud.

Udover at stride mod vores intuitive opfattelse af, at et almægtigt væsen skal kunne gøre alt det, som mennesker kan gøre, så er det et eksempel på en handling, der er logisk mulig, men som et almægtigt væsen ikke kan udføre. Derfor må vi revidere vores definition af almægtighed:

M3) Almægtighed er at kunne gøre alt, hvad der er logisk muligt i forhold til ens egenskaber.

Denne definition løber dog også hurtigt ind i problemer. Prøv f.eks. at forestille dig, at en umuling er et væsen, der intet kan gøre. Ingen handlinger er logisk mulige for en umuling, og dermed kan en umuling gøre alt det, der er logisk muligt i forhold til dens egenskaber (nemlig ingenting). En umuling er altså almægtig ifølge M3.

Begrebet almægtighed er nu blevet udvandet så meget, at det ikke længere giver mening, og for at komme uden om det problem, kan vi gribe til følgende:

M4) Almægtighed er at kunne gøre alt, hvad der er logisk muligt i forhold til ens egenskaber, og intet væsen med mere magt kan eksistere.

Dermed er vi kommet uden om alle de ovenstående problemer, men det leder til det problem, at det kan være svært at komme med nogen klar måde at afgøre, hvilket af to væsener, der har mest magt, og vi ender hurtigt i noget, der minder om det gamle vrøvlespørgsmål: Hvad er højest Rundetårn eller et tordenskrald?

Jeg vil lade M4 stå for nu, men vender tilbage til den senere i artiklen, hvor vi vil se, at M4-almægtighed i kombination med andre af Guds egenskaber giver problemer.

Alvidenhed

Den næste egenskab, jeg vil se på er alvidenhed. Et oplagt udgangspunkt vil være at ride på genbrugsbølgen og genbruge M1:

V1) Alvidenhed er at vide alt.

Dette virker umiddelbart som en rimelig definition, men efter miseren med M1 har den årvågne læser nok en mistanke om, at den ikke er helt 10-4.

Før jeg giver mere næring til den mistanke vil jeg dog indføre et nyt udtryk: Erfaringsviden. Erfaringsviden er den form for viden, man får ved at opleve noget – f.eks. er det noget helt andet at have erfaringsmæssig viden om at have sex end en teoretisk viden om, hvordan handlingen udføres.

Med det på plads, kan vi påpege, at det er muligt for et menneske at have erfaringsviden om at være i en situation, hvor man ikke længere kan huske noget, man har vidst tidligere. En sådan erfaringsmæssig viden er det dog ikke muligt for et alvidende væsen at have.

En gud med al teoretisk viden vil ganske vist være en sur Trivial Pursuit modstander, men uden erfaringsviden ender vi med gudernes svar på på Holger Bech Nielsen.

Der er altså viden, som det er logisk muligt at have, som et alvidende væsen ikke kan have, og vi bliver nødt til at revidere vores definition. Det kan gøres ved igen at finde inspiration i diskussionen af almægtighed ovenfor:

V2) Alvidenhed er at vide alt, hvad der er logisk muligt at vide i forhold til ens egenskaber.

Denne definition har dog præcis samme svaghed, som den tilsvarende definition for almægtighed. Forestil dig et væsen, kaldet en dumling, der ikke kan vide noget som helst. Den ved altså ingenting, hvilket er lige præcis, at hvad det er logisk muligt for den at vide, givet dens egenskaber, og dermed er en dumling alvidende.

Dette er naturligvis absurd, så vi prøver med en redning:

V3) Alvidenhed er at vide alt, hvad der er logisk muligt, at vide i forhold til ens egenskaber, og intet væsen med mere viden kan eksistere.

V3 lider af præcis det samme problem som M4 ovenfor. For hvordan sammenligner man mængder af viden, for at afgøre hvem, der ved mest, men jeg vil alligevel lade den stå, da det er den bedste definition, vi har fundet indtil videre.

Algod og moralsk perfekt

Gud beskrives ofte som algod eller moralsk perfekt. Disse begreber er langt sværere end de foregående at definere, for hvad sætter standarden for, hvad der er godt og moralsk? Et hyppigt svar er at sige, at Gud sætter standarden for moral, eller at det er Guds handlinger og vilje, der definerer, hvad der er godt, men hvis man accepterer dette svar, så bliver det at sige, at Gud er god, blot det samme, som at sige, at Gud er Gud. Altså et tomt udsagn. Jeg kunne lige så godt hævde, at jeg vinder alle de fodboldkampe, jeg deltager i, fordi jeg definerer ”vinde” til at være det, jeg gør, når jeg spiller fodbold.

