DR2 sendte d. 5.1. en fornøjelig udsendelse om exorcisme i folkekirken. Som udenforstående kan jeg i grunden være ligeglad, men folkekirken er nu engang en statsinstitution, jeg som borger er jeg tvunget til at yde til. Derfor tillader jeg mig også at gøre opmærksom på den tilbøjelighed til diskrimination overfor djævleuddriverne, som udsendelsen nærmest lagde op til.
Af udsendelsen fremgik det, at universitetsuddannede præster med mellemrum uddriver dæmoner og onde ånder fra besatte sognebørn og andre der opsøger dem for at få hjælp. Det fremgik også, at man på det teologiske parnas ser skævt til de dæmonuddrivende kolleger. Udsendelsens perspektiv var klart nok: Dæmonuddrivelsen er udtryk for overtro, tosserier og kvaksalveri - en psykiater gav ligefrem udtryk for, at det burde forbydes, og at præster skulle have indsigt i psykiatri for at undgå deres velmente overgreb på folk de tror er besatte. De fleste vil formentlig kunne følge denne tankegang.
Men hvad så? Man forstår på det hele at det er i orden at gennemføre velsignende ritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse med reference til ét sæt af guddommelige væsener som tilskrives alt godt, nemlig Gud, Jesus og den hellige ånd. Det er også socialt acceptabelt at tro at en død mand engang blev levende igen, og at han inden da kunne gå på vandet. Det er i sin orden at tro, at der er et liv efter døden hvor de særligt indviede eller begunstigede vil leve evigt i gudens selskab, og det er problemløst at deltage i ritualer hvor man symbolsk spiser gudens krop og drikker hans blod. Mig bekendt er der heller ingen der protesterer når mennesker insisterer på at udbrede disse forestillinger til hele verden som det mest selvfølgelige af alt. Hvorfor i alverden er det så et problem at mennesker tror på onde guder og rituelt forholder sig dét?
Der er jo nøje sammenhæng i tingene. Kristen mytologi afbalancerer de gode guddommelige kræfter (Gud, Jesus, den hellige ånd og engle) i forhold til de onde, nemlig Satan og hans dæmoner. Det ene hold sender velsignelser og trøst, det andet ondskab og fortræd. Det er i hvert fald hvad de hellige skrifter, dogmatikken og kirkens ritualer belærer de kristne om.
Set udefra kan det være vanskeligt at forstå hvorfor kun de søde og bløde ting må gøre sig gældende, når nu landets statsreligion i ligeså høj grad rummer fortællinger om det modsatte. I de nytestamentlige tekster har Jesus det nærmest som sin hovedbeskæftigelse at uddrive dæmoner, og i trosbekendelsen forsager menighederne igen og igen Satan, den onde guddom. Forklaringen er formentlig, at Satan og hans dæmoner er havnet nederst i det herskende dogme-hierarki. Moderne folkekirketeologi betoner den kærlige gud der vil alle det godt, mens hans evige modstander, Satan, er reduceret til en ubetydelig bifigur. På samme måde har man i praksis afskaffet dommedag og helvede, selv om begge dele fylder godt i den klassiske kristne bagage.
Men denne main-stream sortering i det teologiske potentiale er ikke enerådende. Andre mytologiske betoninger trives som en slags sub-kulturel strømning i kristne miljøer. Her er Gud og Satan helt anderledes direkte stillet overfor hinanden i en mere teksttro mytologi som uden problemer åbner for dæmonbesættelser og exorcisme i menneskers sociale virkelighed. Det betyder naturligvis ikke at Satan og dæmonerne findes (ligeså lidt som Gud og hans engle), men det betyder, at mennesker kan agere socialt og tænke ud fra disse figurer, og på den måde sætte system i tingene og skabe mening. Andre kristne gør præcis det samme når de udelukkende fokuserer på den teologiske bruttomængdes bløde og kærlige dimensioner. Religiøse strategier kan være uhyre forskellige, men de tjener alle til at beskrive og forstå verden så den giver mening - subjektiv mening, forstås.
Debatten om dæmonerne vidner om den store differentiering der findes i dansk folkekirkekristendom, og ser man på tingene i et lidt større perspektiv viser det sig, at dæmonuddriverne formentlig har mere til fælles med det store flertal af kristne i verden end dem der ikke dyrker dette aspekt ved deres religion. Kristendom globalt betragtet er i meget høj grad en "bekæmp dæmonerne-religion", hvor præster og lægfolk i utallige kirkelige retninger forsøger at holde sygdom, død, ulykker, arbejdsløshed, krig, politiske modstandere og alt muligt andet væk ved at bekæmpe de dæmoner, der forårsager problemerne. Ser man på andre religiøse traditioner står dæmoner, onde ånder, spøgelser og så videre også i kø for at komme til. En religion uden ondsindede væsner af den type er meget sjælden hvilket sjovt nok betyder, at den dominerende folkekirkekristendom i Danmark er ret særpræget og eksotisk målt med en generel kristen alen.
