Når man læser historierne i Evangelierne kan man ikke undgå at tænke over hvor stort et indtryk Jesu liv og levned må have haft på samtiden. Både på dem der troede og på dem der ikke troede. Historien fortæller jo om mange astronomiske, geologiske, sociale, politiske og ikke mindst mirakuløse begivenheder. Den kristne kejser Konstatins skødehund, kirkehistorikeren Eusebius (4 årh. e.v.t) skriver:
”På grund af Hans magt til at udføre mirakler blev vores Herre og frelser Jesus Kristus i mange lande genstand for begejstret samtale og tiltrak mange mennesker fra fremmede lande der lå langt fra Judæa…”
Hvis historien om Jesus og hans mirakler er sande så må vi kunne finde en overflod af information hos personer der dokumenterede perioden.
Det er svært at tro på, at en begivenhed af den magnitude skulle være undgået historikernes opmærksomhed. Alligevel er dette hvad vi bliver nødt til at acceptere når vi undersøger datiden for hvad dens dokumenter har at sige om Jesus Kristus.
Philo af Alexandria (20 f.v.t – 50 e.v.t)
Philo blev født i begyndelsen af den kristne æra. Han skrev i 40’erne af første århundrede om Jøderne i hele den periode hvori Jesus siges at have levet.
Philo udvidste stor interesse for bemærkelsesværdige sekter som Essæere og Terapeuterne. Han var selv en drivkraft i foreningen af Jødisk filosofi og platonisme og stod sandsynligvis fadder til udviklingen af doktrinen om Logos (ordet).
Philo levede i eller nær Jerusalem på samme tidspunkt som Jesu mirakuløse fødsel og Herodes børne massmord skulle ha’ fundet sted. Han levede nær Jerusalem, da Jesus under høj opstandelse skulle have redet ind i Jerusalem på et æsel. Han levede nær Jerusalem, under korsfæstelsen af Jesus og efterfølgende jordskælv, formørkelse og opstandelse af de døde.
Men Philo var komplet uvidende om disse fantastiske begivenheder som siden har fyldt verden med undren. Uvidende...selvom de skete lige uden for hans gadedør. Philo har intet at sige om Jesus Kristus eller hans fantastiske historie.
Seneca (5 e.v.t - 65 e.v.t)
En af samtidens største etisk-filosofiske forfattere, har intet at sige om Jesus. Det på trods af at kristne efter kejser Konstantin (306 e.v.t – 337 e.v.t) gjorde Seneca til en kristen ved at opdigte en korrespondance mellem ham og Paulus.
Martial (40 e.v.t – 104 e.v.t)
Romersk satiriker som skriver om mange af Roms karakterer har intet af sige om de kristne.
Juvenal (55 e.v.t – efter 127 e.v.t)
Endnu en romersk satiriker som skriver om mange af Roms karakterer har intet af sige om de kristne.
Lucian (120 e.v.t – efter 180 e.v.t)
En græsk forfatter og retoriker skriver omkring år 160 e.v.t hånende om de tåbelige og naive kristne og deres overbevisning som vi kender den i dag. Dette viser meget godt hvornår de første proto-evangeliger var i cirkulation. 130 år efter den påståede opstandelse!
Tacitus (56 e.v.t – 120 e.v.t)
Denne romerske historiker skriver i sine Annaler (omkring år 117) om kejser Nero som gav skylden for Rom's brand (i år 64) på "en gruppe mænd, hadet for deres laster som mængden kaldte kristne". Han forsætter "Kristus som gav navn til bevægelsen, var blevet dømt til døden af prokuratoren Pontius Pilatus".
Dette er øjensynligt den eneste tidlige latinske reference til Jesu død under Pontius Pilatus i Tiberius’s regeringsperiode. Men er det nu også det? Referede Tacitus til en begivenhed 90 år tidligere udfra noget der stod i nogle romerske arkiver?
Vi lægger mærke til er at der står Christus. Ikke Jesus. Christus kommer af det græske Christos som betyder den salvede eller Messias. Ikke noget man vil finde i de romerske arkiver. Christos kan desuden referere til en hvilken som helst Jødisk Messias. Jøderne havde en iboende forventing til messias og romerne stiftede bekendtskab til en hel del af slagsen i Judæa og omegn.
