Der er to veje: den naturlige og den overnaturlige.
Den ene vej er at leve for den verden, vi befinder os i, at udvikle forstanden gennem studier og forskning og gennem opfindelser drage fordel af naturens kræfter, således at vi kan få gode huse, klæder og mad, således at forstandens sult kan stilles med kunst og videnskab.
Den anden vej er at leve for en anden verden, som vi venter på; at ofre det liv vi har for et andet, som vi ikke ved noget om; den anden vej er at gennem bønner og ceremonier få assistance og beskyttelse fra et eller andet fantom, der svæver over skyerne.
En vej er at tænke, at forske, at observere og følge fornuftens lys. Den anden vej er at tro, at acceptere, at følge efter, at fornægte sine egne sansers autoritet, sin egen fornuft, og bøje sig for de, som er frække nok til at påstå, at de ved besked.
En vej er at leve for at gavne sine medmennesker, for sin kone og sine børn, at gøre dem man elsker lykkelige og skærme dem fra livets sorger.
Den anden vej er at leve for spøgelser, ånder, fantomer og guder i håbet om, at de vil belønne en i en anden verden.
En vej er at sætte fornuften på tronen og fæste sin lid til fakta, den anden er at krone godtroenhed og leve i tro.
En vej er bære det indre lys, med luen som oplyser forstanden, verificere alt med sanserne, ved at mærke og ved at se og høre.
Den anden vej er at slukke det hellige lys og blindt følge i andres fodspor.
En vej er at være en ærlig mand og dele sine tanker med andre med oprejst pande, frygtløs, uden bekymring for fantomer og helveder.
Den anden vej er at krybe og kravle, at forråde sit højere selv og at fratage andre den frihed, som man ikke selv har modet til at nyde.
Tro ikke at jeg hader de, som har valgt forkert og har taget den gale vej.
Vores fædre gjorde det bedste, de kunne. De troede på det overnaturlige, og de troede at ofringer og bønner, faste og gråd ville formå Den Overnaturlige til at give dem solskin, regn og godt høstvejr, et langt liv i denne verden og evig glæde i en anden. For dem var Gud en absolut monark, der hurtigt blev fornærmet, let blev vred, var frygtelig i sin afstraffelse, misundelig, hadefuld mod sine fjender og generøs mod sine yndlinge. De troede også, at en ond Gud eksisterede, der næsten var lige så stærk som den anden Gud og lidt mere snu. Mellem disse to guder sad menneskets sjæl som en mus mellem to poter.
Begge disse guder indgød frygt. Vores fædre elskede ikke Gud ubetinget og hadede ikke ubetinget djævelen, men var bange for begge. De ønskede egentlig at more sig med Gud i den næste verden og med djævelen i denne, de troede, at deres adfærd påvirkede naturens gang; at floder og storme, sygdomme, jordskælv og orkaner blev sendt som straf, og at alle gode fænomener var belønninger.
Alt blev ledet og kontrolleret af overnaturlige magter. Luften, mørket var fyldt med engle og djævle; hekse og troldmænd lagde planer og konspirerede mod de fromme, mod de sande troende. Solformørkelser opstod på grund af folkets synder og det usædvanlige blev anset for mirakler i de gode gamle dage; kristendommen var en galeanstalt og bindegale præster og prælater var vogterne. Videnskab fandtes ikke. Folk efterforskede ikke, tænkte ikke. De rystede og troede. Uvidenhed og overtro herskede i den kristne verden.
Omsider begyndte nogle få at observere, at nedskrive og at tænke. Man fandt, at solformørkelserne kom med bestemte intervaller, og at deres opståen kunne forudsiges. Dette beviste, at menneskets handlinger ikke var forbundet med solformørkelserne. Nogle få begyndte at mistænke jordskælv og storme for at have naturlige årsager og at opstå uden den mindste forbindelse til menneskeheden.
Nogle begyndte at tvivle på eksistensen af onde ånder eller de godes indvirkning på verdens gang; fandt ud af noget om astronomi, det store antal stjerner, planeternes faste og kontinuerlige baner, og det faktum at mange af dem var større end jorden; fastslog noget om jorden, den langsomme udvikling af arterne, væksten og udbredelsen af planter, dannelsen af øer og kontinenter, de roller som ild, vand og luft spillede gennem utallige århundreder; at alt liv var beslægtet; fastlagde jordens placering i forhold til solen; ved at opdage nogle af kemiens hemmeligheder gennem eksperimenter og forskning, teorier og tanker var de i stand til knække nogle af overtroens lænker, at frigøre sig selv lidt fra det overnaturliges dominans og rette ansigtet mod lyset. Langsomt begyndte antallet af forskere og tænkere at øges, langsomt indsamledes de reelle fakta, videnskaberne begyndte at dukke op, de gamle dogmer begyndte at se lidt absurde ud, det overnaturlige veg og ophørte med at blande sig i verdens begivenheder.
Skoler blev grundlagt, børn blev undervist, bøger blev trykt og tænkerne blev flere. Dag for dag mindskedes tilliden til det overnaturlige, og dag for dag blev folk mere og mere overbevist om at mennesket må være sin egen beskytter, sit eget forsyn. Fra mørkets og vildskabens tåger udsprang Det Naturliges morgengry. En frihedsfølelse tog plads i sindet, og sjælen begyndte at drømme om sin magt. Fra alle sider kom opfindelser og opdagelser og dristigere tanker. Kirken begyndte at betragte videnskabens venner som sine fjender. Teologer greb til lænker og bål, til lemlæstelse og tortur.
Tænkerne blev forstødt som kættere og ateister, som Satans håndlangere og Kristusskændere. Hele overtroens uvidenhed, fordomsfuldhed og ondskab blev vækket, og alle arbejdede sammen for at forhindre forskning og tækning. I århundreder blev denne krig udkæmpet. Enhver skændighed blev udført, enhver forbrydelse blev begået af tilhængerne af det overnaturlige. Men på trods af alt dette voksede det naturliges disciple, og kirkens magt svandt hen. Nu er verdens intelligens på det naturliges side. Konflikten fortsætter, det overnaturlige taber hele tiden, og det naturlige vinder frem konstant. I løbet af nogle få år vil videnskabens sejr over overtroen være fuldstændig og universel.
