Intension.
Vi har med undersøgelsen fremlagt folketingskandidaternes og enkelte folketingsmedlemmers meninger om religion og samfund i 2004. En tilfredsstillende debat om religionens stilling i samfundet kan bedre foregå, når man kender de folkevalgtes synspunkter. Disse er blevet tilgængelige her, og selvom det ikke er alle, der har svaret, er der tydelige tendenser at aflæse også partimæssigt.
Teknisk set.
Svarene er fremkommet ved at bruge partiernes hjemmesider, hvor folketingskandidaterne er listet op med deres e-mail. Enkelte er kommet retur som fejlmail, og dem har vi ikke kunnet komme videre med. Nogle få har sagt direkte nej til at medvirke, og resten har så ikke reageret.
I den forbindelse har det været opmuntrende for os, at mange har udtrykt stor sympati for ideen, og vi fornemmer tydeligt, at undersøgelsen vil blive brugt - også i den interne partidebat. De personlige tilkendegivelser til os har vi imidlertid skåret fra.
Hensigten.
Debatten om religion og samfund har det med at gå i stå, hvis der ikke kommer enkeltsager. Når der gør det, går jagten mest efter personerne, og så fjernes fokus nemt fra det saglige. Hvis folketingskandidater kunne fremstå med deres meninger på nettet, kunne vælgerne nemmere komme i gang med den smalle debat. Det er i hvert fald vores hensigt at formidle dette kendskab.
Det har også været tydeligt, at mange har glædet sig over, at der pludselig kom spørgsmål af en helt anden slags end de sædvanlige.
Overraskelserne.
Når man læser svarene, vil man sikkert blive nødt til at ændre sit billede både af de enkelte svarere og af partierne. I nedenstående konklusion kan man læse, hvad vi uddrager af den undersøgelse, vi har lavet.
Respons.
Det vil være fint, om nogle læsere skrev en kommentar på vores hjemmeside. Vi har en modereret debat, der sikrer at ingen bliver 'overfaldet'. Debat lever kun, når der er gode indlæg. Hjemmesiden www.ateist.org vil være et godt sted at begynde og forhåbentlig et godt sted at hente inspiration, således at debatten kan brede sig.
Vores konklusion.
Forholdet mellem religion og samfund kalder på en total nyvurdering. Det har indtil for nylig kun eksisteret som et ønske blandt et fåtal inden for folkekirken, frikirkerne og visse ateister, dvs. lutter enkeltindivider. Modstanderne af sammenblandingen af stat og religion har aldrig udgjort en samlet og stærk gruppe i Danmark, og det hænger sandsynligvis sammen med, at folkekirken for mange ser ud til at være en slags værn mod en hård rivalisering om sjælene, især fra aggressive sekters side.
Folkekirken skal holde de religiøse gemytter på plads. Ateisterne regner man ikke med. På et spørgsmål, om ateister stadig skal være med til at understøtte kirken, svarede en af folketingets markante præster: "Selvfølgelig skal de da det!" Det er denne selvfølgelighed, vi gerne vil rokke ved.
Mon ikke de fleste mennesker i virkeligheden mener, at de religiøst set er store nok til at passe på sig selv, og ikke behøver en statslig kirke til at holde ro på det religiøse område? Vi har en lov, der skal forhindre overgreb, og desuden må enhver samfundsborger gå ind for en ordentlig undervisning i skolerne i livsanskuelser og filosofi og herunder religiøse holdninger.
Det er ikke Grosbøll, der er årsagen til, at mange nu ønsker at tage statens forhold til kirken op. Det er håndteringen af Grosbøll, der har åbnet øjnene på mange, fordi der ikke foregår en ordentlig og åben argumentation.
Mange af os, der står udenfor enhver kirkelig organisation, vil selvfølgelig gerne have en nyordning på religionsområdet. Vi ser ikke den usynlige kirke, og kan heller ikke have det fjerneste imod den, hvis den skulle eksistere. For os drejer det sig om den statsunderstøttede folkekirke, præsternes lønninger og bygningernes vedligeholdelse.
Debatten om kirken kommer til at foregå i to spor, der hele tiden blandes sammen med forvirring til følge. Dem, der opholder sig inden for den kristne tros cirkel, kan (eller vil) ikke føre debat med os udenfor. Det er logisk nok, for hvorfor skulle de dog det, så længe det hele kører udmærket (månedslønnen kommer ind, kirker og sognegårde stråler nyrenoverede og der er gratis kirkekoncerter over hele linien). Kirken fattes ikke penge, den bader ligefrem i dem.
Derfor er det, at vi går efter livlinen: Tilhørsforholdet til staten og ophør af kontanthjælpen til folkekirken. Nu er der imidlertid nogle, der spreder uklarhed om, hvorvidt det er staten, der yder 6oo mio.kr. til kirken eller det i virkeligheden er kirken, der hjælper staten. Vi kan afskære den diskussion ved at sige, at staten ikke bør have arrangementer med nogen som helst kirker.
Det nye, der er kommet til, er, at kirkens dogmer er kommet til debat i hele samfundet. Det er de ikke beregnet til, for de skal bare tros - lodret. Det er ikke noget problem for dem, der har et traditionelt syn på dogmerne, men det er et stort problem for dem, der har en fra folkekirken afvigende opfattelse, ser det ud til. Endnu værre er det, hvis de, som fx Grosbøll, hævder, at det faktisk er dem, der har ret, eller at de i hvert fald har lige så meget ret som deres foresatte, der til gengæld mener, at det er dem, der bestemmer (bl.a. hvem der skal fyres). Der skal adlydes, og det er et af de helt store problemer i en åbenbaringstro, som tiden er løbet fra, og hvor folk så helt tydeligt ikke vil høre efter mere. Pludselig bliver det synligt for enhver, at det ikke kun er islam, der har et problem med demokratiet, men også den evangelisk-lutherske kirke i Danmark, der ikke kan få præsterne til at lystre.