Tacitus benævner også Pilatus som prokurator. Dette er forkert da stillingsbetegnelsen på Pilatus's tid var prefekt. Igen ikke noget man ville finde i de romerske arkiver fra Pilatus's samtid. Et hint om at Tacitus ikke tog det så alvorligt at være præcis med den slags referencer. Måske følte han ingen grund til at checke det og selvom han ville havde han øjensynligt ingen måde at gøre det på.
Det er derfor rimeligt at antage Tacitus blot gentog hvad nogle proto-kristne var begyndt at sige om deres egen grundlægger. Kun 10 år tidligere var biskoppen Ignatius fra Antiok blevet henrettet i den romerske arena. Måske havde de romerske kristne og Tacitus hele Pilatus historien herfra.
Før Tacitus skrev sine Annaler var han guvenør i Asien (år 112 e.v.t) et par år. Den viden han gengiver kan også stamme fra et politiforhør af kristne sektmedlemmer. Der er ingen der betvivler at de kristne rent faktisk eksisterende på dette tidspunkt eller at dette var indholdet i deres overbevisning på dette tidspunkt i historien.
Det mest underlige er at tidlige kirkefædre såsom Justin Matyr (omkring år 150 e.v.t) end ikke nævner Tacitus’s bemærkning med et eneste ord i deres mange ihærdige bestræbelser på at cementere Jesus’s historiske validitet overfor datidens skeptikere. Ikke før 15 hundrede tallet bliver Tacitus nævnt som historisk reference. Hvorfor så sent? Måske fordi denne reference først blev nedskrevet da kirken fik magt som de havde agt.
Så Tacitus kan ikke bekræfte den ”historiske” Jesus.
Plinius den Yngre (62 e.v.t – 114 e.v.t)
Plinius den Yngre omtaler i et brev til kejser Trajan (omkring år 112 e.v.t) nogle sektmedlemmer som nægter at tilbede de traditionelle guder, herunder kejseren selv.
Plinius var på dette tidspunkt guvenør i provisen Bithynia i lille-asien og spørger i sit brev kejseren til råds om hvor hårdt han skal straffe disse kultmedlemmer for deres genstridighed. Plinius beskriver for Trajan hvorledes disse mennesker regelmæssigt holdt møder på fastsatte dage for messe nogle vers til en gud som de kaldte Kristus (Messias) og for at spise mad.
Der er dem der mener at dette brev i virkeligheden omhandlede Essæere (en anden jødisk sekt) som Plinius den Yngre rapporterede om i større detalje og at ordet Kristus er en senere indføjelse.
Men, der er ingen som benægter at en art kristne eksisterende på dette tidspunkt. Plinius gengiver blot information om en sekt som gav ham nogle administrative problemer.
Selv under tortur af disse mennesker fandt Plinius intet andet end en kult der var gået over gevind. Ingen Jesus. Ingen korsfæstelse i judæa af Pontius Pilatus. En oplysning som trods alt kunne ha' haft den romerske kejsers interesse.
Plinius den Ældre (23 e.v.t – 79 e.v.t)
Plinius den Ældre var Plinius den Yngre’s onkel, som omkom i vulkanudbruddet ved Pompei i et forsøg på at observere og dokumentere fænomenet. Selvom Plinius den Ældre i sine omfattende værker rapporterede om alle hånde naturfænomener, både historiske og mytiske, nævner han intet om en stjerne over Bethlehem (Jesu fødsel) eller Jordskælv og solformørkelser (Jesu død) ved Jerusalem.
Svetonius (69 e.v.t – efter 122 e.v.t)
Svetonius var en romersk historiker som i sit værk "Kejsernes liv og levned [min oversættelse]" (år 120 e.v.t) omhandlede perioden år 41-54 e.v.t der var Cladius's regeringstid. Heri skriver Svetonius følgende: "Cladius bortviste fra Rom de jøder som under påvirkning af Krestus, ikke ville stoppe med at skabe postyr".
