Jeg har altid anset mig som ateist. Ok, jeg er blevet døbt af mine overhovedet ikke religiøse eller kirkegående forældre, men da jeg er fra 1934,var sagen en ganske anden, dengang blev alle døbt, for ikke at lave ravage i borgerskabet.
Jeg gik i kommuneskole under krigen og vores skole var blevet beslaglagt af tyskerne, så vores undervisning var noget sporadisk, idet vi hele tiden blev flyttet rundt til forskellige lokaler i byen. Jeg husker overhovedet ikke at vi fik religionsundervisning i disse år. Efter krigen kom jeg på en privatskole, hvor man i hvert fald prøvede at indoktrinere os, men uden held i mit tilfælde.
Da jeg skulle konfirmeres, prøvede jeg på alle måder at slippe for dette cirkus. Jeg ville så absolut ikke konfirmeres så jeg skulkede mange gange fra konfirmationsforberedelserne hos den lokale præst, men konfirmeret blev jeg, som alle gode borgeres børn blev det. Jeg blev endog tvunget til altergang ugen efter. Herefter blev jeg så gal at jeg rev min nye salmebog i småstykker og sendte den til præsten med orderne: ”dette er fra foreningen til kristendommens udryddelse.”
Ved næste religionstime skulle min religionslærerinde, en ældre præstekone, selvfølgelig udfordre skæbnen og ville have mig til at citere trosbekendelsen som jeg havde afsagt i kirken, hvortil jeg svarede: ”jeg har ikke afsagt nogen trosbekendelse i kirken og nægter også at fremsige den nu, det er en masse nonsens”. Hun havde nær fået et hjerteslag og sendte mig sporestrengs til rektor for at forklare mig. Så vidt jeg husker tog han det meget roligt, selvom han vistnok var meget religiøs. Jeg holdt helt op med at lære salmevers, den lille katekismus m.m. udenad og præstekonen havde totalt opgivet at høre mig, så vi havde en langvarig krigstilstand.
Nå, men jeg kom ud af skolen og kom som 17 årig frivillig i flyvevåbnet, hvor jeg med andre i 1952 blev sendt til det amerikanske flyvevåbens base i Mississippi til uddannelse. Vi havde mange spændende oplevelser, men især 2 glemmer jeg aldrig.
En søndag formiddag skulle jeg ind til byen med bussen og se på biler. Bussen var næsten fuld og jeg fik den sidste plads lige bag chaufføren. Jeg bemærkede, at mange af menneskerne i bussen havde salmebøger med, så de var nok på vej til gudstjeneste. Ved næste stoppested stod en ældre (40 år) negerkvinde på bussen. Da jeg vidste der ikke var flere tomme pladser i bussen rejste jeg mig og sagde hun kunne sætte sig, Hun så meget mærkeligt på mig og rystede på hovedet. Hun ville ikke sætte sig. Først efter 4-5 forsøg satte hun sig meget modvilligt på min plads. Jeg bemærkede, at folk i bussen var begyndte at tale meget højlydt og til sidst da hun satte sig begyndte flere at råbe højt. Mit amerikanske var endnu ikke så godt så jeg forstod ikke hvad de råbte, men bussen stoppede brat og chaufføren og nogle medpassagerer sparkede mig og negerkvinden ud af bussen, som straks kørte videre. Jeg forstod ikke et ord af det hele og spurgte den skælvende øjenrullende negerkvinde hvad der var galt, men jeg måtte opgive at kommunikere med hende, da hun stod bare og rystede over hele kroppen. Jeg tog den næste bus til byen.
Næste dag fortalte jeg nogle af mine amerikanske klassekammerater om episoden. De sagde at jeg havde været særdeles heldig, at man ikke havde lynchet mig fordi de "farvede" må kun sidde på de 4 sidste rækker i bussen og hvis der ikke er siddepladser nok til de "hvide" må negerne rejse sig. Hvis der stadig ikke er pladser til de "hvide" må de "farvede" forlade bussen. jeg havde begået en kæmpedødssynd ved at rejse mig for en "farvet", derfor havde alle de så "gode kristne" taget aktion.
En anden gang var jeg og nogle venner ude at køre og kom igennem et negerkvarter. Da vi kørte forbi nogle søde negerpiger dyttede og vinkede vi til dem. Med ét så jeg en stor neger stå med sin seksløber pegende mod os og råbe en masse. Jeg fik speederen i bund og vi kom væk uden at blive skudt. Bagefter blev jeg klar over min fejl. Mange "hvide" mænd voldtog negerpiger og hvis nogen dristede sig til at anklage dem, blev de altid frifundet. Mange har sikkert set den autentiske film "Mississippi Burning" som faktisk foregik nogle år efter vort USA ophold og kan herigennem forstå min "forbrydelse".
