Udskrevet fra Ateistisk Forum på Ateist.net

Essays
At så og høste
Af Robert Green Ingersoll (1833 - 1899)
Dec 11, 2002, 09:40

     Jeg har læst prædiken "Sowing and reaping" og jeg forstår nu Hr. Moody bedre, end jeg gjorde før. Forleden sagde Hr. Moody i New York, at han ubetinget troede på historien om Jonas og virkelig troede, han var inde i fisken i tre dage.

      Da jeg læste det blev jeg overrasket over, at en mand som levede i samme århundrede som Humboldt, Darwin, Huxley, Spencer og Haeckel skulle tro på en så absurd og idiotisk historie. Nu forstår jeg det hele. Jeg kan redegøre for denne mands forbløffende godtroenhed. Hr. Moody har aldrig læst en af mine forelæsninger. Det forklarer det hele, og det kan ikke undre, at han er 100 år bagefter sin tid. Han har aldrig læst mine forelæsninger; det er en fuldkommen forklaring. Stakkels mand! Han aner ikke, hvad han er gået glip af. Han har levet på mirakler og fejltagelser, på falskhed og dumhed, mens han fyldte sit hoved med absurditeter, når han kunne have fået sandheder, fakta og god, sund fornuft. Stakkels mand!

      Hr. Moody har sandsynligvis aldrig læst et eneste ord af Darwins så han tror stadig på Edens Have og den talende slange og tror virkelig, at Jehova tog en smule mudder, formede en menneskeskikkelse, blæste i hans næsebor, rejste den op og kaldte den Adam, og at han tog et af Adams ribben og noget mere mudder og skabte Eva. Sandsynligvis har han aldrig læst et ord skrevet af en stor geolog og tror derfor stadig på historien om syndfloden. Da han ikke ved noget om astronomi, tror han stadig at Joshua standsede solen.

      Stakkels mand! Han er gået glip af Spencer og har intet begreb om evolution. Han tror at mennesket gennem alle tider er degenereret, og at det første par var perfekte. Han tror ikke på, at mennesket er kommet fra lavere væsener og gradvist har arbejdet sig opad. Han tror virkelig på, at Djævlen løb om hjørner med Gud og vaccinerede den menneskelige race med det totale fordærvs virus. Stakkels mand! Han kender intet til de store videnskabsmænd, til de store tænkere, til menneskeslægtens befriere; kender intet til Spinoza, Voltaire, Draper, Buckle, Paine eller Renan.

      Hr. Moody burde læse noget andet end Bibelen, burde finde ud af, hvad de virkeligt intelligente tænkte. Han burde få nogle nye indtryk, nogle få kendsgerninger, og jeg tror, at han efter at have gjort dette, ville forbløffes over hvor uvidende og dum han havde været. Han er en god mand. Han har et rimeligt godt hjerte, men hans hoved er omtrent ubrugeligt.

      Problemet med denne prædiken 'Sowing and Reaping' er, at den modsiger sig selv. Jeg tror på, at man høster hvad man sår, at hvert menneske må tage konsekvenserne af sine handlinger. Handlinger er gode eller dårlige afhængigt af deres konsekvenser. Det er min doktrin.

      Naturen er ikke barmhjertig. Men Hr. Moody fortæller os at et menneske kan så tidsler og høste figner og efter at have opført sig som djævlen i 70 år, kan han angre mellem den sidste medicin og det sidste åndedrag; at han kan vaskes ren af lammets blod, og at myriader af engle vil bære hans sjæl til himmelen; med andre ord, at man ikke vil høste hvad man sår, men hvad Kristus såede, at denne mands tidsler vil blive til figner. Denne doktrin er i mine øjne, ikke blot absurd, men uærlig og ødelæggende.

      Det er én af absurditeterne i Hr. Moody's gudelære. Den anden er, at et menneske kan dømmes retfærdigt for en andens synder. Intet kan overgå disse to ideers tåbelighed. Først: "Et menneske kan med retfærdighed dømmes for Adams synd". Dernæst: "Mennesket kan med rette blive belønnet med evig lykke for Kristus godhed". Imidlertid prædiker manden, som tror på dette, at man må høste hvad man sår. Ortodokse kristne udbreder præcis det modsatte. De udbreder, at uanset hvad nogen sår, uanset hvor ondsindet han har været, at han kan ændre høsten ved at angre. At alle hans synder vil blive glemt, og at kun Guds godhed vil blive husket.