Nogle siger i stedet, at vi ikke er i stand til at dømme Guds handlinger, men i så fald bliver det umuligt for os at udtale os om, at han er god. For, at det skal have indhold for mennesker at udtale sig om, hvorvidt Gud er god eller ond, så må det være ud fra en standard, vi kan forstå.

Det burde være oplagt, at et algodt væsen ikke udfører onde handlinger, og man kunne måske overveje at sige, at et algodt væsen ikke kan begå onde handlinger, men hvis det er umuligt for et væsen at begå onde handlinger, så vil jeg indvende, at væsenet er moralsk ubestemmeligt, da vi ikke har mulighed for at afgøre, hvad det ville have gjort, hvis det havde haft et moralsk valg.

Dermed kan vi starte med en minimal definition:

G1) Om et algodt og moralsk perfekt væsen gælder bl.a., at det vælger ikke at begå onde handlinger.

Dette virker dog lidt for minimalt, og de fleste vil nok også mene, at et sådant væsen også skal være retfærdigt og barmhjertigt.

G2) Om et algodt og moralsk perfekt væsen gælder bl.a., at det er retfærdigt, barmhjertigt og vælger ikke at begå onde handlinger.

Dermed er freden dog forbi: At være retfærdig vil sige, at man giver folk netop det, de har fortjent, mens barmhjertighed forudsætter, at man giver mindre straf end fortjent. Dette giver en selvmodsigelse, så G2 må forkastes.

Men er det barmhjertigheden eller retfærdigheden, der skal forkastes eller skal der i stedet blødes lidt op på begreberne? Jeg ved det ikke, og det vil blive for omfattende at gå i dybden med emnet her, og vi må derfor træffe den meget utilfredsstillende beslutning at lade begreberne algod og moralsk perfekt stå udefinerede tilbage og overlade dem til vores intuition.

Evig

Gud omtales ofte som værende evig. Umiddelbart kan det synes som en no-brainer at definere det begreb:

E1) Et evigt væsen har eksisteret i en uendelig fortid og vil eksistere i en uendelig fremtid.

Uheldigvis for denne definition, peger den viden, vi har i dag, dog på, at selve tiden startede ved Big Bang for ca. 13,7 milliarder år siden, og at det derfor ikke giver mening at tale om at have eksisteret i tiden før Big Bang, da der ganske enkelt ikke var tid før Big Bang. Dermed kan Gud altså ikke have eksisteret i en uendelig fortid.

Tilsvarende vil tiden holde op med at eksistere, hvis universet ender i et Big Crunch. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om dette vil være tilfældet.

Det er væsentligt at bemærke, at det ikke er bevist, at tiden har en start og en slutning, og der adskillige fysikere, der har fremsat teorier, hvor der ikke er en start og en slutning. Dermed er det her fremsatte argument ikke noget endegyldigt bevis mod et evigt væsen, men det gør forestillingen om en evig Gud problematisk.

For at komme uden om dette problem kan man i stedet for E1 bruge:

E2) Et evigt væsen har eksisteret altid.

Ud fra denne definition vil Gud altså være opstået sammen med tiden.

Tidløs

Et alternativ, som mange troende bruger til en evig gud, er en tidløs gud:

T1) Et tidløst væsen står udenfor tiden.

Men hvad betyder det, at et væsen står udenfor tiden? Jeg er ikke sikker på, at mennesker kan forstå dette, og jeg er ikke sikker på, at det overhovedet giver nogen form for mening.

En tolkning kunne være at Gud står lidt udenfor det hele og betragter alle tider samtidigt. Dette kan muligvis lyde som en besnærende løsning, men ordet ”samtidigt” afslører, at det er noget vrøvl, da der ikke er noget samtidigt tidspunkt, hvor alle tider er tilgængelige, og ordet ”samtidigt” kan slet ikke give mening for et væsen, der står uden for tiden.

Selvom vi antager, at begrebet giver mening, så er der spørgsmålet om hvorvidt et tidløst væsen kan interagere med vores verden. Årsagssammenhænge kræver et tidsforløb, kræfter tager tid for at udbrede sig, og en årsag skal derfor komme før dens effekt. Dermed kan et tidløst væsen ikke være årsag til noget som helst i vores verden.

Man kan naturligvis påstå, at Gud kan være årsag uden tid, men i så fald bliver det blot en påstand, der uden nogen form for dokumentation går mod vores bedste viden om emnet.

Del 2

Vi har nu set på en række af de vigtigste af de egenskaber, der ofte tilskrives guder, og vi har set, hvor problematiske, de er i sig selv. I næste del af denne artikelserie vil vi overveje, om de er kompatible med hinanden.

Feedback: Giv din mening om dette essay tilkende her.

Redigeret 14.03.2009 efter feedback i ovenstående tråd.

Redigeret 29.03.2009 link tilføjet til del 2.