I del 1 blev Alvin Plantingas udgave af det ontologiske argument gennemgået, og det blev vist, at det mere lignede en antagelse i fancy indpakning end et egentligt argument. Her i del 2 skal vi se på, om antagelsen holder vand.
Er maksimal fortræffelighed mulig?
Det hele hænger altså på, om man accepterer antagelsen, og derfor er det interessant at se nærmere på, om den holder. For at gøre det er vi nødt til at se på, hvad maksimal storhed egentlig er, og her løber vi hurtigt ind i problemer. For hvad er moralsk perfektion? Hvad er almægtighed og alvidenhed?
Jeg er ikke umiddelbart overbevist om, at det kan lade sige gøre at være moralsk perfekt. Dette er der to grunde til:
1. Det antager, at der overhovedet er et maksimum for at være moralsk. Men er der nu også det? Kunne det ikke tænkes at være lige så forkert, som at tale om det højest mulige tal?
2. At være moralsk perfekt kan bl.a. udlægges som værende maksimalt retfærdig og maksimalt barmhjertig. Det første vil sige, at man giver folk netop det, de har fortjent, mens det andet siger, at man giver mindre straf end fortjent. Dette giver en selvmodsigelse.
Almægtighed er også problematisk. Hvis vi tager det helt bogstaveligt, så kan man hurtigt afvise maksimal storhed, med det gamle argument om, hvorvidt Gud kan lave en sten, han ikke selv kan løfte (uden at fjerne sin almægtighed). Kan han ikke det, så er der noget, han ikke kan, og han er derfor ikke almægtig, men kan han lave stenen, så er der noget andet, han ikke kan, nemlig at løfte stenen. Man kan forsøge at redde dette på forskellige måder, men generelt har redningerne en tendens til at rende ind i problemer, og noget tilsvarende gælder for alvidenhed.
Man kan også spørge: Hvis Gud er moralsk perfekt og på forhånd kender til alle de gange, hvor uskyldige bliver udsat for ondskab og nød, hvorfor bruger han så ikke sin almægtighed til at gribe ind og forhindre det?
Der er at hav af eksempler man kunne komme med, der viser, at de tre egenskaber, som Plantinga tilskriver Gud er problematiske (dette har jeg skrevet en anden artikelserie om), og det korte af det lange er, at de synes at føre til logiske selvmodsigelser, hvormed antagelsen og dermed argumentet, falder til Jorden.
Kan et væsen være maksimalt fortræffelig i alle mulige verdener samtidigt?
De tre egenskaber, som Plantinga tilskriver Gud giver altså en række problemer, men der er et yderligere problem, for kan man overhovedet være maksimalt fortræffelig i alle mulige verdner samtidigt?
Forestil dig f.eks., at en given bold er det mest runde objekt på Jorden i en mulig verden, hvis vi flytter denne bold over i en anden mulig verden, hvor tyngdekraften er så kraftig, at lufttrykket i bolden får den til at falde sammen, så vil den næppe længere være det mest runde objekt på Jorden.
Man kan altså ikke som udgangspunkt antage, at en given egenskab ved en ting flytter med fra en mulig verden til en anden, og for at Plantingas antagelse kan accepteres, må vi altså have et argument for, at alle egenskaber ved maksimal fortræffelighed kan overføres fra en verden til en anden.
Kan et væsen eksistere i alle mulige verdener?
Selv om vi helt ignorer de egenskaber, som Plantinga tilskriver Gud, så kan vi påpege et meget fundamentalt problem, for kan et væsen overhovedet eksistere i alle mulige verdener?
Kan det ikke det, så falder Plantingas antagelse sammen, før han overhovedet når til at tilskrive Gud egenskaber.
At eksistere som væsen i alle mulige verdener vil kræve, at det kan eksistere fuldstændig uanset, hvordan fysikkens love er. F.eks. kan man sagtens forestille sig mulige verdner, hvor elementar partikler ikke kan sætte sig sammen og danne egentlig materie eller en verden, hvor Big Bang var helt symmetrisk, så der blev dannet lige meget materie og antimaterie, som derefter udslettede hinanden, og der ingenting var tilbage.
Kan man forestille sig et væsen, der findes både i vores verden og i verdener som de to ovenfor? Jeg har svært ved at se det. Men hvis man, som mange gør, kalder Gud for kropsløs, så kan man argumentere for, at dette problem er løst. Til gengæld får man det problem, at man skal retfærdiggøre, at kropsløshed er muligt og ikke i konflikt med Guds andre egenskaber.
Om man vil kan man måske argumentere for, at abstrakte størrelser som f.eks. tal eksisterer i enhver mulig verden, men sådanne kan ikke samtidigt være almægtige og moralsk perfekte. Den form for eksistens, der kan være på tværs af alle mulige verdener og den form for eksistens, der kan have egenskaber som moralsk perfektion er af helt forskellig natur. Som Nicholas Everitt udtrykker det, så er det som om, at Plantinga observerer, at der findes ting, der er glade (mennesker) og ting, der er divisible med to (visse tal) og derfra konkluderer, at der findes ting, der både er glade og divisible med to.
Dette er ikke et endegyldigt bevis for, at Plantingas antagelse ikke holder, men det er i hvert fald nok til at vise, at der kræves et meget godt argument, før den kan accepteres.
Maksimal ondskab
Hvis vi for argumentets skyld accepterer, at et væsen kan være maksimalt stort, så kan vi overveje om en sådan eksistens kan tilskrives andre egenskaber, end dem Plantinga vælger.
Vi kunne f.eks. lave en enkelt ændring og definere, at et maksimalt ondt væsen er almægtigt, alvidende og fuldstændigt ondt. Derefter vil vi kunne genbruge Plantingas argument til at vise, at et sådant væsen eksisterer.
Det giver os to muligheder:
1. Der eksisterer to forskellige væsener: Et maksimalt stort og et maksimalt ondt.
2. Der er tale om det samme væsen, der både er maksimalt stort og maksimalt ondt.
Den første mulighed giver os det problem, at vi så har to almægtige væsener A og B. Og hvis A er almægtig, så skal det vel have fuld magt over B, men hvis det er tilfældet, hvordan kan B så være almægtig?
Den anden mulighed fører også til problemer, for hvordan kan et væsen både være moralsk perfekt og fuldstændig ondt? Skulle ens definitioner af moral og ondskab være så løse, at man ikke ser noget problem her, så kan vi i stedet blot indføre et væsen, der er almægtigt, alvidende og ikke moralsk perfekt, og så bliver det umuligt at hævde, at det er samme væsen.
Faktisk er der sådan set ikke noget, der forhindrer os i at indføre alle de almægtige væsener, vi har lyst til, vi kan blot lave små ændringer i vores definition, og på den måde komme frem til, at der i vores verden eksisterer uendeligt mange almægtige væsener.
Konklusion
Det ovenstående viser, at Plantingas ontologiske argument, ikke beviser noget som helst, at det synes blot at antage Guds eksistens, og at den antagelse, det hele hviler på, er problematisk. Ligeledes er det blevet vist, at argumentet lige så godt kan vendes om og bruges til at vise, at Gud ikke eksisterer, eller at der eksisterer en uendelig række af forskellige almægtige væsener.
Alt i alt må jeg konkludere, at argumentet er meget lidt overbevisende.
Kilder
I arbejdet med denne artikel har jeg bl.a. brugt følgende kilder:
Feedback: Giv din mening om dette essay til kende her.
ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.