Jeg synes godt om ideen om et sted hvor man kan fortælle om hvordan man blev ateist, eller om sit liv som ateist, hvis man har været det altid og jeg håber at flere vil skrive ind med deres historie, også.
Meget kort fortalt, så blev jeg født ateist og har været det siden.
Da jeg kom til den alder hvor børn begynder at skelne mellem fakta og fiktion, så røg Biblen over i fiktion og jeg har aldrig set nogen grund til at revidere min opfattelse på det punkt. Det virkede logisk for mig, da jeg allerede havde hørt historier om Odin og Thor, eller om nisser og trolde ect... at helt naturligt placere Biblen i samme kategori som disse og der har jeg i den i øvrigt stadigvæk kategoriseret, da ingen har kunnet give mig en gyldig grund til at omkategorisere den (I dag ved jeg godt at der findes mange, mange flere former for teisme end den kristendom som jeg er opvokset med, men det kommer først ind senere). En tid forsøgte jeg at tro på nisser, fordi jeg så gerne ville tro på dem, da de var så søde, men det gik altså ikke.
Min mor er troende og jeg er da også blevet taget til både kirke og KFUK, på samme måde som at hun bad aftenbøn med mig hver aften, men jeg troede altså ikke og jeg tog det for givet at selvfølgeligt troede de voksne heller ikke på det for alvor. Det var bare en leg en tid, indtil det blev noget som jeg forventedes at gøre, men de voksne forventede jo at jeg skulle gøre alle mulige ting, så det gjorde jeg bare, på samme måde som jeg råbte ivrigt på julemanden med de andre børn, til trods for ingen skjulte for mig at han ikke eksisterede virkeligt. Indtil at jeg, min bror og min søster samtidigt bestemte os for at vi ikke ville gå i kirke længere, heller ikke til jul. Min mormor og morfar blev bestyrtede og ville have min mor til at tvinge os derhen, men sådan er hun altså ikke, min mor. Selvom hun er troende respekterer hun at jeg ikke tror og mener at sådan noget med at gå i kirke skal være 100% frivilligt. KFUK fortsatte jeg med et godt stykke tid, for det var egentligt ret så sjovt, til trods for at vi altså skulle i kirke ind i mellem.
Ja, jeg er konfirmeret, til trods for at jeg ikke troede dengang heller, men jeg gjorde det alligevel på grund af 1) For familiens skyld 2) Gruppepres 3) Da jeg ikke følte mig sikker på at der ikke var en gud, tænkte jeg det var bedst at være på den sikre side, just-in-case og jeg tænkte et eller andet sted at der måtte være noget galt med mig, siden jeg ikke troede (Kendte ikke til ateisme). Min søster blev givet en fest og gaver til trods for at hun ikke blev konfirmeret, så det kan ikke have være derfor at jeg gjorde det, for jeg ville også have fået det, under alle omstændigheder.
Jeg trådte dog ud af folkekirken da jeg blev 18, da jeg trods alt mente at det var hyklerisk at være medlem af noget som jeg ikke tror på og da havde jeg også opdaget at jeg var ateist. Det var egentligt ret så udramatisk: Jeg hørte ordet et sted, slog det op i fremmedordbogen og tænkte "Jamen, det er jo sådan en jeg er! Jeg er ateist!" og sådan var det. At jeg senere er blevet aktiv i forskellige ateistiske fora er jo så en anden sag.
Nu har det ikke altid været lige simpelt med min ateisme og min rationelle tankebane. Der har været en periode hvor jeg gik op i new-age ting, så som reinkarnation, krystalhealing og astrologi. I starten troede jeg nok på det, men desto mere jeg lærte mig om det og gik til forskellige spå personer, desto sværere blev det for mig at tro på det eller bare tage det alvorligt. Desuden havde jeg en omgangskreds som ikke troede på den slags og argumenterede med mig ind i mellem. Lige efter det fik jeg fat på, og læste "Den Sataniske Bibel" (LaVey), som jeg derefter gik op i et stykke tid. Et noget ekstremt skift, måske, men det fungerede i og for sig som modgift til den new-age periode som jeg havde haft, men efter en tid synes jeg heller ikke rigtigt at det var noget. Jeg var ikke helt enig med ham i filosofien og troede ikke på magien. I den periode skete der dog det at jeg begyndte at selv løse mine personlige problemer, og spørge familie og venner om hjælp, i stedet for at prøve at finde en gud/inde eller kraft som kunne "frelse" mig og det var da jeg opdagede at familie og venner gerne ville hjælpe, hvis bare jeg spurgte. Det er derfor at jeg har opfundet mottoet "Humans don't need gods; Humans need humans" og taget det til mig, for jeg mener det virkeligt. Det er ikke noget jeg siger for at provokere.
Det er heller ikke andet end for ærlighed at jeg kalder mig selv for ateist, for det er hvad jeg er. Jeg har forsøgt at tro. Jeg har kastet mig ned og bedt om at hvis der findes nogle gud/inde/r derude, vil de så ikke give mig et tegn, som jeg kan genkende og måske også lade mig vide hvem eller hvad han/hun/den/det/de er (Ja, det blev noget langtrukkent, for jeg ville ikke udelade nogle muligheder), men, som i nok kan gætte har jeg ikke fået noget svar.
Jeg er ateist. Det er det jeg er og sådan er det. De argumenter jeg har hørt fra forskellige teister har ikke formået at overbevise mig på nogen måde og jeg har stadigvæk ikke hørt noget godt argument for at en guddommelig kraft eksisterer. De ulogiske og fejlfyldte argumenter som jeg har hørt fra dem har tværtimod fået mig til mene at deres religioner tager fejl, for det som ikke tåler at man stiller spørgsmålstegn ved det holder overhovedet ikke. Jeg er dog heller ikke overbevist om at der ikke findes nogen form for guddommelig kraft, så jeg er svag ateist.
Det er sådan jeg er og det er den jeg er.