Jeg har været gift med flere forskellige "trosretninger". Fx én fra alm. dansk statskirke. Da jeg skulle skilles fra hende, skulle man dengang til "forsoningstale" med præsten. Det blev til en enetale af mig, hvor jeg meget arrigt fortalte ham om hvad jeg mente om ham og hans religion. Han fik ikke mange ord indført. Skilt, det blev jeg.
Jeg var også gift med en datter af en indremissionær, en katolik og nu med en buddhist, hvilket har givet mig nogle religiøst blandede oplevelser. Jeg havde bl.a. et familiemedlem som fortalte mig: ”han havde mødt herren uden på marken, og derefter kastet sig på knæ for ham”. Dette undlod jeg klogelig at kommentere, men jeg syntes det var ret så pinligt. Bønner blev også brugt ved enhver given lejlighed, men jeg overlevede selvom vi havde mange heftige diskussioner.
For mange år siden gennemgik jeg en større operation, som ikke faldt videre godt ud. Så ugen efter måtte jeg genopereres ekspres, men nåede at få et hjertestop inden jeg nåede operationsbordet. Om det var på grund af min ukristelige opførsel, at der ikke viste sig nogle engle og det store hvide lys for mig, ved jeg ikke, men man fik da liv i min ugudelige krop igen.
Efter 2 måneders sygeleje tog jeg på rekreation til Israel, hvor jeg besøgte alle de "hellige" steder: fødsels og begravelseskirken, Getsemane have, den blå moske, osv. Jeg var ved Genesaret sø hvor man iflg. guiden kunne lære at stå på vandski, dog uden brug af vandski.
Jeg har senere besøgt Israel med min katolske kone, hvor vi turede landet rundt og bl.a. så Salomons kobberminer, Masadaklippen m.m. Meget spændende, men endnu er jeg ikke blevet "omvendt"
Jeg har besøgt Indien 2 gange, hvor vi så et utal af mærkelige templer heriblandt "de tusinde fallossers tempel", hvor man tilbad disse fallosser ved at hælde smeltet smør over dem, så hele templet stank af harsk smør.
Ved den gamle danske koloni Trankebar var jeg i den gl. danske kirke som i dag delvist bliver brugt som lagerrum og så af alle de danske stakler der alle døde ganske unge, af dengang ukendte tropesygdomme. ikke mange var over 30 år.
Alle de store templer på Sri Lanka og i Thailand har jeg besøgt. De er meget flotte med masser af "arbejdssky" munke, der får deres alle deres fornødenheder, af den stakkels mere eller mindre fattige befolkning.
I Thailand kan alle bede en masse bønner til Buddhas ære, men mange kan ikke læse og skrive. Dette gælder især pigerne udenfor storbyerne, som kun får lov at gå i skole i 1-3 år, hvor de bliver undervist i bønner og buddhisme af munke. Herefter skal de ud og tjene penge til familien. Piger regnes ikke for noget i Thailand i forhold til drenge som behandles som små guder.
Jeg har flere gange besøgt hovedjægerne på Borneo. Du kunne kun besøge dem med en statsaut. guide og du skulle under strafansvar underskrive en erklæring om at du ikke på nogen måde ville missionere hos hovedjægerne. Det var meget spændende at besøge disse mennesker, der levede i små samfund, styret af en høvding der bestemte alt i deres område.
Her kommer jeg til at tænke på alle de (hjernevaskede) missionærer der i tidens løb har rejst verden rundt og "omvendt" mange værgeløse uciviliserede menneskeslag. Mange gange med magt, trusler, vold og mord. De har fået ændret verden, men ikke til det bedre.
Alt i alt har jeg levet et overordentligt skønt og begivenhedsrigt liv uden hjælp af nogen guder, Jeg har 3 dejlige børn, der alle er blevet døbt uden min kirkelige medvirken. 2 af dem er af egen fri vilje ikke konfirmeret. Jeg har 3 børnebørn der alle er blevet døbt med min deltagelse. Dog har jeg protesteret over man har givet dem samme gud som Bin Laden (der findes jo iflg. de statsautoriserede danske præster kun én gud).
ANSVARSFRASKRIVELSE: Publikationer på Ateistisk Forums hjemmeside er bidrag fra forskellige skribenter. Ateistisk Forum deler ikke nødvendigvis skribentens synspunkter i denne publikation. Ligeledes garanterer Ateistisk Forum ikke for rigtigheden af denne publikations faktuelle oplysninger. Publikationen bringes som ”den er”og ledsages ikke af garantier af nogen art, herunder hverken eksplicitte garantier eller antydede garantier. Publikationen kan være underlagt copyright restriktioner, hvorfor enhver videre kommerciel eller privat udnyttelse skal aftales direkte med ophavsrettighedshaveren.