Således har der i mange århundrede været to livsfilosofier; en der foretrak at kvæle lidenskaberne, undertvinge behovene, og som havde absolut tiltro til en højere magt; den anden accepterede en rimelig tilfredsstillelse af lidenskaberne, de stigende behov og industriens dækning af dem, nysgerrighed og opfindelser og menneskets tiltro til sine egne anstrengelser. Diogenes, Epikur, Sokrates og i nogen udstrækning Buddah og Kristus prædikede alle den første filosofi. De foragtede alle rigdom og luksus, alle var modstandere af kunst og musik, foragtede gode klæder, god mad og gode huse. De var fattigdommens og lasernes, hytternes og rønnernes, uvidenhedens og troens filosoffer. De prædikede en anden verdens prægtigheder og dennes elendigheder. De hånede den velstående, den flittige, de som nød livet og forbeholdt Himlen for tiggere.
Tankegangen har mistet autoritet, og nu er de fleste opsat på at blive lykkelige i dette liv. De fleste mennesker vil have mad og tag over hovedet og klæder, bøger og billeder, luksus og fritid. De tror på at udvikle forstanden, på at gøre naturens kræfter til tjenere og slaver.
Nu har de intelligente mennesker i verden forkastet denne lære, asketernes filosofi. De tror ikke længere på fastens og selvpineriets dyder. De tror på, at glæde er det eneste gode, og at tiden til at være lykkelig er nu, her i denne verden. De tror ikke længere på, at belønninger og straf kommer fra det overnaturlige. De tror på konsekvenser, og at konsekvenser af onde handlinger er ondartede, og at konsekvenser af gode handlinger er godartede.
De tror på, at mennesket gennem efterforskning, gennem logisk slutning, skal finde betingelserne for at opnå lykke og så leve i overensstemmelse med sådanne betingelser. De tror ikke, at jordskælv, eller orkaner, eller vulkaner, eller solformørkelser er forårsaget af menneskets opførsel. De tror ikke længere på det overnaturlige. De betragter ikke sig selv som nogen himmelsk konges livegne, tjenere eller yndlinge. De føler, at mange onder kan undgåes gennem viden, og derfor tror de på forstandens udvikling. Skolebygningen er deres kirke og universitetet deres katedral.
Sådan har der i nogle århundreder været to regeringsteorier, en teologisk og en verdslig. Kongen modtog sin magt direkte fra Gud. Det var folkets opgave at adlyde. Præsterne modtog deres læresætninger fra Gud, og det var folkets pligt at tro.
Den teologiske regering begynder at blive noget upopulær. I England har Parlamentet taget Guds plads og i De Forenede Stater får regeringen sin magt med det regerede folks samtykke. Kejser William er nok den eneste mand i Tyskland, som virkelig tror, at Gud satte ham på tronen og vil beholde ham, uanset om det tyske folk er tilfreds eller ej. Italien har pensioneret den katolske gud fra politik, Frankrig tilhører og styres af franskmændene og selv i Rusland er der millioner, som foragter kejseren og alle hans påstande om at være guddommelig.
Vi har fundet ud af, at mennesket kan regere sig selv uden hjælp fra præst eller pave, ånd eller Gud. Vi har fundet ud af, at religion ikke er selvindlysende, og at tro uden beviser ikke er en rosværdig ting. Vi ved, at det selvindlysende er det redelige og hjernens retningsviser, Polarstjernen på forstandens himmelbue. Og vi ved, at ingen benægter det selvindlysende. Vi ved også, at det ikke er nogen udpræget kvalitet at tro, når beviset er dækkende, og det bestemt ikke er nogen, når beviset er utilstrækkeligt.
De troende har ikke alle været gode. Nogle af de værste mennesker i denne verden har været troende. De herrer, der fik Sokrates til at drikke skarntyde, var troende. Jøderne som korsfæstede Jesus var troende og dyrkede Gud. Djævelen tror på Treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog ser det ikke ud til at have påvirket hans moralske karakter. Ifølge Bibelen er han skrækslagen, men han reformer ikke. Omsider har vi konkluderet, at vi har ret til at stille spørgsmålstegn ved vores fædres religion.
Alle kristne ved, at alle guderne undtagen Jehova blev skabt af mennesket; at de var og er falske, tåbelige og monstrøse; at alle de hedenske templer og altre blev rejst forgæves; at ofrene var spildte, at præsterne var hyklere, at deres bønner forblev ubesvarede, og at de fattige folk blev narret, plyndret og slavebundet. Men når alt kommer til alt, er vores gud hedningenes guder overlegen?.
Vi kan stille dette spørgsmål nu, fordi vi er rige, og rigdom giver mod. Hvis nogle enkelte jordrystelser eller en plage skulle ramme os kan det være, vi falder ned på knæ, lukker vores øjne og beder om Guds tilgivelse for nogensinde at have formet en tanke. Vi ved, at hunger er troens ven og at katastrofer er solskin for overtroen. Men da vi ikke er udsat for nogen plager eller hunger, og da jordens overflade er rimelig rolig, kan vi tillade os at undersøge vores Guds virkelige karakter. Det må indrømmes, at magtudøvelse er en glimrende karakterprøve.
Ville en god Gud appellere til fordomme, panseret, fortet, uvidenhedens sværd og skjold? Til godtroenhed, tåbelighedens præsteførte næsering? Til frygt, bedrageriets hovedvare, hykleriets løftestang? Ville en god Gud skræmme eller oplyse sine børn? Ville en god Gud appellere til fornuften eller uvidenhed, til retfærdighed eller selvtilstrækkelighed, til frihed eller piskesnerten? Til vores første forældre i Edens Have sagde vores Gud intet om kærlighedens hellighed, intet om børn, intet om uddannelse, om retfærdighed eller frihed. Efter de havde overtrådt hans påbud blev han så grusom som et vildt dyr. Han forbandede Jorden og til Eva sagde han: "Jeg vil forøge din sorg mange gange. Med sorg skal du føde børn. Din husbond skal befale over dig". Vor Gud gjorde kærlighed til smertens slave, gjorde hustruer til livegne og indførte brutalitet i alle hjem. Vor Gud druknede hele verden med undtagelse af otte mennesker; gjorde Jorden til et stor kystfrit hav dækket med lig.
Hvorfor spredte han mænd, kvinder og børn ud over verden vel vidende at han ville udslette dem? Hvorfor prøvede han ikke på at forbedre dem? Hvorfor skabte han mennesker, når han vidste, han ikke kunne forbedre dem?. Er det muligt vores Gud var intelligent og god?
Efter syndfloden udvalgte vor Gud jøderne og forlod resten af sine børn. Han overså hinduerne, forsømte egypterne, ignorerede perserne, glemte assyrerne og mindedes ikke grækerne. Og dog var han alles fader. I mange århundreder var han kun en stammegud, der beskyttede nogle få og foragtede massen. Vores Gud var uvidende, kendte intet til astronomi eller geologi. Han kendte endda ikke jordens form og
troede at stjernerne kun var pletter.
