Politisk religion, religiøs politik

De fleste europæiske lande har kristendemokratiske partier. Typisk er et det man kalder ansvarlige partier med mange regeringer bag sig, de er oftest moderat konservative, og bærere af de europæiske velfærdsstater. Regeringspartiet Venstres principprogram nævner således de danske, kristne værdier. I USA er især det republikanske parti præget af konservativ kristendom, om end ikke nominelt. I Tyrkiet er et islamisk parti efter mange års genvordigheder kommet til magten uden at militæret har grebet ind. I det meste af den arabiske verden er sådanne partier dog forbudte, mens lande som Saudi-Arabien, Afghanistan og Pakistan har eller har haft regeringer med markant religiøst islæt. Det vel udmærket med religiøst inspirerede partier, der sætter moral og orden i højsædet; som ikke løber efter hverken en folkestemning, en revolution eller kapitalen? Trods alt lever vi jo i et Europa baseret på kristne værdier, og mange vil mene at det netop er disse, der har gjort kontinentet frit, rigt og fredeligt. Alle ved jo, at kristendommen er en fredens religion og Jesus en fredens mand. Måske er det en god idé med lidt mere ånd i det politiske?

Lev og lad leve

Nej. Afgjort nej.

Man skal kende træet på dets frugter. Desværre lever lande og stater styret efter kristne principper ikke op til den goodwill, kristendommen ellers har i befolkningen. Når den kristne dagsorden bliver samfundets dagsorden, bliver det af uransagelige årsager oftest den repressive del af kristendommen, der stikker sit hoved frem. Forskellen er, at vi i de frie samfund i Vesten har en klar aftale om, at vi ikke blander os i vores nabos affærer, hvis han ikke blander sig i vores. Det er et godt og sundt princip, der vel egentlig svarer til buddet om næstekærlighed eller det kategoriske imperativ. Elsk din næste som dig selv. Gør som du vil andre skal gøre mod dig; så det kan være en rettesnor for almen opførsel. Det er ikke det, vi ser når kirken får magt som den har agt.

Homoseksualitet i Nordatlanten

På Færøerne er det først for ganske nyligt blevet forbudt at diskriminere homoseksuelle på baggrund af deres seksualitet. Ofte med henvisning til, at der ikke er nogen grund til at 'beskytte dem udover det sædvanlige' idet fx vold jo allerede var forbudt. Javist. Men selvom vold mod kristne også er forbudt har også diskrimination mod kristne nu været det længe. Så disse angiveligt 'særlige rettigheder' som bøsserne ville have er såmænd de samme som de kristne har haft hele tiden. Hykleri? Mon ikke.

Færøerne er selvfølgelig ikke det eneste sted, hvor bøsser og lesbiske har det svært pga. religiøse værdier. I Polen og USA, for slet ikke at tale om Iran, omtales homoseksuelle aktiviteter konsekvent som syndige handlinger. I og med det i Vesten ikke længere er politisk muligt at omtale bøsser med sprogets værste gloser, bliver det nu til, at homoseksuel adfærd er syndig.

Hvad er naturligt?

Det oftest fremførte argument imod homoseksualitet er, at det er unaturligt. Intet kunne være længere fra sandheden. På en udstilling på Naturhistorisk Museum i Oslo er der samlet eksempler på homoseksuel adfærd fra over 1.500 dyrearter. Nylig forskning i avlsfår tyder på, at op mod 10 procent af hanfårene er homoseksuelle, 15 procent aseksuelle. Der er også en mængde forskning der tyder på at disse tendenser til dels er genetisk bestemte. Og i lande som Iran, hvor der er dødsstraf for homoseksuel adfærd, findes der stadigvæk bøsser.

Det ser ikke ud til, at det kan udryddes eller undertrykkes uanset hvor drastisk man går til værks. Homoseksualitet er langt fra at være et livsstilvalg. Men selv hvis det var, hvad så? Naturlighed er ikke, eller bør ikke være, en faktor i sig selv, når vi skal afgøre hvad der er rimeligt eller ej. Bypass-operationer og briller er heller ikke naturlige. Naturligt set ville en tredjedel af alle kvinder ende deres liv i barselssengen.

Så tænk dog på børnene!

Et andet argument man støder på, især i mere konservative lande, er at homoseksualitet ødelægger/udfordrer familiestrukturen som er samfundets grundvold, og at man derfor skal forhindre dem i at gifte sig eller adoptere. Det er mildest talt tvivlsomt. Det er vel de færreste heteroseksuelle, der føler sig fristet til at forsøge en homoseksuel vej, blot fordi chikane af homoseksuelle er i aftagende, eller fordi registreret partnerskab pludselig er en mulighed? Tværtimod, når familien er så vigtig for samfundet og vores børn, giver det meget bedre mening at også homoseksuelle kan blive gift og adoptere. Det er vel ikke bedre for et barn af en homo samtidig at være barn af en enlig forælder?