Lad os se hvordan det virker:

Hr. A. har levet et godt og nyttigt liv, holdt sine løfter, betalt sin gæld, uddannet sine børn, elsket sin kone og har gjort sit hjem til et paradis, men han troede ikke på åbenbaringerne i Hr. Moodys Bibel. Han døde og blev sendt til helvede. Hr. Moody siger, at man høster, hvad han sår.

Hr. B. levede et nyttesløst og ondsindet. Med sin ondskab drev han sin kone til vanvid, hans børn blev strejfere og tiggere, hans hjem var et totalt helvede, han begik mange forbrydelser, han stjal, begik indbrud, myrdede. Nogle få minutter før han blev hængt, blev han religiøs og hans sjæl for fra galgen til himmelen. Og dog siger Hr. Moody, at man høster hvad man sår.

Hr. Moody burde tænke lidt, få en smule fornuft.

      Ligeså fortæller Hr. Moody at man kun i dette liv kan sikre sig angerens belønning. Lige inden man dør, elsker Gud den døende, elsker ham, som andre elsker deres børn, men et øjeblik efter han er død, sender han hans sjæl til helvede. Med andre ord, intet kan gøres for at ændre hans adfærd. Guds og englenes selskab kan ikke have en god indflydelse. Ingen kan forbedre sig i himmelen. Denne verden er det eneste sted, hvor forandring er mulig. Her, omgivet af de ondsindede midt i alle fristelserne, i uvidenhedens mørke, kan et menneske ændre sig, hvis han er heldig nok til at høre en genopstandelsesprædikants ord, men når han står foran sin skaber, foran Treenigheden, har han ikke en chance. Gud kan intet gøre for hans sjæl udover at sende den til helvede.

      Dette viser, at det godes kraft er forbeholdt folk i denne verden, og at Gud i den næste verden ikke kan gøre noget for at forbedre sine børn. Dette er gudelære. Dette er hvad de kalder "Det Glade Budskab."

Enhver ortodoks tro er uciviliseret, uoplyst og idiotisk. Den ortodokses himmel indeholder ingen barmhjertighed, ingen medlidenhed. Den ortodokses helvede giver intet håb, ingen mulighed for forandring. Gud er evig fangevogter. Og dog siger de kristne nu, at helvede ikke brænder, at der ikke er egentlige flammer, men alligevel mærker de fortabte sjæle dog samvittighedens evige tortur.

      Hvordan vil samvittigheden genere folk i helvede? De siger at de vil huske deres synder. Nuvel da, men hvad med sjælene i himmelen? De begik forfærdelige forbrydelser, de gjorde deres medmennesker ulykkelige. De tog andres liv, sendte mange til evig lidelse. Vil de ikke plages af deres samvittighed? Er helvede det eneste sted, hvor sjælene fortryder det onde, de gjorde? Kan engle ikke fortryde, ikke angre, har de ingen samvittighed? Hvis det skal være sådan, så må himmelen være end del værre end helvede.

      I gamle dage spurgte folk præsten, hvis de ville vide noget. I dag spørger de, hvis de ikke vil vide noget. Bibelen har, med det oplyste menneske, mistet sin autoritet. Miraklerne anses nu af fornuftige mennesker, som uvidenhedens og godtroenhedens afkom. Folk søger konstant efter kendsgerninger, sandheder, og religionerne indtager sine pladser i myternes museum. Ja, folk er ved at blive civiliserede, og derfor slukker de helvedes flammer. De holder op med at tro på en gud, som søger evig hævn. Folk er ved at blive fornuftige. De beder om beviser. De tager sig ikke af luftens vingede ånder, af spøgelser og djævle og formodede guder. Folk er opsat på at være lykkelige her, og de vil have en smule af himmelen i dette lv.

      Gudelære er en forbandelse. Videnskab er en velsignelse. Vi har ikke behov for prædikanter, men lærere; ikke præster, men tænkere; ikke kirker, men skoler; ikke kirketårne, men observatorier. Vi vil have indsigt.

Lad os håbe at Hr. Moody vil læse nogle virkeligt brugbare bøger.

Oversat af: Henrik Eismark, 2000 
Copyright: Forlaget Fritanken 2000

ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.