Han kendte intet til sygdom. Han troede, at blodet fra en fugl, som var blevet slået ihjel over strømmende vand, var god medicin. Han var hævngerrig og grusom og assisterede nogle af sine børn i at slagte og udslette andre. Han beordrede dem til at slå mænd, kvinder og børn ihjel og lade kammerpigerne leve for at dele dem ud til sine soldater.
Vor gud indførte slaveri, beordrede mennesker til at købe deres medmennesker, at gøre kvinder og babyer til handelsvarer. Vor gud bifaldt flerkoneri og gjorde hustruer til deres mænds ejendom. Vor gud myrdede folket for kongers forbrydelser. Intet intelligent menneske, ingen hvis forstand ikke er blevet forgiftet af overtro, lammet af frygt, kan læse Det Gamle Testamente uden at være nødt til at konkludere at vor Gud er et vilddyr.
Hvis vi skal have en gud, så lad ham være barmhjertig. Lad os huske, at "barmhjertighed kan ikke bøjes". Lad os huske at når lovens sværd bliver en stav, der støtter den svage, blomstrer den, og at den blomsts parfume er den eneste røgelse, det eneste offer som barmhjertighed vil acceptere.
Der har været to teorier om sygdommes årsager og helbredelse. Den ene teologisk og den anden videnskabelig. Ifølge den teologiske opfattelse, forårsages sygdomme af onde ånder, af djævle, som tog plads i folks krop. Disse djævle kunne uddrives af profeter, mænd der modtog åbenbaringer og præster.
Mens Kristus var på Jorden, var hans vigtigste ærinde at uddrive onde ånder. I mange århundreder fulgte præster hans eksempel, og gennem middelalderen blev millioner af djævle uddrevet af folks kroppe. Sygdomme blev kureret med små billeder af indviet tin, med papirstumper, med kors båret rundt om halsen, med gipsafstøbninger af Paris jomfruer og lerkristus'er ved sengens hovedgærde, ved berøring med døde helgeners ben eller stykke af det originale kors, eller en af de nagler, der blev drevet gennem Kristus krop, eller et stykke tøj, der havde været båret af Jomfru Maria, eller ved at stænke brystet med vievand, eller bønnefremsigelse, eller perletælling, eller ved at gøre korsets tegn, eller ved at undgå at spise kød, eller at bære hovedbeklædning eller på en eller anden måde at pine kroppen. Alle sygdomme blev anset for at have overnaturlige årsager og alle kure var af samme natur. Plager blev stoppet med optog, anført af præster som bar det Hellige Sakramente (the eucharist.) Man kendte intet til naturlige årsager og virkninger. Alt var mirakuløst og mystisk. Præsterne var snu og folket naive.
Langsomt tog en anden teori om sygdommes årsager og helbredelse plads i folks tanker. Enkelte forkastede tanken om djævle og indtog den holdning, at sygdomme havde naturlige årsager,"og at mange af dem kunne helbredes ved hjælp af naturlige midler.
Til at begynde med var lægen umådeligt uvidende, men han var mere vidende end præsten. Langsomt men sikkert fortrængte han præsten fra sengekanten. Nogle mennesker blev omsider intelligente nok til at tiltro deres krop til lægen, men forblev tilstrækkeligt uvidende til at overlade behandlingen af deres sjæl til præsterne. Blandt civiliserede folk er den teologiske teori blevet forkastet, og det mirakuløse, det overnaturlige, har ikke længere nogen plads i lægekunsten. I katolske lande kureres bønder stadig med billeder, bønner, vievand og helgenknogler, men når præster bliver syge, så sender de bud efter en læge, og selv Paven, Guds agent, overlader sin hellige krop til en doktors behandling. Videnskaberne har triumferet stort over teologien.
Intet intelligent menneske tror i dag, at djævelen besidder folks krop. Intet intelligent menneske tror i dag at djævelen prøver at styre folks handlinger. Intet intelligent menneske tror i dag på, at djævelen eksisterer. Dog fremviser katolske præster, selv i dag, i byen New York, en stump af Sankt Annes knogler, som antages at være Jomfru Marias moder. Nogle af disse præster kan være naive tåber, og nogle kan være fromme kæltringe. Hvis de har nogen virkelig intelligens, må de vide, at det umuligt kan bevises, at denne knoglestump nogensinde har tilhørt Sankt Anne. Og hvis de besidder nogen virkelig intelligens, vil de vide, at Sankt Annes knogler i det store og hele var som alle andre menneskers knogler, lavet af det samme materiale og at de medicinske og mirakuløse egenskaber af alle menneskelige knogler i bund og grund må være ens. Og dog modtager disse præster tusinder og atter tusinder af dollars fra godtroende fjolser for det privilegium at se disse knogler og kysse æsken, som indeholder de 'hellige relikvier'.
Ærkebiskop Corrigan ved, at ingen ved, hvem Jomfru Marias moder var, at ingen kender noget til nogle af denne ukendte moders knogler, ved at hele sagen er et teologisk bedrag, ved at hans præster, eller præsterne under hans myndighed, modtager penge under falske forudsætninger. Kardinal Gibbons ved det samme, men ingen af disse fromme hædersmænd ytrer ét ord mod denne skamløse forbrydelse. De medgiver, at præster til kirkens gavn kommercialiserer uvidende troendes håb og frygt; medgiver at bedrageri, som skaber indtægt, skal eksistere og trives. Dette er teologens ærlighed. Hvis disse hædersmænd skulle blive syge, ville de ikke røre relikviet. De ville sende bud efter en læge.
Lad mig fortælle Dem en japansk historie, som rammer hovedet på sømmet:
En gammel munk var leder af et kloster, som var bygget ovenpå en helgens knogler. Disse knogler havde kraft til at helbrede sygdomme, og de var placeret sådan, at pilgrimmen kunne berøre dem med sin hånd ved at stikke armen gennem en åbning. Mange mennesker, ramt på mange måder, kom og berørte disse knogler. Mange mente, at de var blevet tilgodeset eller var blevet helbredt, og mange efterlod i taknemmelighed store summer penge hos munkene. En dag sagde den gamle munk følgende til sin assistent: "Min kære søn, forretningen går dårligt, og jeg kan nemt tage mig af alle, der kommer. Du er nødt til at finde en anden plads. Jeg vil give dig det hvide æsel, lidt penge og min velsignelse."
Så den unge mand steg op på dyret og tog afsted. I løbet af få dage var hans penge brugt og det hvide æsel dødt. En ide blev skabt i den unge mands hoved. Han begravede sit æsel ved vejsiden, og rakte så hånden ud til alle forbipasserende og sagde i en højtidelig tone: "Jeg beder Dem give mig en smule penge til at bygge et tempel ovenpå knoglerne af den syndfri."