Et andet og ofte overset faktum er det, at folkekirken også støttes rent moralsk af staten (det til enhver tid siddende folketingsflertal). Det betyder i daglig tale, at staten synes, at det er en rigtig god ide med den kirke - den vil man sandelig ikke sådan af med. I den kendsgerning gemmer sig en hemmelighed, for hvorfor vil staten så gerne denne alliance? Der er mange forklaringer, gode verdslige grunde, men ingen kristelige, for evangeliet anbefaler ikke den slags forbindelser, tværtimod kan man sige. Kristendom og religiøsitet er hjertesager og diametralt modsat udvendigheder, især statsmagt.
Da vi lever i en hård og brutal verden og ikke i paradis endnu, er der ikke noget at sige til, at de kristne må tænke på deres overlevelse, men midlerne til at opretholde troen er diskutable, for det er som om, at alle midler der holder kristentroen gående i verden er de samme, der nedbryder den. Tro har svært ved at stå alene uden hjælpemidler. Derfor har vi gennem tiden set, at trosretningerne er blevet stivet af med alle til rådighed stående midler, hvor især tvang har været et probat middel. Helligdagslovgivningen (hvor hakket og skrammet den end er) har vi endnu. Den blev indført under Chr.d.6. og håndhævet med tortur, må vi nok sige i dag (gabestok). Når ateister er med til over skatten at betale til forkynderne og forkyndelsens huse, er det tvang. Man kunne sagtens lave en ordning, hvor man havde forskellige muligheder for at betale en kulturskat.
Det drejer sig om at få kridtet banen op på en retfærdig måde og ikke om at få tilhængere og modstandere af folkekirken til at føre udmattelseskrig. Der skal laves en time out, hvor vi stiller det grundlæggende spørgsmål, hvilken plads religionen skal have i samfundet. Meningen er ikke, at folk ikke må have deres barnetro, men om staten overhovedet skal give religiøs tro tag over hovedet.
Vi har lavet en undersøgelse, der viser at en stor procentdel af folketingskandidaterne ønsker en tilbundsgående debat om stat og kirke eller allerede er kommet dertil, hvor de ønsker båndene brudt. Desuden viser undersøgelsen, at der er mange ateister. Vi har stillet spørgsmål, der viser teister og ateister over for hinanden, og det afslører endvidere, at yderpartierne enten er ateistiske eller teistiske.
At være teist vil sige at man tror på noget guddommeligt, noget uden for en selv der griber styrende ind i vores liv. At tro overhovedet kan blive en sag for politikere, viser hvor vi er. Ret beset bør det overhovedet ikke være noget folketinget beskæftiger sig med, og hvad den enkelte folketingskandidat tror eller ikke tror, burde være usagt, men da vi har bånd mellem stat og religion, er det nødvendigt at vide, hvor de enkelte står. Man ser det så tydeligt ved gudstjenesten, når folketingsåret begynder i oktober, og hvor det bliver bemærket, hvis medlemmerne ikke møder op. Kunne man fx forestille sig, at en ateistisk statsminister ikke deltog?
Undersøgelsen viser, at mange folketingskandidater går ind for total adskillelse af stat og religion. Hvis en religiøs gruppe laver socialt arbejde, skal de naturligvis honoreres for dette arbejde, men ikke fordi de er religiøse. Det må de da gerne være, men staten skal være ligeglad med, hvad folk er i deres hjerter.
Der er flere, og det er især fra højrefløjen, der synes, at når vi nu har haft stat/kirkeforbindelse i så mange år, vil det være synd at bryde den. Man kan lige så godt spørge, om det så netop ikke var på tide at bryde den, især når den evangelisk-lutherske tro (i deres variant) udarter til en slags dansk, national gudsdyrkelse, hvor det for en modstander let kommer til at se ud, som om man kun kan være en god dansker, hvis man er en evangelisk-luthersk dansker. Ifølge vores undersøgelse er der næsten ingen ateister hos Dansk Folkeparti og De konservative, og det viser, at der ikke blot i de enkelte folketingskandidater, men også i deres partier sker en sammensmeltning af politik og religion.
Der er intet, der tyder på, at uvejret om folkekirken vil lægge sig efter de sidste storme. Grosbøll er blot en af tilbagetogets helte, en der stopper op og rømmer sig. I vores undersøgelse er der flere, der udtrykker, at de befinder sig midt mellem teisme og ateisme. Kristne ateister eller ateistiske kristne. Nogle er kristne, men ikke religiøse, andre det modsatte. Nogle ved ikke rigtigt, hvad de skal kalde sig, mens andre har bygget en ringmur uden om en dansk, national kristendomsforståelse.
Debatten skal holdes i gang. Vi skal finde ud af, hvad vi lægger i de ord, vi bruger, og finde ud af religionens plads i samfundet. Hvad vi gør, når vi vender os indad, beder eller mediterer, har ikke relevans for andre. Det er rent privat, men i det øjeblik vi bliver sanseobjekter for andre, er vi ude i det offentlige rum, og så gælder der fælles regler, som skal være så retfærdige som overhovedet muligt.
ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.