Mønstergenkendelse i hjernen

Mennesket besidder planetens højest udviklede erkendeapparat. Gennem millioner af år har vores forfædre ved evolutionens mellemkomst bestandigt fået skærpet evnen til at se, at observere, at iagttage. Byttedyr, rovdyr, stammefæller, stammefjender, partnere. Alle har skullet iagttages, deres aktioner eller reaktioner forudses, intentioner afkodes, rænker afsløres. Den mest forudseende lever længst og får mest afkom, og derfor var det en fordel at se én sammensværgelse for meget snarere end én for lidt. Det menneskelige øje (eller snarere hjerne) kan se lige linjer hvor ingen er, søer i ørkenen som fatamorganaer, narres af alskens synsbedrag. Hjernen ser det, den er god til: mønstre, systemer, linjer. Hjernen er så god til det, at den ser mønstre hvor der ingen er.

Mønster eller ej?

Man har lavet forsøg med computerspil, hvor folk skulle forsøge at gennemskue måden, points blev tildelt på. Pointsene blev tildelt tilfældigt, men deltagerne havde ikke desto mindre udviklet snurrige regler, de mente styrede pointgivningen. Også på andre måder 'ser' vi mønstre. Vi kan få fornemmelsen af en tilstedeværelse, når vi sidder alene i et rum. Fornemmelsen af, at den mørke skov holder øje med os. Vi forbander os selv, hvis vi kommer til at ytre noget uønskværdigt, der går i opfyldelse, selvom det er fuldstændigt fornuftstridigt. Vi slår på ting i irritation som om det skulle hjælpe. Vi tillægger ganske enkelt ofte døde ting en intention. Vores hjerne er så vant til at forudse intentioner, som kan imødegås eller imødekommes, at vi uden at lægge mærke til det tildeler alt og alle intentioner. Vi tænker at nissen har taget vores sokker, at vi skal spille på de samme lottotal hver uge, at vores kø altid er længere end nabokøen, at sygdom hos den unge er uretfærdig.

Mønstre overalt!

Vores mønstergenkendelse kører i overgear, i en sådan grad, at til sidst hele verden af bl.a. de antikke grækere ansås for at være et skyggespil sat i scene til ære for os af menneskelignende skikkelser med overjordisk magt; guderne. Man havde tillagt verden, ja selve eksistensen en intention. Desværre lægger vi sjældent selv mærke til det når mønstergenkendelsen går galt. Til gengæld ser vi den hos dyr for hvad den er, og griner, når Pluto tror der er en anden hund inde i spejlet eller at en pose der bliver blæst rundt med vinden er levende.

Hvem bestemmer?

Vi griner lidt af dyrene, for som vi kan se det i naturen omkring os i dag har mange dyr et ritualiseret parringsleg, magtkampe, advarselssystemer, men disse er primitive udgaver af vore egne. Forskellen er selvfølgelig, at vi er (mere) bevidste om hvad vi foretager os. Fordi vi er bevidste, tror vi også at vi har styr på, hvad vores bevidsthed foretager sig; at vi sidder som kaptajnen foran instrumenterne på broen af et skib. Det har vi ikke og det gør vi ikke. Beslutninger om at løfte en ske eller drikke af en kop kan måles før vi selv er klar over dem. Den blinde plet i vores nethinde fyldes ud af underbevidstheden. Vi kan knap nok følge med i, hvad der sker uden for vores direkte syn, og slet ikke mens vi blinker.

Ikke dig!

Det er velkendt, at vi tillægger os selv noble og rationelle motiver og gerninger, mens knap så noble gerninger afskrives med henvisning til omstændighedernes tvang. Omvendt tillægger vi andre mennesker følelsesmæssige motiver til deres handlinger og holdninger i skarp kontrast til vores egen rationalitet. Øjenvidner til ulykker er notorisk utroværdige som enhver politibetjent vil skrive under på, men ikke desto mindre er vi så vant til billedet af vores mentale kaptajn ved roret, at vi stadig tillægger dem større værdi end nærmest alle andre former for argument. Vores bevidsthed er ministeren i 'Javel, hr. minister'; underbevidstheden er Sir Humphrey, som nidkært tilbageholder alle informationer, der kunne ødelægge billedet af vores egen fortræffelighed og ufejlbarlighed. Ikke desto mindre er det et faktum, at vi ofte ikke kan stole på vores egen hukommelse, logik eller ræsonneren. Vi behøver en modvægt til vores mangler for at kunne minimere effekten af disse mangler.

Er der nogen?