Så meget held havde han med sig, at han kunne bygge et tempel, og så kom tusinder for at berøre den syndfris knogler. Den unge mand blev rig, gav arbejdspladser til mange assistenter og levede i største luksus.
En dag besluttede han at besøge sin gamle mester. Han begav sig mod sit gamle hjem med et stort følge af tjenere. Da han nåede frem, sad den gamle munk på dørtrinnet. Han så med stor forbavselse på den unge mand og hans følge. Den unge men steg ned og præsenterede sig og den gamle munk råbte: "Hvor har du været? Fortæl mig, beder jeg dig, om din succes." "Åh," sagde den unge mand "Alder er dum, men ungdom har tanker. Vent til vi er alene og jeg skal fortælle dig alt." Så den aften fortalte den unge mand sin historie, fortalte om æslets død og begravelse, tiggeriet efter penge til at bygge et tempel over den syndfri, og om de beløb han havde modtaget for de helbredelser, knoglerne havde bragt med sig.
Da han var færdig, bredte der sig et tilfreds grin over hans fromme ansigt, da han fortsatte: "Alder er dum, men ungdom har tanker."
"Ikke så hurtig," sagde den gamle munk, da han lagde sin rystende hånd på sin gæsts hoved. "Unge mand, dette kloster, som din ungdom er tilbragt i, som du har set så mange mirakler blive udført i, så mange sygdomme helbredt i, blev bygget oven på de hellige ben af dit lille æsels mor."
Der er to måder at gøre rede for de hellige bøger og religioner i denne verden. En er at sige, at de hellige bøger blev skrevet af profeter, og at vores religion blev åbenbaret for os af Gud. Den anden er at sige, at alle bøger er blevet skrevet af mennesket uden hjælp fra overnaturlige magter, fra overnaturlige magter, og at alle religioner er fremkommet på naturlig vis.
Vi ser, at andre racer og folkeslag har hellige bøger og profeter, præster og Kristus'er; vi ser også, at deres hellige bøger blev skrevet af mænd, som besad fordomme og særheder svarende til den race, de tilhørte, og at de indeholder de fejltagelser og absurditeter, som er særegne for det folk, som fremstillede dem.
Kristne er fuldt ud tilfredse med, at alle de såkaldte hellige bøger, med undtagelse af Det Gamle og Det Ny Testamente, er skrevet af mennesket, og at påstanden om åbenbaringer er helt absurd. De mener ligeledes, at alle religioner, undtagen judaismen og kristendommen, er udviklet af mennesket. Tilhængerne af andre trosretninger indtager det standpunkt, at deres religion blev dem åbenbaret af Gud, og at alle andre, inklusiv judaismen og kristendommen, blev udviklet af mennesket. Alle har ret og alle tager fejl. Når de siger, at de 'andre' religioner er udviklet af mennesket, har de ret; når de siger, at deres religion er blevet dem åbenbaret af Gud, tager de fejl.
Nu ved vi, at alle stammer og nationer har haft en eller anden slags religion; at de har troet på, at der eksisterede gode og onde væsener, ånder og magter, som kunne formildes med gaver eller bønner. Nu ved vi, at frygtens blege og blodfattige ansigt findes ved roden af alle religioner, af al tilbedelse. Nu ved vi, at alle religioner og alle hellige bøger er fremkommet naturligt, alle er udsprunget af uvidenhed, frygt og list. Nu ved vi, at gaver, offergaver og bønner alle var forgæves; at ingen gud tog imod og at ingen gud hørte eller svarede.
For få år siden afgjorde bønner kampstridigheder og præster, gennem deres indflydelse på Gud, kunne bringe sejren. Nu forventer intet intelligent menneske et svar på bøn. Han ved, at naturen går sin gang uden at tage hensyn til menneskets ønsker, at skyer svæver, vinde blæser og regn falder og solen skinner upåvirket af den menneskelige race. Og dog beder millioner, stadig med håb om at opnå beskyttelse af en eller anden gud, at et eller andet væsen vil beskytte dem mod ulykker og sygdomme. År efter år bønfalder præsterne om det samme, beder for de samme ting, og bliver ved på trods af at intet er blevet opnået.
Når gode mennesker gør noget ædelt, giver præsteskabet deres Gud æren, og når ondt udføres, drager de dem til ansvar, som begik ondskaben, og glemmer at give Gud skylden.
At bede er blevet en forretning, en profession, et erhverv. En præst er aldrig så lykkelig, som når han kan bede offentligt. De fleste af dem er overordentlig familiære med deres Gud. Da de ved, at han ved alting, fortæller de ham om nationens behov og folkets ønsker, de giver ham råd om, hvad han skal gøre, og hvornår han skal gøre det. De appellerer til hans stolthed, beder ham om at gøre visse ting til sin egen ære. De beder ofte om det umulige. I Repræsentanternes Hus i Washington hørte jeg engang en præst bede om noget, han måtte vide var uopnåeligt. Uden at miste fatningen, uden at smile, med ansigt så alvorligt som graven, sagde han: "Jeg beder Dig, O Gud, om at bringe kongresmedlemmerne visdom." Det kan godt være, at præster virkelig tror, at deres bøn gør nytte, og det kan være, at frøer forestiller sig, at deres kvækken kalder foråret frem.
Tænkende mennesker ved nu, at alle religioner og alle hellige bøger er blevet fremstillet af mennesker; at ingen åbenbaring er kommet fra nogen, der står over naturen; at alle profetier enten var falske eller er fremstillet efter begivenheden; at intet mirakel nogensinde er blevet eller vil blive udført; at ingen Gud ønsker menneskets tilbedelse eller hjælp; at ingen bøn på noget tidspunkt har vredet en dråbe regn ud af himlen, en stråle fra solen; at ingen bøn nogensinde har forhindret en oversvømmelse eller en flodbølge fra havet, eller stækket stormens vinger; at ingen bøn har bragt vand til tørstens sprukne, blødende læber eller mad til de sultende; at ingen bøn har standset en plage, sat jordskælvet i ro eller gjort en vulkan tavs; at ingen bøn har skærmet den uskyldige, kommet de undertrykte til undsætning, åbnet fangekælderens dør, brudt slavernes lænker, reddet de gode og ædle fra skafottet eller slukket bålets flammer.
Det intelligente menneske ved nu, at han lever i en naturlig verden, at guderne og djævlene og Guds sønner alle er fantomer, at vores religion og vores Gud er vældig meget lig andre nationers religioner og guder, og at en vild stengud besvarer bønner og beskytter sine tilbedere på præcis samme måde, og i helt samme udstrækning som Faderen, Sønnen og Helligånden.
