Udskrevet fra Ateistisk Forum på Ateist.net

Oprindelse
Hvad er Evolution?
Af Laurence Moran (1993 - www.talkorigins.org)
Jun 13, 2003, 11:23

De fleste ikke-videnskabeligt uddannede mennesker lader til at være temmelig forvirrede over den præcise definition på "biologisk evolution".

Denne forvirring skyldes for en stor del forskernes manglende evne til at formidle deres viden til det brede publikum, men også fordi der hersker en vis forvirring blandt forskerne selv om den præcise definition på dette vigtige begreb.

Når man beskæftiger sig med begrebet evolution, er det vigtigt at skelne mellem eksistensen af evolution som sådan, og de forskellige teorier om de bagved liggende mekanismer. Endvidere er det vigtigt at begrebet evolution er præcist defineret, når man taler om eksistensen af evolution. Hvad mener biologerne så helt præcist, når de siger, at de har iagttaget evolution, eller når de siger, at mennesker og chimpanser har udviklet sig fra en fælles forfader?

En af de mest respekterede evolutionsbiologer har defineret biologisk evolution på denne måde:

»I den bredeste forstand er evolution blot en forandring og er derfor allestedsnærværende; galakser, sprog og politiske systemer er alle under forandring og derfor under evolution. Biologisk evolution.... er den forandring af egenskaberne i en population (~gruppe af artsfæller) som overskrider livsspandet for et enkelt individ i gruppen. Fosterudviklingen af et enkelt individ forstås ikke som evolution: Enkeltindivider kan ikke undergå "evolution". De processer, der betragtes som "evolutionære" er udelukkende dem, der er arvelige via det genetiske materiale fra en generation til den næste. Biologisk evolution kan være ubetydelig eller væsentlig; den favner alt fra de mindste forandringer af allelhyppighederne [et ”allel” er en bestemt udgave af et gen] i en population (f.eks. forandringerne i blodtypesammensætningen) til de efter hinanden følgende ændringer, der førte fra det tidligste forstadie til en celle og op til snegle, bier, giraffer og mælkebøtter.«
[Douglas J. Futuyma in Evolutionary Biology, Sinauer Associates 1986]

Det er vigtigt at bemærke, at biologisk evolution foregår i populationer og ikke i enkeltindivider, og at forandringerne skal føres videre til den næste generation.

I praksis betyder dette, at evolution er en proces, der giver arvelige forandringer i en population, når den iagttages over mange generationer.

Dette er en god videnskabelig arbejdsdefinition på evolution. En der kan blive brugt til at skelne mellem evolution, og begivenheder, der ligner evolution uden at være det. Andre almindelige, korte definitioner på evolution kan findes i mange lærebøger:

»Evolution kan præcist defineres som en hvilken som helst forandring af allelhyppighederne i en population fra en generation til den næste.«
[Helena Curtis and N. Sue Barnes, Biology, 5th ed. 1989 Worth Publishers, p.974]

Man kan altid diskutere, hvor præcist sådan en definition rammer, men det giver faktisk nøglen til forståelsen af, hvad evolution egentlig er. Når biologer siger, at de ”har observeret evolution”, mener de dermed, at de har målt forandringer i en genpulje i en bestemt population [over tid]. (Ofte vil man have udledt genfrekvenserne ved at iagttage bestemte, arvelige egenskaber, som man kender den genetiske baggrund for). Når biologer siger, at mennesker og chimpanser er udviklet fra en fælles forfader, mener de, at der har været en række på hinanden følgende arvelige forandringer i de to adskilte populationer, siden de blev isoleret fra hinanden.

Desværre er den almindelige definition uden for det videnskabelige samfund anderledes. Vi kan for eksempel finde følgende definition i Oxford Concise Science Dictionary:

»Evolution: Den gradvise proces ved hvilken den nutidige mangfoldighed af plante- og dyreliv opstod fra de første og mest primitive organismer, og som menes at have foregået uafbrudt i de sidste 3 mia. år.«

Dette er utilgiveligt for en videnskabelig ordbog. Ikke alene udelukker definitionen store grupper som prokaryoter, protozoer og svampe, men den medtager også et begreb, ”den gradvise proces”, som ikke skulle medtages i definitionen. Hvad der er vigtigere at bemærke, så henviser denne definition mere til livets historie end til begrebet evolution.

Hvis man bruger denne definition er det ganske vist muligt at diskutere, om evolution stadig foregår, men det er umuligt at skelne evolution fra andre processer. Det gælder spørgsmål som: Er stigningen i den kaukasiske [vestlige befolkning] gennemsnitshøjde over de sidste hundrede år et eksempel på evolution? Er farveændringerne i birkemålerpopulationerne eksempler på evolution? Denne definition er ikke videnskabelig.

Almindelige ordbøger er endda værre:

»Evolution:.....den læresætning ifølge hvilken højere livsformer gradvist er opstået af lavere...«
[Chambers]
»Evolution: ...Udviklingen af en art, organisme eller organ fra sit oprindelige eller primitive stadie til dets nutidige eller specialiserede stade, fylogeni eller ontogeni.«
[Websters]

Disse definitioner ganske enkelt forkerte. Men uheldigvis er det netop sådanne definitioner ikke-videnskabsfolk har i baghovedet, når de går ind i diskussioner om evolution. Dette giver ofte anledning til frugtesløse diskussioner med eksperter fordi deres perspektiv på evolution er anderledes. Når nogen siger at de ikke tror på evolutionens eksistens, så kan de ikke henvise til en acceptabel videnskabelig definition, da dette er at benægte noget som er nemt at demonstrere. Lidt som at benægte tyngdekraftens eksistens!

Jeg læste for nyligt et udsagn fra en kreationist, der hævdede, at videnskabsfolk er uærlige, når de taler om evolution. Denne person mente, at evolution blev fremlagt til offentligheden på en misvisende måde. Det egentlige problem er imidlertid, at offentligheden og kreationister ikke forstår, hvad evolution drejer sig om. Denne persons definition af evolution afveg betragteligt fra den almene videnskabelige definition, og han var følgelig ude af stand til at forstå, hvad evolutionsbiologi drejer sig om. Det er den samme person, som hævdede, at man kunne ikke ”tro på evolution” og samtidigt være religiøs. Imidlertid er det nemt at indse, at det er temmelig fjollet at foregive, at evolution udelukker religion, når vi erkender at evolution ganske enkelt er ”en proces der giver arvelige ændringer i en population over mange generationer".

Videnskabsfolk, som undertegnede, må dele skylden for denne mangel på offentlighedens forståelse af naturvidenskab. Vi bliver nødt til at arbejde hårdere for at formidle den rigtige information. Nogle gange lykkes det ikke så godt, men det skyldes ikke uærlighed.

På den anden siden skulle almenbefolkningen i almindelighed og kreationister i særdeleshed arbejde lidt hårdere på at forstå naturvidenskab.

Det ville hjælpe at læse en lærebog.


Oversat af: Lars Bjarne Nielsen
Original dokument: http://www.talkorigins.org/faqs/evolution-definition.html
Dokument er oversat og hosted efter tilladelse til Ateist.org fra www.talkorigins.org

ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.