Det er indlysende at exorcisme kan være et problem når de teologiske
manøvrer overtrumfer behovet for psykiatrisk behandling. I det hele taget kan religion være et stort problem for psykisk syge mennesker. Der vil imidlertid også være mange tilfælde, hvor forestillingen om dæmonernes hærgen er en fuldstændig ufarlig parallel til kristne menneskers forestillinger om, at gode ting skyldes Gud eller Jesus. Sagen er jo dén, at troen på dæmoner ikke er forbeholdt psykisk syge, ligeså lidt som troen på den gode gud. Til gengæld vurderes de to religiøse perspektiver forskelligt uanset deres forbundethed i øvrigt. Ingen anser det for et problem at et mennesker beder en inderlig bøn om at få et nyt arbejde, blive rask eller noget helt tredie, og man vil næppe bebrejde vedkommende hvis han eller hun tror, at det nye job eller den forsvundne halsbetændelse skyldes gudens kærlige assistance. Ham eller hende om det! Men hvis man glæder sig over at en lidelse er væk fordi man har bortjaget den dæmon som forårsagede sygdommen, så er sagen en anden.
Men hvorfor? I begge tilfælde har man gennem særlige ritualer aktiveret kristne forestillingskomplekser med to tusinde år på bagen. Hvorfor er det i orden at give ét mytologisk væsen æren for det gode, når ikke man må bebrejde et andet mytologisk væsen det onde? Det er som om man forestiller sig, at kristendommen i dens danske folkekirkevariant er udtryk for det ypperste kristne destillat. Her ser vi den endelige udmøntning af det frø der blev sået for 2000 år siden! En masse overtro er blevet sorteret fra, og man står tilbage med det egentlige, det afgørende - det sande om man vil. Men det er helt galt! Religionerne er dynamiske kulturelle systemer som hele tiden er i udvikling. Men denne udvikling går ikke i én bestemt retning, og der er ikke én retning der objektivt betragtet er den rigtige. De er alle lige rigtige eller forkerte, for mennesker former helt enkelt religionerne som det passer dem. Til gengæld har de ikke alle lige stor magt, og som bekendt er det dem med magt der har de bedste muligheder for at indkredse hvad der er sandt - eller i det mindste hvad der skal gælde. I dét perspektiv er dæmon-teologerne en religiøs minoritet der kæmper for en plads i solen.
Kristendom er altså mange ting, og for tiden er det ikke kun højpandet, intellektuel kunst-og-kultur-kristendom der er populær. Vi hører ganske vist mest om kristendom i skikkelse af folkekirkelig protestantisme parret med belærende og selvsmagende begreber som "værdier" og "danskhed", men det er ikke hele historien. Fra andre sider er der god gammeldags religion på spil; gode og onde guder i kamp med hinanden med mennesket som kastebold, og religiøse specialister som aktive deltagere på det gode (og altid vindende) holds side. Dæmon-teologien er udtryk for levende kristendom, moderne kristendom, kristendom i opposition til den hyper-tilpassede protestantisme der vil gøre sig alle steder, fra Kirkeministeriet til bagsiden af den gamle kulturradikale avis. Bemærk således, at det typisk er magthaverne og de velbjærgede der klarer sig uden den personificerede ondskab. Mysteriet om den gode gud, der lader onde ting ske (dét, teologerne kalder teodicé-problemet) er ikke et anliggende alle steder i det kirkelige system. Blandt lægfolk ved man ofte besked om dén sag: Det onde skyldes Den onde.
På sin vis er dæmon-teologien også en ny religiøs bevægelse indenfor rammerne af det folkekirkelige, og som så mange andre nye religiøse strømninger henter den sit gods og sin legitimitet i traditionens ældste lag. Det er det samme vi ser i de hastigt voksende pinsekirker, hvor tungetale, mirakelhelbredelser, exorcisme og mere til hører til dagens orden. Der er tale om kristendom med krop og sanser. Man føler, mærker og oplever på en grundlæggende anden måde end det man kan håbe på i forbindelse med en gennemsnitlig højmesse en søndag i folkekirken. Den intellektualiserede religion udfordres af en krops-kult, hvor dæmonernes martren og gudens nærvær erfares i legemet, og hvor deltageren i processen derfor føler sig set og hørt i allerhøjeste grad. Dermed bliver dæmon-fascinationen også udtryk for den tidstypiske interesse for "jeg, mig og mit", en slags religionernes svar på Venstres liberalisme, hvor man selv bærer ansvar, selv tager konsekvenserne og selv sørger for problemets løsning. Verden kondenceres til individets egen krop, hvor det onde hærger og hvorfra det kan fordrives ved det godes intervention.
Jeg har ingen ambition om at forsvare folkekirkens exorcister, så lidt som deres teologiske modstandere. Jeg ønsker blot at påpege, at de opererer indenfor et typisk kristent felt, og at et systematisk forsøg på at forhindre deres virke principielt svarer til hvis man vil lovgive imod forestillingen om Guds kærlighed og nadverens betydning. Man er, mener jeg, nødt til at acceptere religiøse menneskers gevaldige spændvidde og alene lægge den almindelige straffelov til grund for de samfundsmæssige reaktioner. Det plejer vi at være gode til i Danmark, så gode, at vi formentlig er det land i verden der har færrest konflikter i relation til de nye religiøse bevægelser, som andre steder forfølges for ting der ikke er kriminelle, men blot anderledes. Det ville være barokt hvis heksejagten skulle få held til at udfolde sig indenfor den statsfinancierede kirke.
Religiøse mennesker bebrejder mig ofte at jeg tror på for lidt (nemlig ingenting). Jeg må derfor solidarisere mig med folk der anklages for at tro på for meget. Det implicitte krav om at tro lige tilpas så man lever op til pænhedens og dannelsens teologi vil jeg, og de kristne dæmonfordrivere, ikke vide af.
ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.