Der findes to teorier om moral. Den ene er, at det moralske menneske adlyder en formodet guds befalinger uden at standse op og overveje, om disse befalinger er gode eller ej. Han mener, at gudens vilje er det rigtiges kilde og oprindelse. Han mener, noget er forkert, fordi guden forbyder det, ikke av guden forbyder det, fordi det er forkert. Denne teori maner ikke til eftertanke men til lydighed. Den appellerer ikke til fornuften men til frygten for afstraffelse, håbet om belønning. Gud er en konge, hvis vilje er lov, og mennesket er livegne og slaver.
Mange hævder, at uden troen på Gud er moralværdier umulige og dyderne ville gå til grunde på Jorden. Denne absurde teori, med dens 'Således talte Herren', er blevet udråbt til at være uafhængig af og hævet over logik.
Den anden teori er, at godt og dårligt er indlagt i tingens natur; at visse handlinger forøger eller formindsker menneskets lykke, og at andre handlinger forårsager sorg og elendighed; at alle de handlinger som frembringer glæde er moralske, og at alle de andre er onde eller ligegyldige. Godt eller dårligt er ikke åbenbaringer fra en formodet gud, men er blevet blotlagt gennem menneskets erfaringer og intelligens. Der er intet mirakuløst eller overnaturligt ved moralværdier. Ej heller har moralværdier noget at gøre med en anden verden eller med et evigt væsen. Det vedrører adfærd her og virkningen af den adfærd på os selv og andre bestemmer dens natur.
I denne verden er folk nødt til at dække deres behov ved arbejde. Foretagsomhed er en nødvendighed, og de som arbejder, er de naturlige fjender, for dem som stjæler. Det krævede ikke nogen åbenbaring fra Gud at gøre tyveri upopulært. Mennesker kan af naturen ikke lide at blive såret, lemlæstet eller dræbt og derfor og til alle tider, har de prøvet at beskytte sig selv. Mennesket behøvede ikke en åbenbaring fra Gud for at danne tanken om selvoverlevelse. At beskytte sig selv, når man angribes, er så naturligt som at spise, når man er sulten.
At fastslå værdien af en handling ved at vise at den er i overensstemmelse med, eller står i modsætning til en formodet Guds befaling, er simpelthen overtro. At efterprøve alle handlinger gennem deres konsekvenser er videnskabeligt og i overensstemmelse med fornuften.
Ifølge den overnaturlige teori, tages naturlige konsekvenser ikke i betragtning. Handlinger er forkerte, fordi de er blevet forbudt, og gode fordi de er blevet befalet. Ifølge den katolske kirke, er det at spise kød på en fredag en synd, der fortjener evig straf. Men i sagens natur må konsekvenserne af at spise kød på den dag, være de samme som ved at spise kød på enhver anden dag. Ligeledes prædiker alle kirkerne, at det er en forbrydelse at være ikke-troende, ikke ud fra sagens natur, men på grund af Guds vilje.
Naturligvis er dette absurd og idiotisk. Hvis der findes en evig Gud, kan han ikke erklære det forkert, som ifølge sagens natur er godt. Ej heller kan han gøre en handling god, hvis naturlige konsekvenser er onde. Selv en evig Gud kan ikke ændre fakta. På trods af ham vil forholdet mellem diameter og omkreds altid forblive det samme.
Alle relationer mellem ting og ting, mellem kræfter og kræfter, mellem handlinger og handlinger, mellem årsager og virkning indenfor det område som kaldes stof, og i tankens rige, er ligeså sikre, ligeså uforanderlige som forholdet mellem en cirkels diameter og omkreds. En evig Gud ville ikke kunne gøre utaknemmelighed en dyd ligeså lidt, som han ville kunne gøre et kvadrat trekantet.
Så det moralske og det umoralske er indeholdt i tingenes natur, i den nødvendige relation mellem adfærd og velfærd, og en evig Gud kan ikke ændre dette grundlag og kan ikke forøge eller formindske handlingers naturlige konsekvenser.
I denne verden findes hverken tilfældigheder eller skæbnens luner, hverken magi eller mirakler. Bag enhver begivenhed, enhver tanke og drøm, ligger den virkende, naturlige og nødvendige årsag.
Bestræbelserne på at gøre en formodet Guds vilje til grundlag for en morallære, har fyldt verden med elendighed og forbrydelser, slukket fornuftens lys hos millioner af mennesker og på utallige måder lagt hindringer i vejen for vor arts fremgang.
Intelligente mennesker ved nu, at hvis der findes en evig Gud, så kan mennesket ikke forøge eller formindske sådan et væsens glæde. De ved, at mennesket kun kan begå en forbrydelse mod et sanseligt væsen, som i det mindste til en vis grad er i hans magt, og at et dødeligt væsen umuligt kan udsætte et evigt væsen for en forbrydelse.
I mange tusinde år troede mennesket på og efterstræbte det umulige. Han ledte efter en universel opløsning indenfor kemiens verden, som på en eller anden måde kunne ændre de almindelige metaller til guld. Selv Lord Bacon troede på denne absurditet. Tusinder af mennesker gennem mange århundreder, på tusinde måder, forsøgte at ændre bly og jerns sammensætning, så det kunne laves til guld. De havde intet begreb om tingenes virkelige natur. De troede, at det oprindeligt var blevet lavet ved en slags magi og kunne ændres til noget andet ved hjælp af den samme slags magi. De troede alle på det overnaturlige. På samme måde søgte folk det umulige indenfor mekanikken. Der var folk, der troede på evighedsmaskinen, og de forsøgte at lave en maskine, som gennem en kombination af vægtstænger kunne frembringe den kraft, som drev dem. Tusinder af opfindsomme mennesker spildte deres liv på forgæves at forsøge at fremstille en maskine, som på en eller anden underfuld måde kunne skabe en kraft. De vidste ikke at kraft er evig, at den hverken kan skabes eller ødelægges. De vidste ikke, at en evighedsmaskine nødvendigvis ville være et selvbærende univers, eller dette uafhængigt, og i hvilket kraften kaldet friktion, nødvendigvis uden tab måtte blive transformeret til den drivende kraft, at maskinen selv skulle skabe den kraft, der oprindeligt satte den i bevægelse. Men på trods af alle de involverede absurditeter forsøgte folk, der blev anset for intelligente og lærde af deres samtidige i århundreder at opdage den 'evige bevægelses' store princip.
