Udskrevet fra Ateistisk Forum på Ateist.net

Humor
Ny ikkerund-teori kræver lige undervisningstid
Af Brandon Muller
Aug 20, 2004, 14:56

LANCASTER, CALIFORNIEN – Tilhængere af en ny teori om Jordens form kræver lige tid i klasseværelserne. I øjeblikket underviser skoler i, at Jorden har en rund form, men en ny teori udfordrer denne ide.

"Vi er ikke fladjordstilhængere", understregede advokat Jill Swanson ved et nyligt afholdt skolekommisionsmøde. "Vi siger ikke, at Jorden er flad. Vi siger ganske simpelt, at den ikke er rund." Swanson er forfatter til "Pythagoras on Trial" og er en af grundlæggerne af en ny bevægelse kaldet "Ikke Rund" teori eller IR.

IR fortalere hævder, at deres teori er videnskabelig, og at der burde undervises i den ved siden af rundjordisme. "Der skulle undervises i begge teorier", sagde Swanson. "Fortsæt bare med at fortælle de studerende, at Jorden er rund. Men for at være retfærdig, så burde de også fortælles, at den ikke er det. Lad dem stemme om hvad, der giver mest mening. Flest stemmer vinder. Det er sådan videnskab foregår."

"Børn bliver lært rundjordsvidenskab, som om det er et fact", klagede geometrikeren Mike Bailey. "Men det er bare en teori." Bailey’s bog "Pythagoras’ Black Sphere" introducerede den nye term "ubestemmelig geometri", ideen om at nogle objekter har former, som geometri ikke kan bestemme. Han mener, at Jorden er et af disse objekter.

"Selv musefælder og ure er for komplekse til at blive fuldt forklaret af geometri", udtalte Bailey. "Lad os sige, at du fandt et ur på jorden og forsøgte at finde ud af, hvilken form det har. Er det kvadratisk? Cirkulært? Selvfølgelig ikke. Ingen form kan tilstrækkeligt beskrive et simpelt ur. Prøv så at tænke på, hvor meget mere kompleks Jorden er!"

"Videnskaben er blevet kapret af videnskabsfolk med rund-partiskhed", tilføjede Will Shempski under det åbne forum. "De har et bevisorienteret verdenssyn, og det leder dem direkte til rundjordisme ved at udelukke århundreder af almindelig sund fornuft, anekdoter og myter." Shempski, der er matematiker, siger, at rundjordsteori er en teori i krise.

"Mange videnskabsfolk er ved at blive modige nok til at påpege fatale fejl i rundjordsteori", hævder Shempski. "Pythagoransk ortodoksi fastholder, at Jorden er en sfære. Der er dog nogle videnskabsfolk, der siger, at Jorden er en ellipsoid, mens andre siger, at det er en geoide, mens atter andre hævder, at det er en oblat sfæroide. De kan ikke engang nå til enighed blandt dem selv! Naturligvis er der et fundamentalt problem med teorien om en rund Jord."

Mens IR’ere er ubøjelige omkring, hvilken form Jorden ikke har, så er de stille omkring, hvilken form den kunne have. Rundjordstalsmænd hævder, at IR bare er fladjordteori i forklædning. "IR kommer ikke med nogen påstande omkring den Jordens virkelige form", svarede Swanson. "Vi har endda medlemmer, der er tror, at vi har været på Månen. Man kan da ikke være mere åbensindet end det. Hvordan kan nogen beskylde os for at være fladjordstilhængere?"

En fladjordstilhænger som deltog i mødet, Henny M. Mortis, argumenterede for, at kun ved at acceptere, at Jorden er flad, kan menneskehedens civilisation overleve.

"Rundjordisme har ledt til overbefolkning, afskovning og abort", bekendtgjorde Mortis, da mødet sluttede. "Før fladløse hedninge tvang deres runde dagsorden ind i skolerne, var folk forsigtige med, hvor de gik, fordi de kunne falde ud over kanten. Nu fortælles børn, at der ikke er nogen kant. Hvis Jorden er rund, så kan vi gå hvor som helst, og gøre lige hvad vi vil, fordi der ikke er nogen konsekvenser. Alt er tilladt!"

Mortis, grundlæggeren af fladjordsorganisationen "It’s Clearly Flat" eller ICF, forstår ikke hvorfor IR’ere distancerer sig selv fra hvad biblen bogstaveligt fortæller.

"Biblen erklærer de gode nyheder om fladhed", sagde Mortis. "Men hvis du forlanger videnskabeligt bevis, skal du blot se på flugtbillen. Den undslipper sine fjender ved at løbe væk. Hvis Jorden var rund, ville den løbe hele vejen rundt og lige tilbage til dens angriber! Eftersom det ikke sker, så ved vi, at Jorden er flad. Det kan du bide spids på!"


Oversat af: Morten Monrad
Oversat fra: Skeptic vol. 10 No. 4. 

ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.