Den katolske kirke opfordrer til at hade synden, men elske synderen. Det lyder jo menneskekærligt, men kirkens politik indebærer bl.a. at børnemisbrugende præster kædes sammen med homoseksualitet, at katolikker ikke må 'praktisere' homoseksualitet, og at de ikke bør lufte deres identitet og relaterede idéer højlydt. Det svarer til at sige, at et samfund har ytringsfrihed, så længe man mener hvad styret mener. Man må da gerne mene noget andet end styret, men så må man bare ikke sige det højt eller leve derefter. Denne type totalitær ufrihed har Vesten kæmpet imod gennem mange år, men når det blot kaldes religion er det åbenbart en beundringsværdig spirituel praksis med nogle små skønhedspletter.

Homoproblemet

Det må efterhånden stå klart for enhver, at homoseksualitet er en helt naturlig del af den menneskelige biologi, og at det er en tendens vi deler med rigtig mange dyr. På samme måde må det stå klart at den eneste grund der måtte være for religiøse til at modsætte sig homoseksuelle er de homofobiske fordomme hos forfatterne til deres religiøse skrifter. Det er ganske enkelt ikke en god nok grund i et moderne demokrati, og det er et eksempel på, at religiøse når de får politisk magt er ude af stand til at blande sig uden om andre menneskers private gøren og laden. Det er en konsekvens af at religionen hævder at have sandhedsmonopol, og at denne sandhed -- fordi den omhandler det angivelige efterliv -- er så vigtig, at den overtrumfer andres ret til at leve i fred for den. Homoseksuelle skader ikke andre. Der er tale om gensidigt samtykke mellem voksne mennesker. Groft sagt kan man vel undre sig over, at den katolske kirke bruger flere kræfter på at bekæmpe voksne menneskers frivillige sexliv end deres egne præsters misbrug af børn.

Min ret til mit liv?

Når det gælder 'etisk udfordrende' praksisser såsom fx aktiv dødshjælp, abort eller stamcelleforskning stikker religionen også sit problematiske hoved frem. Hvis jeg er dødssyg, ved at jeg ikke kan kureres, i store smerter, men stadig ved mine fulde fem, er der intet i hverken næstekærlighedsbuddet eller det kategoriske imperativ der retfærdiggør at Etisk Råd forhindrer mit assisterede selvmord. Jeg er den eneste hersker over mit legeme og mit liv, og hvis jeg i øvrigt er myndig og rask i hovedet må det være rimeligt, at jeg selv kan beslutte at jeg ikke mere vil leve under store smerter. Et hyppigt, om end ofte uudtalt, argument imod aktiv dødshjælp er ganske enkelt et religiøst betinget forbud mod selvmord (ikke at der ikke er andre, sekulære argumenter imod). Det er helt og aldeles urimeligt, at et religiøst dogme skal fastholde lidende i deres uønskede og unødvendige smerter.

Et samfund uden aktiv dødshjælp er et samfund, som sætter raske menneskers holdning til andre menneskers syge liv højere end disse syge menneskers selvbestemmelsesret. Vi har formentlig alle et ubehag ved selvmord, men det nytter ikke noget i et moderne demokrati. Her lovgiver vi ikke længere efter en 'samfundsmoral' eller personligt ubehag; vi forbyder ikke længere skilsmisser, utroskab eller banden selvom vi ikke bryder os om det, men vi har overladt disse ting til den personlige moral.

Fostrets ret til en livmoder

Ingen er formentlig for unødvendige aborter, men et samfund helt uden aborter er værre end ét med en begrænset adgang til aborter. Hvis der ingen adgang er til aborter, vil masser af kvinder stadig få dem foretaget. Efterspørgslen forsvinder ikke fordi udbuddet gør det. Vi vil igen få skadelige indgreb udført af kvaksalvere, vi vil se folk spise sæbe eller gøre vold på sig selv for at undgå graviditet og fødsel, vi vil se mange flere børn født ind i familier, der ikke ønsker dem, ikke har råd til dem eller ikke har overskud til dem. Eller født til enlige mødre. Vi vil se voldtægtsbørn, flere kvinder der dør i barselssengen eller skal bringe leveudygtige fostre til termin. Der er i USA en klokkeklar sammenhæng mellem graden af religiøsitet i en stat og antallet af teenagegraviditeter, enlige teenagemødre og kønssygdomme blandt teenagere. Ligeledes gør visse stater det på det nærmeste umuligt i praksis at få udført aborter.