Vores forfædre studerede stjernerne, fordi de troede de i dem kunne læse nationers skæbne, individets livsforløb og lod. Solformørkelser, vandrende kometer, forholdet mellem visse stjernestillinger, var budbringere eller årsag til velstand eller katastrofe, eller kongerigers fald eller opstandelse. Astrologi blev anset for en videnskab, og de, som studerede stjernerne, blev konsulteret af krigere, statsmænd og konger. Beretningen om stjernen, som ledte de vise mænd fra Østen til kristusbarnet, blev skrevet af en, der troede på astrologi. Det vil være svært at overvurdere den tid og det talent, der blev spildt på denne såkaldte videnskab. De folk, der troede på astrologi, mente, at de levede i en overnaturlig verden, en verden, hvor årsag og virkning ikke nødvendigvis havde nogen forbindelse med hinanden, hvor alle hændelser var resultatet af magi eller trolddom. Selv nu ved udgangen af det 19. århundrede, er der hundreder og atter hundreder af mennesker, som lever af at lave horoskoper for idioter og tåber.
Mekanikerens 'evighedsmaskine', kemikerens universelle opløsning, forvandlingen af bly til guld, forudsigelsen af hændelser ud fra stjernernes stilling, udsprang alle fra den samme uvidenhed om naturen, som fik teologen til at forestille sig en ubegrundet årsag til årsagen for alle årsager og virkninger. Teologen insisterede på, at der fandtes noget overordnet naturen, og at dette noget var naturens skaberen og beskytter. Naturligvis er der ikke mere bevis for eksistensen af dette 'noget', end der er for filosoffens sten [et begreb oversætteren er ubekendt med o.a.]. Mekanikeren, som i dag tror på evighedsmaskinen, er gal. Og ligeså er de kemikere, der prøver at forvandle et metal til et andet, ligeså er de oprigtige astrologer, og om nogle få år kan det samme med rette siges om de oprigtige teologer.
Mange af vores forfædre troede på eksistensen af og ledte efter Den Evige Ungdoms Kilde. De troede, at en gammel mand kunne knæle og drikke fra ved denne kilde, og mens han drak, ville hans grå hår langsomt forandre sig, hans rynker ville forsvinde, at hans tågede øjne ville klare op, hans hjerte slå med manddommens kraft og rytme, mens hans gustne kinder ville blomstre med sundhedens roser. De troede på det overnaturlige, det mirakuløse og intet virkede mere sandsynligt end det umulige.
De fleste mennesker bruger navne i stedet for argumenter. De er tilfredse med at være disciple, berømte dødes menigheder. Hver kirkeretning, hvert parti havde sin liste af 'store mænd', og de smed disse mænds navne i ansigtet på hinanden, når de diskuterede deres dogmer og læresætninger. Folk påviser Bibelens og Krists guddommelige oprindelse ved hjælp af bekendelser fra soldater, statsmænd og konger. Og på samme måde klarlægger de eksistensen af himmel og helvede. Hvis man betvivler et af deres dogmer, vil man straks blive fortalt, at Isaac Newton eller Matthew Hale havde den modsatte mening, man vil blive spurgt, om man påstår at være klogere end Newton og Hale. For at befæste deres absurditeter citerer præsterne i vores land [Daniel o.a.] Webster og andre succesfulde politikere, som om sådanne meninger beviste noget.
De fleste protestanter vil med glæde indrømme, at de, hvad forstand og ånd angår, står tilbage for visse mænd, som har levet med og er udåndet med den katolske tro; at de i sager som begravelsesgudstjenester ikke står mål med Bossuet; at deres afhandlinger ikke er så interessante og slebne som Pascals; at Torquemada overgik dem i organisationsevne, og de med hensyn til at planlægge en massakre ikke et øjeblik ville påberåbe sig Catherine de Medicis palmer, men selv efter disse indrømmelser, ville de selvsamme protestanter fastholde at Paven er en ublu bedrager, og at den katolske kirke er en blodsuger.
De såkaldte 'store mænd' i denne verden har taget fejl i mange ting. Lord Bacon afviste Kopernicus astronomiske system og troede til sin død på, at solen og stjernerne drejede rundt om denne lille Jord. Matthew Hale troede fuldt ud på eksistensen af hekse og troldmænd. John Wesley troede, at jordskælv stammede fra synd, og at de kunne undgås ved at tro på Jesus Krist. John Calvin betragtede mord som en af måderne at bevare evangeliets renhed på. Martin Luther kaldte Galileo en tåbe, fordi han var modtander af Moses astronomi. Webster gik ind for the Fugitive Slave Law og agtede Jobs bog højt. Han ønskede stemmer, og han faldt på knæ for Syden. Han ønskede stemmer, og han sleskede for kirken. Tykke bøger kunne skrives om de 'store' mænds tåbeligheder og dumheder.
For kun få år siden blev de virkeligt store mænd forfulgt, fængslet og brændt. På denne måde var kirken i stand til at holde de 'store' mænd på sin egen side. Faktisk var det umuligt at vide, hvad de 'store' mænd virkeligt mente. Vi ved kun, hvad de sagde. Disse 'store' mænd havde familier at forsørge, de brød sig ikke om fængsler og var imod at blive brændt, og det kan være, at de tænkte et, men sagde noget andet. Præsterne sagde til disse mænd: 'Gå ind for troen; tal vores sag, eller I vil blive forfulgt til døden'. Så vendte præsterne sig til folket og råbte: 'Hør hvad de store mænd siger.'
I nogle få år har vi haft noget som ytringsfrihed, og mange mennesker har fortalt, hvad de mener. Nu er teologerne ikke helt så tilbøjelige til at bruge navne som før. De virkeligt store er ikke på deres side. De førende moderne tænkere er ikke kristne. Nu kan de ikke-troende gentage navne, navne der står for intellektuelle triumfer. Humboldt, Helmholtz, Haeckel og Huxley, Darwin, Spencer and Tyndall og mange andre står for efterforskning, opdagelse, for store bedrifter i tænkningens verden. Disse mænd var og er tænkere og de har haft og har modet til at udtrykke sine tanker. De var og er ikke præsters marionetter eller ånders rystende tilbedere.
Igennem mange år var de fleste rektorer på amerikanske undervisningsinstitutioner optaget af det fromme arbejde at forhindre artens intellektuelle fremgang. De havde heldet med sig i så udstrakt grad, at ingen af deres elever er blevet store videnskabsmænd.
Med det formål at afstive deres tro gentager de ortodokse ikke navnene på de levende, deres vidner er på kirkegården. Alle de 'store' kristne er døde.
I dag vil vi have argumenter, ikke navne, årsager, ikke meninger. Det er nedværdigende blot at følge en mand eller en trosretning. Intet er mere ædelt end at være styret af fornuft. At blive besejret af sandheden er at blive en vinder. Den, der følger, er en slave. Mennesket, der tænker, er frit.
