Men loftet er mørkt, sønderrevnet efter flere bombninger. Som en mørk kappe hænger krigen over børnene. Som man bestandig er knyttet til sin skygge, således kan disse børn aldrig fornægte deres fortid. Grå af løbende fugt bevidner væggen sorgens mange tårer. Men i væggen, i det triste fundament er sprængt et hul. Et hul hvorigennem modet hilser børnene velkomne. Med håbet og modet i behold skal børnene skabe en bedre fremtid. De skal slippe fri af fortidens skygge, lære af historiens fejltrin og opbygge et nyt og anderledes samfund præget af fred og tryghed. Men af hvilke sten skal dette bygges? Hvilke faktorer medvirker til dannelsen og bevarelsen af et sådant samfund?

       I det danske samfund jeg kender, lever vi, på trods af kulturelle og religiøse forskelle, i fred og fordragelighed. Konflikter og stridigheder løses ved debat, og had undgås ved åbenhed og tolerance. Den vestlige kultur trives med materialistiske og videnskabelige fremskridt, mens vi som folk til stadighed interesserer os mere for menneskets følelser og indre problemstillinger. Mange vælger lange uddannelser, personlig udvikling, indsigt og indflydelse. En naturlig udvikling i et forholdsvist luksuriøst land. Om det nutidige danske samfund er "godt", er naturligvis en relativ sag. Givet parametre som personlig frihed, fred og tryghed er min personlige vurdering dog klar: Danmark er et bedre sted at leve end fx et asiatisk eller afrikansk land. Men hvordan har vort samfund opnået dette udviklingsstadie? Hvad er baggrundene for vor "succes"?

       Krigene på Balkan opstod, efter min opfattelse, bl.a. som følge af religiøse forskelle mellem menneskene i området. Begyndende kampe, på baggrund af enkeltpersoners fundamentalisme, mellem kristne og muslimer pustede til et glemt had, og kulturelle og religiøse forskelle grupperne imellem fremstod efterhånden klarere. Mennesker, der før havde levet side om side, blev pludselig dødelige fjender.

       Årsagen? Religionerne! For mig at se, medfører enhver højere grad af religiøs overbevisning en blindhed hos det pågældende menneske. Et mere religiøst menneske har således mistet sin mulighed for objektivitet. Skriften er for det religiøse menneske en form for facitliste, der overflødiggør videre selvkritik og dybere indre overvejelser – svarene er det givet. Derfor indser den religiøse ikke den altoverskyggende nødvendighed af tolerance og åbenhed som fællesskabets og samfundets støtter. Ateisten derimod må gøre sig overvejelser. Uden derfor at være egoist vil han indse, at et socialt miljø er nødvendigt for hans dannelse til et helstøbt menneske. Han vil derfor, gennem forståelse og tolerance, søge freden, forliget og fremgangen til eget og fællesskabets bedste.

       Ganske vist er meningen og anledningen en anden, når den kinesiske kommunismes mastodont Mao i filmen "Kundun"[1] fortæller den unge tibetanske Dalai Lama, at "Religion is poison", men udtrykket er derfor ikke mindre rammende i denne sammenhæng. Religion er en dvælende gift, en gift med varierende inkubationstid. Dens symptomer er blindhed, opløsning og ufred. Når giften sætter ind lammes menneskets hjerne. Dets rationale overvejelser om fælles fremgang og fred overtages af egoistiske, for samfundet, destruktive tanker.

       Ligger ikke dybest set den moderne danske "halvateisme" til grund for vort samfunds udseende? Er ikke denne indstilling til religionen årsagen til freden, trygheden og ordenen i Danmark? For de dansende børn er, i mine øjne, sagen klar. En dobbeltsidig åbenhed, debat, selverkendelse og indrømmelse er vejen frem mod en bedre fremtid. To parter med disse egenskaber vil samles til begges bedste, men egenskaberne er fraværende i enhver grad af fundamentalisme.

       Religionen er bremseklodsen for menneskets personlige erkendelse og udvikling, den er den evige splids trolige bestyrer og dermed verdensfredens væsentligste hindring.