At trække en grænse i sandet

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at fostret biologisk set er et menneske, men nok om, om det er et individ, en person i moralsk forstand. Der er ikke blot tale om fostrets rettigheder, men selvfølgelig også moderens. Skal moderen finde sig i at være en rugemaskine, som ingen ret har over sin egen krop? Er barnet fra befrugtningen af et komplet menneske i rettighedsmæssig forstand? Hvis moderen opfører sig uheldigt og aborterer, skal hun så anklages for manddrab? Hvis der opstår brand på en fødeafdeling, og du bliver nødt til at flygte, vil du da tage en nyfødt med eller 100 petriskåle mod befrugtede æg med dig ud af flammerne? Jeg tror de fleste er enige om, at selvom grænsen er svær at trække, er der moralsk forskel på et befrugtet æg og et åndende, født menneske.

En grænse hugget i granit

Med mindre, selvfølgelig, der står noget andet i éns religiøse skrift. Det gør der selvfølgelig ikke, for forfatterne vidste ikke noget om reproduktionsbiologi. Men hvis man tolker det sådan, at Gud har indblæst livsånde i et befrugtet æg (han lader i øvrigt to tredjedele af dem dø spontant i livmoderen), så er intet kompromis muligt, på trods af, at et samfund helt uden abort efter alt at dømme vil være dårligere end ét med. Dette er en konsekvens af den religiøses idé om, at Gud er klogere end os, og derfor har indrettet tingene, så de nok skal gå selvom vi ikke lige kan forstå dem. Det er også fint nok for den enkelte, det må han eller hun gerne synes, og indrette sit liv derefter. Men de må ikke indrette mit liv derefter. Så går læren tabt fra, 'Gør mod andre som du vil de skal gøre mod dig.' Nej, vi har en samfundspagt om, at naboen må opføre sig som han vil, så længe han ikke krænker min frihed. Dette princip tillader aktiv dødshjælp, stamcelleforskning, prostitution, porno og aborter; en religiøs dagsorden gør det ikke.

’Rigtig’ religion

De hidtidige eksempler er taget fra vor umiddelbare dagligdag, hvor religionens indflydelse trods alt er blevet modereret gennem mange år. I verden som helhed er der værre eksempler, som alene ved deres barbari eller storstilede indblanding i privatlivet springer én i øjnene som værende umiddelbart indlysende absurd. I lyset af Muhammedkrisen er det interessant at tænke på, at kirker er forbudte i Saudi-Arabien, bibler ligeså. Alle statsborgere skal være sunnimuslimer. I 2002 forhindrede det religiøse politi i Mekka 15 piger i at komme ud fra en brændende skole, da de ikke var tilstrækkeligt tækkeligt påklædt. Pigerne døde.

I adskillige amerikanske stater er diverse former for seksuel adfærd nominelt forbudt. Dette inkluderer oralsex, analsex og utroskab. Politikerne i disse stater ser åbenbart intet problem i at blande sig i, hvad myndige voksne laver i deres soveværelser, når bare målet er vigtigt nok.

Den spanske inkvisition tvangsomvendte og landsforviste et uvist antal jøder, men det skal formentligt tælles i ti eller hundredetusinder. Samtidig udgaves lister over forbudte bøger som censuren forsøgte at indsamle, senere redigere i. Bogafbrænding har i dag et temmelig dårligt ry (med god grund), men det er værd at understrege, at der stadig på statsniveau i USA fremsættes lovforslag om at fjerne fra offentlige biblioteker bøger af, om, med eller til homoseksuelle. Gæt selv hvorfor.

Ateistens syn

Konklusionen for ateisten er, at på trods af religionernes påståede glædelige budskab, ender religiøst påvirket politik ofte med at handle om at forhindre folk i at leve på en 'forkert' måde. Religiøse har større problemer med relative sandheder og umoralsk opførsel end ateister. Ateisters etik tager udgangspunkt i mennesket; menneskets natur og menneskets behov, koblet gennem en passende filosofi. Religiøs moral tager udgangspunkt i guden, selv når dette fører til menneskefjendske systemer som eksemplificeret ved homoseksualitet, aktiv dødshjælp og aborter. Vi får ganske enkelt bedre samfund hvis religiøs argumentation ikke accepteres i lovgivningsarbejdet.

Feedback: Giv din mening om dette essay til kende her.