Vi må huske, at de fleste mennesker er blevet styret af sine omgivelser. Hovedparten af de intelligente mennesker i Tyrkiet er tilhængere af Mohammed. De blev rokket i Koranens vugge, deres religiøse holdninger stammede fra deres forældre ligesom deres udseende. Deres mening om emnet religion har ingen værdi overhovedet. Det samme kan siges om de kristne i vores land. Deres tro er ikke resultatet af tænkning, af efterforskning, men af omgivelser.
Alle religioner er resultatet af uvidenhed, og frøene blev sået i barbariets lange nætter.
Under Romerrigets nedgang, i de tider da velstanden døde, da handel næsten stoppede, da magtens scepter faldt fra svage og frygtsomme hænder, da kunsten gik tabt og forgangne tiders opfindelser og bedrifter blev glemt, da kom de kristne med foragt for alle jordiske ting og fortalte deres medmennesker om en anden verden over skyerne med evig glæde. Hvis lærdommen ikke var gået tabt, hvis folk var blevet uddannet, hvis de havde kendt den græske og romerske litteratur, hvis de havde været bekendt med Aiskhylos, Sofokles og Euripides tragedier, med Zenons og Epikurs filosofi, med Demosthenes taler; hvis de havde kendt kunstværkerne, geniernes mirakler, lidenskaberne iklædt marmor, drømmene i sten,; hvis de havde kendt Roms historie; hvis de havde forstået Lucretius, Cicero og Cæsar; hvis de havde studeret lovene, Prætorernes (præfekternes?) beslutninger; hvis de havde kendt alle de stores tanker, ville der ikke have været nogen jord, hvor overtroens kristne frø kunne have slået rod og vokset.
Men de tidlige kristne hadede kunst, sang og glæde. De bagtalte og bagvaskede den menneskelige race, insisterede på, at verden var blevet ramt af Guds forbandelse, at dette liv kun skulle bruges på at forberede sig på det næste, at uddannelse fyldte sindet med tvivl, at videnskab forledte sjælen fra Gud.
Der er to veje. Den ene er at eksistere for Gud. Det har været forsøgt, og resultatet har altid været det samme. Det blev prøvet i Palæstina for mange år siden, og folket der prøvede det, blev ikke beskyttet af Gud. De blev besejret, overmandet og sendt i landflygtighed. De tabte deres land og blev spredt over hele Jorden. I mange århundreder ventede de på hjælp fra deres Gud. De troede på, at de ville samles igen, at deres byer og templer og altre ville blive genopført, at de igen ville blive Jehovas yndlinge, at med hans hjælp ville de overvinde deres fjender og beherske verden. For hvert århundrede er håbet blevet svagere og svagere, indtil det nu betragtes som en tåbelige drøm af de mest intelligente.
At eksistere for Gud blev forsøgt i Schweiz (se calvinismen) og det endte i slaveri og tortur. Enhver vej, der ledte til forbedringer, til fremskridt, blev lukket. Kun dem, der sad med magten, fik lov at udtrykke sine tanker. Ingen prøvede at gøre lykken større i denne verden. Uskyldige fornøjelser blev betragtet som synd, latter blev undertrykt, al naturlig glæde forhadt og selv kærligheden blev udråbt som en synd. De morede sig med faste og bønner, lyttede til gudstjenester, snakkede om den evige pinsel, lærte Det Gamle Testamentes slægtshistorier udenad, og ved nu og da at brænde et af deres medmennesker.
At eksistere for Gud blev prøvet i Skotland. Folket blev livegne og slaver for den hellige Kirk. Præsterne blev simple tyranner. De forgiftede selve livets kilder. De blandede sig i enhver families anliggender, invaderede hjemmets privatliv, såede overtroens og frygtens frø og fyldte mørket med djævle. De påberåbte sig at være guddommeligt inspireret, at de videregav Guds beskeder, at betvivle deres autoritet var blasfemi, og at alle, der nægtede at følge deres påbud, ville lide evig pinsel. Under deres styre blev Skotland sukkenes og sorgens land, et land af græmmelse og smerte. Folket var slaver.
At eksistere for Gud blev prøvet i New England. En regering blev dannet i overensstemmelse med Det Gamle Testamente. Lovene var for størstedelens vedkommende smålige og absurde, straffene grusomme og blodige i højeste grad. Religionsfrihed blev betragtet som en forbrydelse, som en fornærmelse mod Gud. Folk, hvis tro afveg fra de, der sad på magten, blev forfulgt, pisket, lemlæstet og sendt i eksil. Folk man antog for at være i ledtog med djævelen blev fængslet eller dræbt. En teologisk regering blev dannet, ministrene [præsterne? o.a.] var Guds agenter, de dikterede lovene og fastsatte straffene. Alt blev overvåget af gejstligheden. De havde ingen medlidenhed, ingen nåde. De hadede af hele deres hjerte det naturlige. De lovede lykke i en anden verden, og gjorde alt hvad de kunne for at ødelægge glæderne i denne. Deres største trøst, deres sande glæde fandtes i deres tro på, at alle der undlod at følge deres bud, at bære deres åg, ville lide uendelige pinsel i helvedes evige fangekældre.
At eksistere for Gud blev prøvet i middelalderen. Tusinder af skafotter blev vædet i blod, utallige sværd blev drevet gennem menneskehjerter. Bålenes flammer fortærede menneskers kød, fangekældrene blev hjemmene for de, som tænkte. I Guds navn blev enhver grusomhed udført, enhver forbrydelse gjort, og frihed uddøde på Jorden. Overalt har resultatet været det samme. At eksistere for Gud har fyldt verden med blod og flammer.
Der er en anden vej. Lad os leve for menneskeheden, for denne verden. Lad os udvikle hjernen og civilisere hjertet. Lad os fastslå forudsætningerne for lykke og leve i overensstemmelse med disse. Lad os gøre hvad vi kan for at udslette uvidenhed, fattigdom og forbrydelser. Lad os gøre vort bedste for at stille kroppens behov, mætte forstandens sult, afdække naturens hemmeligheder, således at vi gør de usynlige kræfter til menneskehedens utrættelige tjenere og fylder verden med lykkelige hjem.
Lad guderne passe sig selv. Lad os leve for menneskeheden. Lad os erindre, at de, som har søgt naturens sandheder, aldrig har forfulgt sine medmennesker. Astronomerne og kemikerne støbte ingen lænker, byggede ingen fangekældre. Geologerne har ikke opfundet nogle torturinstrumenter. Filosofferne har ikke påvist sandheden i deres teorier ved at brænde deres naboer. De største vantro, tænkerne, har levet for menneskets bedste.
Det er ædelt at søge sandheden, at være intellektuelt ærlig, at videregive det oprigtige indhold af sine tanker, et fotografi af sine tanker i ærlig gengivelse.