Vores hjerne er ophav til vores liv, forstået som vores bevidste liv. Igennem hjernen oplever vi alt hvad vi oplever; kærlighed, vrede, sult, ømhed, forargelse, træthed, smerte. Hjernen producerer også religiøse oplevelser, men præcis hvordan står ikke fuldstændigt klart. Vi ved dog, at man med elektroder på hovedet kan fremkalde følelsen af en 'anden tilstedeværelse,' af nogle opfattet som Gud, af andre som rumvæsener. Tesen er, at den del af hjernen (venstre tindingelap), som holder styr på opfattelsen af selvet, kan forstyrres af signaler fra højre hjernehalvdel, som opfattes som 'ikke-selv.' Mennesker med religiøse dispositioner føler denne effekt mere overbevisende end areligiøse. Forskeren kan simpelt hen tænde og slukke for Gud. Ved hjælp af stærke magnetfelter har schweiziske forskere tilsvarende lavet forsøg med ud-af-kroppen oplevelser. Ved at fokusere magnetfeltet på det område i hjernen, hvor synsmæssige og kropslige indtryk integreres, kunne de forstyrre denne sammensmeltning til en grad så folk følte sig frigjort fra deres krop. Ved et tryk på en knap.

Med andre typer scanninger har man målt på religiøse menneskers hjerner efter at have bedt dem om at bede eller meditere. På 'klimakset', når de i højest grad følte sig ét med Universet, havde man så målt på deres hjerner. De steder, som her udviste ændret aktivitet lå i dele af isselappen, som man ved er involveret i erkendelsen af selvet i forhold til omverdenen. Folk med skader i disse dele af isselappen har stort besvær med at bevæge sig rundt, fordi de ikke har ordentligt styr på, hvor deres krop stopper og verden begynder. Tilsyneladende kan religiøse med viljens kraft neddrosle aktiviteten i disse hjernecentre, og tilsvarende opnå en fornemmelse af fællesskab med Universet.

Ligger det i generne?

Endelig er der genetiske studier, der giver idéer om det biologiske ophav til religiøse følelser. Studier hvor man har undersøgt énæggede tvillinger adskilt ved fødslen tyder på, at omkring 50% af folks tilbøjelighed til religiøsitet er genetisk bestemt. Man har tilmed fundet et gen kaldet VMAT som er associeret til forskellen i religiøsitet. Genets er involveret i monoamintransport, samme type system som bliver påvirket af antidepressiva, men også LSD og mescalin. Effekten af varianter i genet er dog ansvarlig for en ganske lille del af den samlede forskel i religiøsitet. Forsøg med stoffet dimetyltryptamin (der minder om de stoffer VMAT interagerer med) har vist, at dette DMT kan fremkalde følelser af salighed, tidsløshed, forligelse mellem modsætninger, vished om efterliv og kontakt med et alkærligt, almægtigt væsen. Også afgjort mytiske væsner som elvere, rumvæsner, robotter, insekter og andet har været oplevet. Stoffet DMT produceres i vor egen hjernes koglekirtel og kan måles i blodet, så det er nærliggende at tænke sig at det fungerer som et 'indenbords' hallucinogen, lidt som endorfiner fungerer som kroppens egne smertestillere.

Livets mening

For ateisten betyder ovenstående, at religiøse oplevelser er dybt biologiske. De er en konsekvens af vores udviklingshistorie forstået på den måde, at vores hjerne har udviklet sig til gerne at ville 'se' meninger og betydninger i alt omkring os. Eftersom det vigtigste for de fleste af os er vores egen eksistens, er det klart, at dette må have den vigtigste årsag, der må være en ultimativ intention.

Mønsterfejl

Til gengæld betyder vores hjernes veldokumenterede evne til at tage fejl, og skjule at den tager fejl for os selv, at vi bliver nødt til at finde måder at sikre vore konklusioner på. Vi kan ganske enkelt ikke stole på vore egne oplevelser eller på andenhåndsfortællinger. Som det er blevet sagt, 'Hvis videnskaben fortæller dig at himlen er blå, men du selv kan se den er grøn, må du hellere få tjekket din øjne.' Videnskaben er denne føromtalte modvægt, som skal korrigere for vores medfødte, uundgåelige evne til at lave fejl. Videnskabens processer og regler er designet til at minimere fejl, hvad enten det er vores opfattelsesevne eller vores selvforherligende instinkter, der begår dem. Vi er udviklet til at se mønstre, og hellere ét for meget end ét for lidt. Vi er udviklet så vores hjerner kan give anledning til nærdødsoplevelser, ud-af-kroppenoplevelser, og gudsoplevelser.

Fejlhypotesen eller gudshypotesen?

Pointen er, at vi ofte tager fejl i vore sansninger, selvom vi tror kaptajnskasketten sidder solidt på (eller i) hovedet af os. Og set i dette lys konkluderer ateisten uundgåeligt, at religiøse oplevelser kan forklares af biologien alene; at de religiøse oplevelser ikke svarer til noget uden for os selv, men udelukkende inden i os selv. Som Laplace sagde til Napoléon, behøver vi ikke gudshypotesen for at forstå systemet. En fejlhypotese er både tilstrækkelig, veldokumenteret og sandsynlig. I modsætning til gudshypotesen.