Krestus er den latinske variant af et meget almindeligt græsk navn. Der står slet ikke Jesus eller bare Kristus som kan være navnet på en jødisk agitator. Men selvom Svetonius virkelig henviste til nogle kristne, så er det ikke usansynligt at disse huserede i Rom allerede på dette tidspunkt. Dette fremgår dog ingensteder i hans værk.
Svetonius skriver et andet sted at kejser Augustus's krop steg til himles da han døde. Så for almindelige historikere bør hans vidneudsagn måske ikke tillægges for megen vægt.
Evangeliernes Jesus, med hans omfattende virke, liv og levned kan ikke bekræftes af Svetonius.
Flavius Josefus (37 e.v.t - 100 e.v.t)
Flavius Josefus er langt den mest interessante og mest modsætningfyldte af de såkaldte eksterne historiske beviser. Hans værker "The Jewish War" og Antiquities of the Jews" er da også de mest centrale for historieforskning i perioden vi her taler om. Josefus har 2 henvisninger (og 1 manglende) til en Jesus som kan være identisk med evangeliets Jesus. Der er skrevet meget for og imod om hvorfor disse er en senere forfalsking der bare nævner Jesus eller forbinder en mand der hed Jesus til Kristus. Her er de argumenter jeg anser for de mest væsentlige:
I sin tjeneste hos kejser Vespasian (som han var blevet tvunget at overgive sig til da Vespasian var general) fungerede han med sine værker som mægler mellem det jødiske folk og den Romerske magt. Josefus gav i sine værker jødiske urostiftere og agitatorer skylden for at templet blev ødelagt og den jødiske stats endeligt.
Det ville være meget uligt Josefus at gøre en så bemærkelsesværdig undtagelse for Jesus og så ikke bruge mere end 2 små afsnit (5-10 liner) alt i alt. Især når man tager i betragtning at han flere steder fortæller mere udførligt og neutralt om Johannes døberen (Som anses for en virkelig person, kapret af evangelierne, ligesom Pilatus, Herodes den store osv.) og andre jødiske messianske forførere.
Andre kristne forfattere og apologister, heriblandt Justin (midt 2 årh.), Irenaues (sidst 2 årh.), Tertullian (sidst 2 årh.), Clement (sidst 2 årh.), Origen (start 3 årh), Cyprian (midt 3 årh.) og Amobius (sidst 3 århundrede) nævner ikke disse 2 afsnit, i sin fulde (og sikkert forfalskede ordlyd) med et eneste ord! Og det selvom de brugte meget krudt på at forsvare evangelierne mod datidens "hedenske" kritik.
Origen alene brugte over 250.000 ord på at forsvare kristendomme mod Celsus, en "hedning" som havde skrevet en kritisk bog et halvt århundrede før. Han trækker i sit forsvar af kristendommen, på alle hånde eksterne beviser, inklusive Josefus, men ikke en eneste gang hiver han trumfkortet op og henviser til de to afsnit med Jesus som Kristus. Nogle forskere mener endog at selve navnet Jesus er mistænkeligt anbragt i Origen's version af Josefus.
Først med Eusebius dukker en reference til de pågældende modificerede afsnit op. Nogen mener derfor at Eusebius på kristen manér følte helligånden komme over sig og indsatte de pågældende referencer. Måske var referencerne på dette tidspunkt gået fra at være kirkelige kommentarer i margen til at blive kopieret ind i selve teksten ved produktionen af nye bøger. Fodnoter var på dette tidspunkt et ukendt fænomen.
Selvfølgelig taler vi om en begivenhed der skete for lang tid siden og derfor må man fare med lempe. Af samme grund har jeg i ovenstående kigget på de historiske beviser gennem datidens øjne uden at historien om Jesus er blevet til historie. Faktisk så kan man argumentere for at observationerne peger på at da kirken senere fik magt fabrikerede de beviser som den så desperat havde haft brug for i sin tidlige begyndelse. Men det er en anden histoire.
Konklusionen må være at kun kulturelt betinget vanetænkning og uvidenhed om ovenstående kan få mennesker til at sætte teologisk propaganda over alle andre kilder når det kommer til Jesu historiske eksistens. For dem der træffer sine valg på et faktuelt grundlag er sagen klar. Jesu historie kan ikke bekræftes.