Der er to veje: Den smalle vej, som de selviske går i enkeltkolonne, ikke bred nok til at mand og kone kan gå side om side, mens børnene klapper hænder. Den smalle vej over overtroens ørken 'med en rejsende her og der'. Den smalle græsbevoksede sti, fyldt med flint og knækket glas, afgrænset med tidsler og torne, hvor de genfødte halter afsted med blødende fødder. Hvis du langs denne sti ser en blomst, så pluk den ikke. Det er en fristelse. Under den ligger en slange. Fæst øjnene på det Nye Jerusalem. Kig ikke tilbage efter kone, barn eller ven. Tænk kun på at redde din sjæl. Du vil være fuldt ud lige lykkelig i Himmelen, skønt alle du elsker er i Helvede. Tro, hav tiltro, og du vil blive belønnet for en andens godhed. Se ikke til højre eller venstre. Bliv ved, lige ud, og du vil redde din værdiløse, udtørrede selviske sjæl.
Dette er den smalle vej som leder fra Jorden til den kristnes hjerteløse Himmel.
Der findes en anden vej – den brede vej. Giv mig den brede og rigelige vej, vejen som er bred nok til, at vi alle kan gå der sammen. Den brede vej, hvor fuglene synger, hvor solen skinner og bækkene risler. Den brede vej, gennem engene hvor blomsterne gror, over de blomsterfyldte skråninger, hvor solskinnet, henslængt, ser ud til at sove og drømme.
Lad os gå den brede vej med den store verden, men videnskab og kunst, med musik og teater, med alt som glæder, morer, forfiner og beroliger.
Lad os gå den brede vej med mand og kone, med børn og venner og med alt, hvad der er af glæde og kærlighed mellem en ukendt dags morgen og aften.
Denne verden er et stort appelsintræ fyldt med blomster, med modne og modnende frugter, hvor, under de hængende grene, de faldne langsomt bliver til støv.
Hver appelsin er et liv. Lad os presse det tørt, få al den saft der er, så når døden kommer, vi kan sige: "Der er intet tilbage ud over en udtørret skal".
Lad os tage den brede og naturlige vej. Lad os leve for mennesket.
At tænke på, hvordan verden har lidt under overtro, under religion, under dyrkelse af vilddyr, sten og guder, er næsten nok til at gøre én vanvittig. Tænk på uvidenhedens og frygtens lange, lange nat! Tænk på fortidens smerte og lidelser, på de dage som er forgange!.
Jeg kigger. I dystre grotter ser jeg de hellige slanger sammenrullet, ventede på deres offerbytte. Jeg ser deres åbne gab, deres hvileløse tunge, deres glitrende øjne, deres grusomme hugtænder. Jeg ser dem tage og i mange snoninger knuse de hjælpeløse børn, som fædre og mødre har givet for at tilfredsstille Slangeguden. Jeg ser igen. Jeg ser templer fint udsmykket i sten og forgyldt med barbarisk guld. Jeg ser altre røde af menneskeblod. Jeg ser de højtidelige præster drive knive i pigers hvide bryst. Jeg ser igen. Jeg ser andre templer og andre altre, hvor grådige flammer fortærer spædbørns kød og blod. Jeg ser andre templer og andre præster og andre altre der drypper med blod fra okser, lam og duer.
Jeg ser igen. Jeg ser andre templer og andre præster og andre altre, hvor menneskets frihed er naglet fast. Jeg ser. Jeg ser Guds katedraler, og bøndernes hytter, præsternes kjoler og ærlige menneskers pjalter. Jeg ser igen. Guds tilhængere er menneskedræbere.
Jeg ser fangekældre fyldt med de ædleste og de bedste. Jeg ser landsforviste, vagabonder, udstødte, millioner af martyrer, enker og forældreløse. Jeg ser torturens behændige instrumenter og hører millioner dødes skrig, klynken og stønnen.
Jeg ser fangekælderens dysterhed, jeg hører lænkens raslen. Jeg ser bålets flammer, det forbrændte og sortsvedne ansigt, de vridende lemmer. Jeg hører de fromme fjenders hån og spot. Jeg ser ofrene på pinebænken, jeg hører leddene briste. Jeg ser en verden for præsternes fødder, frihed i lænker, enhver dyd en forbrydelse, intelligens foragtet, dumhed helliggjort, hykleri kronet og ærens hvide pande brændemærket med skam. Dette skete.
Jeg ser igen og i øst bringer det første blege lys på en smuk himmel fra en sendestjerne bud om et nyt morgengry. Jeg ser og fra asken, blodet og tårerne springer de heltemodige op for at velsigne fremtiden og hævne fortiden. Jeg ser en verden i krig, og i den dødelige tumults storm og kaos knuses troner, altre falder, lænker sprænges, tro skifter.
De højeste tinder rammes af et helligt lys. Morgengryet har blomstret. Jeg ser igen. Jeg ser opdagelsesrejsende krydse mystiske oceaner. Jeg ser opfindere behændigt slavebinde verdens kræfter. Jeg ser bygninger rejst til skoler. Lærere, naturens oversættere, langsomt erstatte præster. Filosoffer dukker op, tænkere bringer verden deres hjerners rigdom, og sandhedens ord gør læberne fyldige. Dette er.
Jeg ser igen, men nu mod fremtiden. Paver og præster og konger er borte, altrene og tronerne har blandet sig med støvet, jordens og himmelens aristokrati er forsvundet fra jorden og luften, og alle guderne er døde. En ny religion spreder sin stråleglans på menneskeheden. Det er denne verdens evangelium, kroppens religion, hjertets og hjernens, sundhedens og glædens budskab. Jeg ser en verden i fred, hvor arbejde høster sin sande belønning, en verden uden fængsler, uden arbejdsanstalter, uden sindssygeanstalter, en verden hvor galgen ikke kaster sin skygge, en verden hvor den fattige pige, der prøver at skaffe brød med nålen, nålen, som er blevet kaldt 'hugormen til den fattiges bryst', ikke drives til det desperate valg mellem forbrydelse eller døden, mellem selvmord og skam. Jeg ser en verden uden tiggerens udstrakte hånd, gnierens hjerteløse, stenansigt, den fromme nøds skrig, forbrydelsens blege ansigt, løgnenes gustne læber, foragtens grusomme øjne. Jeg ser en art uden kødets og hjernens sygdomme, velformet og smuk, den ægteskabelige forening af form og brug, og som jeg ser forlænges livets, frygten dør, glæden bliver større, kærligheden forstærkes. Verden er fri.
Dette skal blive.
Oversat af: Henrik Eismark, 2001 fra Which Way?, 1884
Copyright: Forlaget Fritanken 2000
